Jeg synes, det er mere end synd, når hr. og fru Gruelund uafladeligt bliver jagtet rundt i manegen. Som om de nogensinde har snydt nogen. Fru Gruelund føler sig hensat til Rusland. Det forstår jeg godt. I sluthalvfemserne arbejdede jeg en del I Rusland, og da Putin var borgmester i Sankt Petersborg, solgte han godt og vel ud af kommunens ejendomme, således for at belønne sine favoritter.
Nu påstår onde tunger, at noget lignende er sket i Hørsholm i 2003. Det kan jeg ikke forestille mig. Det ville hr. og fru Gruelund aldrig være gået med til. Om så Bente Juncker havde fået hele Sophienberg slot i lejegave fra Thorkild Gruelund, ville de to aldrig have taget imod en billig ejendom fra kommunen, som tak for hjælpen til Bente Juncker og slet ikke uden betaling have modtaget en, efter deres opfattelse, kostbar vejret inklusiv tinglysning helt og aldeles uden betaling derfor.
Tidligere borgmester Uffe Thorndahl og Thorkild Gruelund lukkede ganske vist auktionen over ejendommen før deadline, fordi de var tilfredse med det bud, de havde fået (givet), men det var en detalje. Et par dage efter føjede de så vederlagsfrit vejretten til handlen, og det var i hvert fald ikke familien Gruelunds skyld, men nok fordi Thorkild Gruelund var så god til at bakke Uffe Thorndal og familie op som viceborgmester.
At administrationen i Hørsholm Kommune, den konservative gruppe i kommunalbestyrelsen, formanden for de konservative og ikke mindst borgmesteren så ikke har den nødvendige politiske tæft til at forstå familiens Gruelunds håndtering af french benefits, kan da heller ikke lastes hr. og fru Gruelund?
Familien Gruelund lammetævede kommunen i Taksationskommissionen. Derfor blev Thorkild Gruelund så helt uden grund jaget væk fra C i Hørsholm, i følge Fru Gruelund. Da kommunen så kærede sagen til Overtaksationskommisionen, blev millionerne pludselig sat/forligt til 2 parkeringspladser. Det kan man da heller ikke klandre familien Gruelund for. Det er vist bare et forlig.
Og nu kører så valgkampen. Hr. Gruelund satser på at få 20 mandater ud af 19 i kommunalbestyrelsen til socialkonservative inklusiv måske forbundsfællen Glen Madsen. Og han har allerede syv medlemmer af familien Gruelund. Så hold op med at jagte stakkels Thorkild Gruelund og hans familie. De gør bare deres bedste, så spørger nogen måske så; det bedste for hvem?
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her