
Basketball-elever fra 9., 10. klasse og gymnasiet på NGG har siden august haft mulighed for at supplere deres skoledag med morgentræning sammen med Hørsholm-klubben 79ers.
Det nye samarbejde mellem basketball-klubben og skolen betyder, at der kan sættes langt mere effektivt ind i forhold til de unges træning.
Hørsholm Basketball står nemlig for morgentræningen, som er målrettet den enkelte spillers individuelle niveau og potentiale. Her skabes tid til, at den enkelte spiller får analyseret og trænet sine stærke og mindre stærke sider, blandt andet ved hjælp af personlige udviklingsplaner og samtaler.
- Vi ved, at det er nu her i teenageårene, at man virkelig kan rykke noget, hvis man øger sin træningsmængde med et kvalitativt fokus, og derfor glæder vi os utrolig meget over det her initiativ, siger Allan Winkel fra Hørsholm 79ers.
Basketball-linjen på NGG SportsCollege kan kombineres med 9., 10.kl. og alle studieretninger i gymnasiet - naturvidenskabelige, samfundsvidenskabelige og sproglige samt med HF.
- Det skal være muligt at kombinere sin sport med sin uddannelse lige meget, hvilken retning du vælger - også uden at du behøver at gå på kompromis med kvaliteten. Unge sportsudøver skal ikke tage stilling til »enten-eller«, når de kan få »både-og«, lyder det fra Thomas Thrane, som er lærer på Nordsjællands Grundskole og Gymnasium.
Der er orienteringsmøde om NGG SportsCollege tirsdag den 10. december klokken 17.00 på NGG, hvor man kan høre mere om samarbejdet og strukturen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
