31. juli 2021
Da Josefine Volqvartz vendte hjem til Danmark efter 18 år i udlandet, var en af hendes første opgaver at etablere og drive en pop-up tv-station ved Women Deliver-konferencen i København. Her fik hun mulighed for at engagere sig i ligestillingsspørgsmålet gennem interviews med mere end 60 gæster i over 40 programmer, der blev transmitteret online og via en lang række tv-stationer over hele verden. 	Privatfoto
gallery icon

Se billedserie

Da Josefine Volqvartz vendte hjem til Danmark efter 18 år i udlandet, var en af hendes første opgaver at etablere og drive en pop-up tv-station ved Women Deliver-konferencen i København. Her fik hun mulighed for at engagere sig i ligestillingsspørgsmålet gennem interviews med mere end 60 gæster i over 40 programmer, der blev transmitteret online og via en lang række tv-stationer over hele verden. Privatfoto
Foto: Photographer:Kristian Rasmussen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Josefine så døden og mødte hverdagens helte

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Josefine så døden og mødte hverdagens helte
Hørsholm - 11. juli 2020 kl. 10:56
Af Sophus Zarrs Soelberg

Josefine Volqvartz holder øjenkontakten, mens ordene forlader hendes læber i et roligt tempo. Engang i mellem læner hun sig en anelse tilbage i stolen, mens hun overvejer, hvordan hun skal beskrive sine oplevelser på sit modersmål.

arrow Læs også: Ny forening kræver handling fra minister: Vil have mere ligestilling

Når hun fortæller om voldsomme oplevelser i Johannesburg i Sydafrika, om studietiden i England eller om hungersnød i DR Congo, erindrer hun historierne på engelsk. Det er nemlig det sprog, hun har talt, siden hun som 19-årig tog til udlandet, og selvom hun nu sidder i en lys stue i Rungsted med udsigt over Øresund, efter at have boet i Danmark i næsten fem år, er hendes 18 år i udlandet stadig med hende. Det gælder både sprogligt og i hendes arbejde.

Det forklarer Josefine Volqvartz med et smil, inden hun løber ud i haven for at skærme de fritliggende hynder fra sommerregnen.

Voldsomme opgaver

Efter endt uddannelse på universitetet fik Josefine Volqvartz arbejde som journalist på den ansete britiske avis The Guardian og siden hos CNN i London. Her kom hun for første gang i berøring med, hvor barsk en opgave det kan være at dække internationale begivenheder og i særdeleshed tragedier.

- En af mine første arbejdspladser var CNN i London, hvor jeg i begyndelsen var med til at dække tsunamien i Det Indiske Ocean i 2004. Det var juletid, og jeg var hos mine svigerforældre, da telefonen ringede. Jeg blev kaldt ind, og vi arbejdede dag og nat med at dække tsunamien. Jeg var rimelig ny, og nogle af mine opgaver var at arrangere interviews med familier til dødsofre og sortere alle de billeder, der kom ind fra katastrofeområderne. Der var mange af billederne, der ikke kunne komme med i vores nyhedsindslag, fordi de var så barske. Der var lig af både voksne og børn på billederne, erindrer hun og tilføjer:

- Senere, da jeg arbejdede i Afrika, så jeg mange tilsvarende barske ting. Som journalist lærer man at tage ting ind og skabe noget meningsfuldt med det, og så lægger man låg på og går videre til det næste. Alligevel sidder den slags historier stadig dybt i mig.

Journalist Josefine Volqvartz har haft voldsomme oplevelser og livsbekræftende oplevelser i sine 18 år i udlandet. I dag er hun vendt hjem til Danmark for at gøre en forskel

Den allerførste udfordring

Før Josefine Volqvartz nåede til at arbejde på nogle af verdens fremmeste nyhedsmedier og før hun dækkede frygtelige tragedier, måtte hun have en uddannelse. På få år nåede hun at studere på tre engelske universiteter, og hun var bagud fra start.

- Jeg var eventyrlysten og ville gerne ud og se verden, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Jeg kom ind på University of London, hvor jeg skulle læse kunsthistorie og filosofi. Jeg så uddannelsen som en mulighed for at dykke ned i samfundsforhold og verdenshistorien gennem kunsten, fortæller Josefine Volqvartz.

Hun blev dog overrasket over, hvor langt foran de andre studerende allerede var.

- Jeg kom med mit gymnasieengelsk, og pludselig skulle jeg gebærde mig på et meget højt, akademisk niveau. Til den første forelæsning forstod jeg cirka tre ord. Mit hjerte bankede, og jeg var så nervøs for, om det overhovedet ville gå, fortæller hun med et smil, inden hun tilføjer:

- Man skal turde. Det kan godt være, at det kan være ubehageligt i starten, men man kommer som regel stærkere og mere robust ud på den anden side.

Et par måneder senere var Josefine Volqvartz i stand til at følge med i undervisningen. Hun fandt dog hurtigt ud af, at kunsthistorie blev en anelse for abstrakt, og hun ville derfor søge videre til Cambridge University og læse statskundskab.

- Det bedste sted at læse Statskundskab var på Cambridge University, men jeg havde en bachelor i kunsthistorie, og normalt er det slet ikke muligt at fortsætte med en kandidatgrad i et andet fag, siger hun og fortsætter:

- Jeg tog til Cambridge og mødtes med nogle af de professorer, som underviser på statskundskab, og jeg fik dem overtalt til at give mig en chance for at søge ind. Jeg skulle skrive essays og bevise, at jeg vidste noget om statskundskab. Det tog et halvt års tid at overbevise dem, og det lykkedes mig at komme ind på studiet. Da jeg skulle i gang, stod jeg i en velkendt situation. Til første forelæsning forstod jeg kun få ord, mens de andre studerende havde brugt tre år på det. Jeg endte dog med at klare mig rigtig godt, og jeg vidste allerede der, at jeg ville gøre karriere inden for medier og journalistik, forklarer hun.

Josefine Volqvartz har altid interesseret sig for hverdagens helte i sit arbejde. Hun vil ofte hellere tale med almindelige mennesker, der gør en forskel, end hun vil interviewe statsledere og verdensstjerner.

Om hverdagens helte

I 2005 var Josefine Volqvartz med til at stifte nyhedskanalen Al Jazeera English, hvor hun efterfølgende var både reporter og producer.

- Jeg bliver altid interesseret, når nogen skaber noget nyt, og de ville give ordet til nogle, der normalt ikke blev lyttet til. Deres motto var »The voice of the voicesless«, siger Josefine Volqvartz og fortsætter:

- Al-Jazeera formåede at skabe en højere grad af nuancer i nyhedsdækningen, fordi man turde bruge lokale journalister, og man satte fokus på andre, end dem der normalt får taletid. Når jeg kigger på min journalistiske karriere, har jeg altid været meget optaget af hverdagens helte. Jeg vil gerne give taletid til dem, der ikke har en stemme, men som gør en kæmpe forskel for samfundet. Søjlerne i vores samfund er ofte mennesker, som vi slet ikke hører noget om. Jeg har som led i mit arbejde talt med store beslutningstagere og verdensstjerner, men jeg synes ofte, at det er mere interessant at tale med almindelige mennesker, der gør en forskel for det samfund, som de er en del af, forklarer Josefine Volqvartz.

Eunice og lastbilen

I 2009 rejste hun til Sydafrika for at fortsætte arbejdet med at lave tv. I den forbindelse har hun blandt andet lavet indslag til Al-Jazeera om skraldesamlere på bunden af samfundet i Johannesburg, og om kvindelige lastbilchauffører, der satte alt på spil i deres arbejde.

- Da jeg boede i Sydafrika, lavede vi en historie til Al-Jazeera om en kvindelig lastbilchauffør, der hed Eunice. Vi var ude og køre lastbil om natten, hvor hun havde vagt. De ting, man oplevede som kvindelig lastbilchauffør, var voldsomme. Hun turde ikke stoppe ind på lastbilsholdepladserne på motorvejen, fordi hun kunne blive voldtaget af de andre chauffører, og der var en enorm høj grad af mobberi. Hun var en hverdagshelt, som formåede at løfte hele sin familie ud af fattigdom ved at køre lastbil, efter hun havde brugt flere år på at spare op til sit kørekort. Hun vidste, at jobbet som lastbilchauffør gav gode penge, og at det ville give hende muligheden for at sende sine døtre og niecer i skole, erindrer Josefine Volqvartz.

- Jeg tror på, at det sekund du giver folk som hende en stemme, som andre kan høre, så vil det inspirere og gøre en kæmpe forskel, tilføjer hun kort efter.

Hjemmet i Rungsted bærer præg af, at familien har boet i Afrika. Foto: Allan Nørregaard

Da de kriminelle lå på lur

Sideløbende med sin karriere har Josefine Volqvartz fået en mand og tre børn, men livet i Johannesburg kunne i længden ikke forenes med familielivet. Et par år efter at hun og familien var flyttet til Sydafrika, blev landet ramt af en stor finanskrise, og som følge oplevede mange, at kriminaliteten i byen blev både hyppigere og voldsommere. Bander lå på lur udenfor boligkvarterer omgivet af hegn, og bilkapringer blev hverdag.

- Samfundet ændrede sig hurtigt, og vi oplevede faktisk at blive truet på livet flere gange, mens vi var i vores eget hus. Vi skulle flytte, og der var en bande, som havde holdt øje med os gennem længere tid. Min mand rejste meget, og jeg var alene med børnene. Det vidste banden. De vidste også, hvor jeg boede og hvor vi kom fra. Det eneste, de ikke vidste var, at vi skulle flytte. Natten efter vi var flyttet, slog de til, fortæller Josefine Volqvartz.

I mellemtiden var et andet par flyttet ind i huset, og de fik sig en særdeles voldsom oplevelse den første nat i deres nye hjem.

- Da banden kom ind i huset, gik de direkte efter børneværelset, og de spurgte, hvor »the blond lady« fra Danmark var henne. De stakkels mennesker blev bundet og truet med pistoler, men heldigvis var deres barn ikke hjemme. De kunne efterfølgende fortælle, at banden vidste alt om os. Vi blev bange, for den slags bander har et ry for at finde på frygtelige ting. De er ofte på stoffer og voldtager alle i huset, når de kommer, forklarer Josefine Volqvartz med en - emnet taget i betragtning - slående ro.

Efter episoden bosatte familien sig i et topsikret hus, hvor der normalt boede folk fra den amerikanske ambassade. Kort tid efter blev familiens nye naboer, der ligeledes boede bag flere lag sikkerhed, røvet i deres hjem.

- En dag, da jeg kom hjem, var der politi rundt om hele huset. Jeg husker, at jeg løb hen til politiet, og det føltes som en surrealistisk drøm, nærmest slowmotion. Jeg spurgte, hvad der var sket. De bekræftede, at der havde været et væbnet røveri i vores hus. Jeg kunne ikke komme ind i huset, og jeg råbte på vores barnepige, der lukkede op med vores yngste i armene. Begge havde det heldigvis fint. Hun havde hørt politiet, og havde låst sig inde i et sikkerhedsrum. Det viste sig efterfølgende, at røveriet havde fundet sted hos naboen, og at røverne stadig var derinde med skarpladte våben, hvor de truede en familie. Vi rejste hjem til Danmark fjorten dage senere, lyder det fra Josefine Volqvartz.

En journalist vender hjem

I slutningen af 2014 vendte familien hjem til Danmark. - Jeg havde brug for at komme hjem til skov og strand. Mine børn skulle bo et sted, hvor de trygt kan cykle rundt selv. Det er en tryghed, som vi skal sætte pris på i Danmark. Vi kan leve frit, og det er faktisk noget særligt, forklarer Josefine Volqvartz, der efter hjemkomsten skulle finde ud af, hvad hun egentlig skulle lave i Danmark.

Lysten til at gøre en forskel var stadig intakt, og fascinationen af hverdagens helte havde hun ligeledes pakket ned og taget med hjem.

- Jeg gik til Danmark med en vis ydmyghed. Jeg prøvede at finde ud af, hvad der havde ændret sig i de 18 år, hvor jeg havde været væk. Alt virkede så hjemligt og bekendt, men der var jo mange ting, som havde ændret sig, fortæller hun og fortsætter:

- Der er stadig problemstillinger i Danmark, og jeg lagde virkelig mærke til, at vi ikke var så langt fremme på ligestillingsområdet, som jeg havde forventet. Det pudsige er, at mange tror, at vi har ligestilling i Danmark, men undersøgelser viser, at det ikke er tilfældet. Det kan godt være, at vi ikke gifter vores døtre væk, når de er otte år, og vi tvangsomskærer dem heller ikke, men ligestilling er stadig et vigtigt spørgsmål i Danmark. Vores døtre skal kunne drømme ligeså stort som vores sønner, fastslår hun.

Da Josefine Volqvartz vendte hjem til Danmark, var en af hendes første opgaver at etablere og drive en pop-up tv-station ved Women Deliver-konferencen i København. Her fik hun mulighed for at engagere sig i ligestillingsspørgsmålet gennem interviews med mere end 60 gæster i over 40 programmer, der blev transmitteret online og via en lang række tv-stationer over hele verden. Samtidig har hun etableret sit eget produktionsselskab, Inspire Film, som udvikler programformater, producerer indhold for virksomheder, dækker store begivenheder og leverer nyhedsindslag om danske og skandinaviske forhold til eksempelvis Al Jazeera, ABC, Vice Media og Reuters.

Hun har for nylig skabt en podcastserie, der sætter fokus på ligestilling i iværksættermiljøet i Danmark. KvindeKompagniet, som podcasten hedder, er en reaktion på flere analyser, som viser, at antallet af virksomheder stiftet af kvinder ligger markant under tallet for virksomheder stiftet af mænd. Foto: Allan Nørregaard

Hun har for nylig skabt en podcastserie, der sætter fokus på ligestilling i iværksættermiljøet i Danmark. KvindeKompagniet, som podcasten hedder, er en reaktion på flere analyser, som viser, at antallet af virksomheder stiftet af kvinder ligger markant under tallet for virksomheder stiftet af mænd. På den måde gør Josefine Volqvartz det, hun hele tiden har gjort. Hun finder et problem, og så beder hun de mennesker, som ellers ville have været glemt, fortælle om det.

- Når man synliggør andre måder at tænke på, eller gør opmærksom på forhold i samfundet, som folk måske ikke er bevidste om, så baner man vejen for forandring. Det er dét, mit arbejde handler om, som Josefine Volqvartz selv opsummerer det ved bordet i stuen med udsigt over Øresund.

Udenfor er regnen så småt stilnet af igen.

arrow Iværksættere: »Der er for få kvindelige rollemodeller«
15. juni 2020 kl. 10:00 Opdateret: kl. 09:47
arrow DEBAT: Hørsholm, skal vi være øjebæernes by?
12. december 2018 kl. 16:00 Opdateret: kl. 01:58
arrow Hørsholm, vi sparer Danmarks fremtid væk
18. oktober 2016 kl. 11:00 Opdateret: kl. 02:35
De olympiske lege i Tokyo er igang. Hvor meget OL-guld regner du med vil blive uddelt til de danske atleter?