

Se billedserie
Mogens Olsen, Kokkedal, er pludselig død, 74 år. Gennem fire årtier var han fast ankermand i produktionen af Ugebladet
Altid et hej, altid et smil, altid en snak om livets gang i Lidenlund.
Mogens Fremmich Olsen - eller bare 'Olsen' - døde pludseligt tirsdag den 16. februar. Han blev 74 år.
Olsen lagde et langt arbejdsliv på Ugebladet Hørsholm, hvor han var gennem 40 år. Langt hovedparten af karrieren som produktionschef og med ansvaret for, at lokalavisens annoncer blev produceret, avisens sider sat op og afleveret til trykkeri.
I marts 2010 lod han sig pensionere og fik på en af sine sidste arbejdsdage overrakt den kongelige belønningsmedalje i sølv med Dronning Margrethes profil og Dannebrogsfarvet bånd.
"Du har ikke ladet de andre stå, og du har ikke stukket noget under stolen. Du har gjort din pligt, men du har også sagt din mening højt og klart og fortalt os andre, hvordan du synes man laver en god avis. Du har tordnet, så det buldrede, men du har også klaret op i det dejligste solskin bagefter," lød skudsmålet fra Jan Halling, daværende direktør i Politikens Lokalaviser.
(artiklen fortsætter efter foto...)

Olsen sluttede på Ugebladet i 2010 med at få overrakt den kongelige belønningsmedalje for 40 års tro tjeneste. Tidligere direktør i Politikens Lokalaviser, Jan Halling, stod for overrækkelsen. Arkivfoto: Morten Timm
Karrieren på Ugebladet begyndte allerede under Mogens Olsens værnepligt, hvor han i militærlastbil slog et smut forbi forældrene i Hørsholm til en kop kaffe. Udenfor stødte han på Ugebladets daværende redaktør, og det førte til en snak om muligheden for et job på avisen, når militærtiden var til ende samt læretiden hos typograf hos Nielsen & Lydiche var udstået.
Mandag den 18. august 1969 begyndte 22-årige Olsen på Ugebladet.
Dengang hed titlen typograf, men arbejdet bestod allerede da også i at være avisens ansigt udadtil sammen med redaktøren, og skulle der gives en hånd med på trykkeriet, klarede Olsen med sine håndsætterfærdigheder såmænd også det.
Olsen steg hurtigt i graderne og blev udnævnt til produktionschef, men i årenes løb har jobbet ud over det tekniske udviklet sig til desuden at omfatte annoncesalg og kundekontakt.
Gennem fire årtier har mangen en annoncør fået et godt tilbud - ofte serveret med en bramfri bemærkning, et skævt smil og et tørt grin, der var Olsens kendemærker.
Udover Ugebladet og den nære familie brugte Olsen især sin tid på golfbanen i Nivå Golf. Da han i 2010 blev spurgt, hvad han skulle bruge sit otium på, svarede Olsen kort og præcis: "Ingenting."
Han gik dog til bekendelse og fortalte, at der også var en dosmerseddel med snerydning, brændekløvning og andre huslige pligter.
"Men arbejdsmarkedet har fået sin del," slog han fast.
Privat var Olsen gift med Janne, og gennem mange år bosat i Kokkedal. De har fejret guldbryllup og har to voksne børn, Mick og Mette, samt tre børnebørn.
Mogens Olsen bisættes fra Egedal Kirke torsdag 25. februar kl. 11. Grundet corona er bisættelsen kun for familien, men man kan give et sidste farvel til Olsen, når hans kiste kører fra kirken omkring kl. 11.30.
Ære være Mogens Olsens minde.

Ved sit 40 års jubilæum i 2009 lykønskes Olsen af Bertil Buchhave og købmand Kristen Dalgaard.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her