
En ulovlig ungdomsfest endte med, at flere unge fik mere end bare en advarsel og skæld ud, og for en enkelt endte aftenen på en ekstra uheldig måde.
En flok unge overtrådte forsamlingsforbuddet natten til lørdag, da mere end fem personer var mødtes på Skævinge Station til fest.
Det fortæller vagtchef Søren Greve fra Nordsjællands Politi.
Politiet fik en anmeldelse klokken 02.13 natten til lørdag om, at flere personer stod og råbte på gaden ved Skævinge Station, kørte rundt på gaden i bil, og om at der blev holdt fest i nærheden.
- Vi kan se, at der har været en større forsamling over det tilladte antal (som er fem personer, red.). De forlader stedet med det samme, da politiet kommer, men vi får fat i seks personer, som alle er blevet sigtet for overtrædelse af forsamlingsforbuddet, fortæller Søren Greve.
En 21-årige mand fra Helsinge, som var en del af gruppen, ville ikke efterkomme politiets anvisninger.
- Han blev anhold med henblik på afruselse og sigtet for brud på ordensbekendtgørelsen, fortæller vagtchefen.
Den 21-årige blev løsladt lørdag morgen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her