
I lørdags vandt Hørsholm Hurricanes den europæiske Super Cup i italienske Nettuno.
Super Cup'en er softballens ugelange pendant til Champions League i fodbold, så det er en betydelig bedrift, påpeger træner for Hørsholm Hurricanes, Jens Terkelsen overfor Frederiksborg Amts Avis.
- Holdet leverede en pragtpræstation af de helt store og måtte igennem hele seks kampe fredag og lørdag før mesterskabet var i hus. Alle seks kampe var »vind eller forsvind« kampe - altså en kamp ad gangen, så der lå konstant et stort pres på spillerne og holdet, forklarer træneren.
I finalen stod Hurricanes over for Oslo Alligators, som var sat sammen af argentinske verdensmestre og tjekkiske europamestre. På finalens allerførste pitch slog den tjekkiske gæstespiller David Mertl bolden over hegnet, og en batter senere var det Frederik Terkelsen, som slog et over 100 meter langt home run.
- Nordmændende halede lidt ind, men i 6. inning slog Frederik Terkelsen igen et langt home run med Anton Larsen og Valdemar Terkelsen på baserne, og holdet kunne derefter hive en sikker 6-3 sejr hjem, oplyser Jens Terkelsen i Frederiksborg Amts Avis.
Super Cup-vinderne fra Hørsholm er: Valdemar Terkelsen, Frederik Terkelsen, Oscar Andersen, Anton Larsen, Lucas Mukherjee, Martin Schwartz, David Mertl, Tomas Klein, Tomas Vobornik, Marek Maly, Glensig Polonius og træner Jens Terkelsen.
Sponsorer for holdet er blandt andre Team Hørsholm.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her