
Peter Beier Chokolade åbner i marts en ny stor butik med café og is i Hørsholm Midtpunkt
"Vi bliver i genren, i det søde hjørne," siger Peter Beier.
Chokoladen vil være det genkendelige i en ellers meget forandret butik, der efter planen skal åbne på torvet i Hørsholm Midtpunkt om et par måneder.
"Vi glæder os som små børn," tilføjer manden, der i nu 25 år har stået i spidsen for familievirksomheden Peter Beier Chokolade.
Håndværkerne er allerede i gang med at gøre klar til den nye butik, og lige nu satser Peter Beier på at åbne onsdag den 17. marts.
Det bliver med en butik, der er tre gange større end den nuværende i Midtpunkt, som i øvrigt blev daværende i torsdags.
Det bliver også en butik, der byder på meget andet end chokolade.
"Vi kommer til at stå på tre ben. Chokolade, is og café," fortæller Peter Beier. I den 200 m² store butik skal kunderne ud over at købe den velkendte chokolade også kunne nyde en kop kaffe, spise en brunch eller nogle tapas, en frokost på stedet eller tage den med sig hjem. Og det hele bliver ifølge Peter Beier lavet helt fra bunden.
Udviklingen fra specialbutik til kombinationen af butik og café er efterhånden et velafprøvet koncept i virksomheden. Hørsholm Midtpunkt bliver således den sjette afdeling af slagsen efter Axel Towers og Store Kongensgade i indre København, på Østerbro, i Egedalscentret i Stenløse og i Spinneriet i Valby som det sidste skud på stammen.
"Alle steder har besøgsfrekvensen været enorm," fortæller Peter Beier. Derfor forventer han naturligvis også, at det bliver tilfældet i Hørsholm Midtpunkt.
Artiklen fortsætter efter billedet...

Peter Beier bød på flødeboller, da han i november 2019 udvidede med café i Egedalscentret. Foto: Kenn Thomsen
Lige nu er Hørsholm Midtpunkt lukket ned på grund af corona. Undtaget er fødevarebutikker, apoteket - Peter Beiers nye 'gamle' nabo, Unik Optik og de virksomheder, der sælger medicinsk udsgtyr. Og selv om restriktionerne skulle fortsætte, kan Peter Beier åbne, fordi det er en fødevarevirksomhed.
"Det bliver så måske uden café i første omgang. Men det giver mening for os at være, hvor der i forvejen er mange mennesker. Vi er meget glade for det," lyder det fra Peter Beier.
Peter Beier driver ud over butikken i Midtpunkt endnu en butik hos Dalgaards supermarked i Kongevejscentret. Den vil fortsætte, oplyser Peter Beier.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her