
Flytning og sammenlægning gør Evidents tandklinik i Hørsholm til kædens største
Klinikken i Hørsholm Park er i dag den mindste i tandlægekæden Evident. Men kun indtil 1. marts. Så er den den største.
Lokalerne i Hørsholm Park kan ikke rumme et så voldsomt vokseværk. Det kan nye lokaler på 287 m² på Usserød Kongevej - lige midt imellem apoteket og Rema 1000 - imidlertid. Så det bliver der, Evidents nye Hørsholm-klinik kommer til at udfolde sig.
Og så bliver det med syv behandlingsrum mod de nuværende to - og med fem tandlæger i stedet for to plus tandplejere.
Tandlægerne Lars Nygaard og Morten Grauballe får sig så nye kolleger, når Katja Remvig, der ejer Tandlægerne Remvig på Hækkevej flytter en tand længere op af Usserød Kongevej.
"Vi får selvfølgelig glæde af stordrift og kan meget forskelligt," siger Lars Nygaard om udvidelsen.
Han peger blandt andet på, at Hørsholm-klinikken er specialiseret kirurgi og kræft i mundhulden, som både han selv og partner Morten Grauballe underviser i herhjemme og i udlandet. Den nye klinik i Hørsholm er en af fire i Evidentkæden, der ud over Hørsholm har afdelinger i Brøndby, Hellerup og Dragør. De seks partnere i kæden beskæftiger 18 tandlæger og i alt ca. 60 medarbejdere.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her