28. september 2020
Dansk Folkeparti står igen i år uden for budgetaftalen. Partiets medlem af kommunalbestyrelsen, Glen Madsen, er skuffet og frustreret og kalder forholdet til borgmesteren for »anspændt«.   Foto: Privat
Dansk Folkeparti står igen i år uden for budgetaftalen. Partiets medlem af kommunalbestyrelsen, Glen Madsen, er skuffet og frustreret og kalder forholdet til borgmesteren for »anspændt«. Foto: Privat
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Dansk Folkeparti: Borgerne betaler prisen for Slotveds politik

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Dansk Folkeparti: Borgerne betaler prisen for Slotveds politik
Opdateret 14. september 2020 kl. 10:04
Hørsholm - 14. september 2020 kl. 09:52
Af Lars Sandager Ramlow

Dette års budgetforhandlinger sluttede »før de overhovedet startede« for Dansk Folkeparti. Sådan lyder efterrationalet for partiets ene kommunalbestyrelsesmedlem Glen Madsen. I en pressemeddelelse efter den første forhandlingsaften sidste tirsdag oplyste han, at DF ikke kunne honorere borgmester Morten Slotveds (K) betingelse om at sige ja til en skattestigning. Derfor blev han sendt ud ad døren.

Nu er der gået nogle dage, og Glen Madsen lægger overfor Frederiksborg Amts Avis ikke skjul på, at han er både skuffet og frustreret:

- Dette er min første valgperiode, og det har vist sig endda meget svært at få et fodaftryk ind i budgetaftalen. Det lykkedes hverken i første, andet eller tredje forsøg, selvom jeg satte mig optimistisk til bordet. Derfor må jeg også sige, at mit forhold til borgmesteren er »anspændt«, lyder det fra Glen Madsen.

Glen: Jeg knokler

Sidste år så Glen Madsen ikke nogen mulighed for at blive i forhandlingerne, da borgmesteren krævede, at han skulle stemme ja til lokalplanen for PH Park. Det var sent i processen. I år så Glen Madsen heller ingen mulighed for at blive i forhandlingerne. Det blev klart allerede efter et par timers møde.

- Jeg må bare konstatere, at borgmesteren og jeg har to vidt forskellige moralkodeks, og vores opfattelse af ordentlighed ligger også i hver sin ende af skalaen. Jeg knokler en vis legemsdel ud af bukserne for at sætte mig bedst muligt ind i materiale, der har forbindelse til budgettet. Og jeg gør alt, hvad jeg kan, for at være åben overfor borgmesteren, siger Glen Madsen.

Efter hans opfattelse bliver han dog mødt af enten ultimative krav eller »en kniv i ryggen«.

- I min verden burde vi have fælles værdier i »Gud, Konge og Fædreland«. Jeg synes selv, at jeg prøver at byde ind med ansvarlige og snusfornuftige forslag og ideer, men min oplevelse er, at jeg møder en uvilje. Det er trist. Mest dog for borgerne, der på mange forskellige niveauer betaler prisen for en snæver ført politik, lyder det fra DF-politikeren, der ikke et øjeblik lægger skjul på sin frustration.

I sin første budgetforhandling i 2018 valgte han selv at gå, da han fandt besparelserne på især børne- og ældreområdet var blevet for store. Sidste år kom lokalplanen for PH Park i vejen, og nu altså en skattestigning.

Kompromisser eller ?

I politik skal man indgå kompromisser for at få noget af sin politik igennem, så hvorfor stiller DF sig gang på gang udenfor indflydelse, spørger avisen Glen Madsen?

- Mine kollegaer fra flertalspartierne vil nok påstå, at jeg ikke kender min besøgelsestid. Det er rigtigt, at jeg som énmandsparti ikke kan forvente at få alt. Og omvendt er der også en forventning om, at DF bider til bolle, når muligheden er til stede. Jeg skal vise samarbejdsvilje...

Glen Madsen tygger lidt på ordene:

- Naturligvis skal jeg vise, at jeg gerne vil samarbejde. Det har jeg så sandelig også gjort. Men de metoder flertalspartierne benytter sig af - med borgmesteren i spidsen - har intet med samarbejdsvilje at gøre. I Hørsholm har vi skinforhandlinger og et skindemokrati. Det gør ondt at være en del af. I hele budgetprocessen sidste år orienterede jeg løbende borgmesteren om Dansk Folkepartis stilling i forløbet. Men sidst i forhandlingerne kom Morten Slotved med et ultimatum om, at jeg skulle sige ja til PH Park-projektet, som han vidste, at jeg ikke kunne stemme for. Det kan ikke tolkes på anden måde end, at han ikke ønskede Dansk Folkeparti med i en aftale, vurderer Glen Madsen.

Han understreger, at der er masser af politik og stillingtagen i at »sige fra«, men han indrømmer også blankt, at han langt hellere vil være med i maskinrummet og være med til at dreje tingene i den rigtige retning. Til årets budgetforhandlinger vurderer han selv, at han havde gjort sit forarbejde grundigt:

DF vil gerne...

- Dansk Folkeparti stod klar med et budgetforslag, hvor vi kom uden om alle de horrible foreslåede spareforslag på børne, social- og ældreområdet. I vores forslag kunne vi også have undgået en skattestigning. For Dansk Folkeparti er der fuld fokus på at konvertere kolde hænder fra rådhuset til varme hænde på vores kerneområder. Vi vil gerne forøge tolærer-ordningen i de laveste klassetrin, give et løft til antallet af pædagoger i daginstitutionerne og genindføre klippekortsordningen. På anlægssiden prioriterer Dansk Folkeparti naturligvis et friplejehjem, et bofællesskab ved Sophielund samt anlæg af to kunststofbaner på den nuværende stadionbane, påpeger Glen Madsen.

Han har talt sig varm og slutter med en svada mod flertalspartierne:

- For De Konservative, Socialdemokraterne og Radikale Venstre handler det alene om, hvordan de med mindst mulig indsats kan fylde borgerne med spin og konstruerede positive fortællinger, så de kan fastholde magten. Det er så umådeligt trist for Hørsholms borgere og for udviklingen af byen. Jeg håber, at vælgerne til november næste år vil se på, hvordan det overordnet går i Hørsholm. Det går faktisk ikke ret godt. Måske skal vælgerne derfor overveje at stemme anderledes end de plejer. Konservativt er ikke godt for udviklingen.

Mener du, at det bliver mere forvirrende og besværligt at følge regeringens corona-retningslinjer?