18. december 2017
Sådan kender de fleste Jullie W. Andersen, når de møder hende med smil og højt humør bag disken som indehaver af helsekost-forretningen, Ø-Butikken i Hørsholm Hovedgade.
gallery icon

Se billedserie

Sådan kender de fleste Jullie W. Andersen, når de møder hende med smil og højt humør bag disken som indehaver af helsekost-forretningen, Ø-Butikken i Hørsholm Hovedgade.
Foto: Lars Sandager Ramlow
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Succes er ingen dans på roser

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Succes er ingen dans på roser
Hørsholm - 09. september 2015 kl. 07:03
Af Lars Sandager Ramlow
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Hørsholm: Helsekostforretningen Ø-Butikken i Hørsholm Hovedgade har succes. Kunderne strømmer til fra hele Nordsjælland, økonomien hænger fornuftigt sammen og arealmæssigt er forretningen vokset fra 69 kvadratmeter til 260 kvadratmeter på bare syv år.

Det klinger godt i kasseapparatet, men en mønt har altid to sider, og vejen til succesen har ikke været lutter lagkage. Det fortæller indehaver af Ø-Butikken, Jullie W. Andersen.

- Jeg flyttede til Hørsholm og åbnede Ø-Butikken i 69 kvadratmeter store lokaler på Usserød Kongevej i 2008. Jeg lånte 500.000 kroner i banken for at få forretningen op at stå, og efter et par år begyndte den at køre fornuftigt. Men så blev Hørsholm ramt af det historiske skybrud i 2010, hvor gulvene i min forretning, det meste inventar og en god del af varelageret blev oversvømmet og ødelagt af kloakvand. Jeg blev tvunget til at lukke butikken i et halvt år, og jeg havde kun lige åbnet igen... så måtte jeg lukke igen på grund af skimmelsvamp i hele underetagen, mindes Jullie W. Andersen.

Måtte tage et nyt lån

Hun tog konsekvensen og flyttede ud af lokalerne. I stedet åbnede hun i Hørsholm Hovedgade 37A, hvor hun i 2011 fik 80 kvadratmeter at boltre sig på. Flytningen og det større varelager betød, at hun igen måtte låne 250.000 kroner, og to år senere blev lånet på yderligere 150.000 kroner, da hun udvidede Ø-Butikken med baglokalerne, så hun fik 100 kvadratmeter til sin disposition.

- Man står jo lidt med livet i hænderne, når man låner så mange penge, for de skal jo også hjem igen. Kunderne har dog taget utroligt flot imod mig og efterspørgslen på forskellige varer har været stor. Derfor tog jeg et nyt lån på 550.000 kroner her i foråret, hvor jeg i april flyttede 100 meter ned ad Hovedgaden til nummer 47. Nu råder jeg over 260 kvadratmeter forretning, lyder det fra Jullie W. Andersen.

Hele hendes ansigt lyser op i et af de velkendte smil, som alle kunder har mødt gennem årene, når de har besøgt forretningen og fået sig en snak med indehaveren om helsekost, kosttilskud, økologi og specialvarer.

  • Den nye forretning blev ramt af en vandskade før den overhoved var åbnet.
  • Al elektronik og en masse inventar blev ødelagt, da en indbrudstyv brød ind kort efter åbningen.
  • Et nært familiemedlem blev ramt af kræft.
  • Jullies egen mor blev ramt af en blodprop.
  • Blot to dage før selve åbningen døde Jullies far.
  • Og som om det ikke var nok, blev familiens lille hundehvalp kørt over i foråret.
Ulykkerne har stået i kø

Udadtil kører det hele på skinner. Der er smil og højt humør i dagligdagen, og der var balloner og masser af kage i forbindelse med åbningen i de nye lokaler i midten af april. Men hvad de fleste nok ikke ved, så var smilene trængt i baggrunden privat, når lysene blev slukket og forretningen holdt lukket.

Ulykkerne har nemlig stået i kø og har ramlet ned over Jullie W. Andersen og hendes familie i det seneste år.

- Det hele skete parallelt med hele flytningen af forretningen. Det var en ekstremt hård tid, og udadtil var det jo vigtigt, at jeg blev ved med at smile til kunderne, vise overskud og være serviceminded. Her må jeg sige, at der godt kan være lidt koldt på toppen. Jeg har jo ikke en chef, der kan klappe mig på skulderen og sige, at jeg gør det godt, give mig lønforhøjelse eller fri i nogle dage, når jeg virkelig var udkørt, forklarer Jullie W. Andersen, der fortsætter:

- Til gengæld har jeg et fantastisk og stabilt personale, og den glæde, kunderne kommer med, er uvurderlig. Det har holdt mig oppe på dage, hvor jeg ellers var nede, sammen med min mand, HC, der hele vejen igennem har støttet mig og troet på mit projekt.

Forretningsindehaveren glæder sig over, at der nu igen er kommet ro på privatlivet, og alle varerne har også fundet deres plads i de nye lokaler.

- Der er aldrig to dage, der er ens, og nu har jeg plads til alle mine »skøre« ideer. I baglokalerne har jeg to behandlerrum, jeg nu skal have fundet lejere til. Det ene rum egner sig godt til coaching, rådgivning og andre former for samtale-terapi, mens det andet rum er ideelt til en massør, akupunktør eller homøopat. Derudover skal jeg ud og finde en butiksekspedient mere. Kunderne strømmer til, og jeg skal bruge en ansat, der har bred erfaring med kosttilskud og vitaminer, fortæller Jullie W. Andersen.

Hun sidder et øjeblik alvorligt og eftertænksomt hen, mens hun stille tømmer koppen med urte-te:

- Det går rigtig godt nu, men det har sgu' ikke været lige let hele tiden. Succes er ingen dans på roser, kan jeg fortælle dig.

LÆSER
ARRANGEMENTER


Har du en aviskode?





Du finder aviskoden
i den trykte udgave af din avis.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
Frederiksborg@sn.dk