6. april 2020
Hillerød Forsyning har allerede lagt rør i jorden i Skævinge, og derfor mener et flertal i byrådet, at projektet er så langt, at man ikke kan gå tilbage eller grave rørene op igen. Foto: Allan Nørregaard
gallery icon

Se billedserie

Hillerød Forsyning har allerede lagt rør i jorden i Skævinge, og derfor mener et flertal i byrådet, at projektet er så langt, at man ikke kan gå tilbage eller grave rørene op igen. Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Skævinge hænger på kloakregning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Skævinge hænger på kloakregning
Opdateret 27. oktober 2016 kl. 21:30
Hillerød - 26. oktober 2016 kl. 22:46
Af Camilla Bjørkman Aagaard
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Camilla Bjørkman Aagaard
Partierne i byrådet er uenige om, hvad der skal ske med separatkloakeringsprojektet i Skævinge. Et flertal stemte onsdag aften for at fortsætte planerne men give borgerne en længere frist.

96 borgere var mødt op til byrådsmødet, og langt de fleste kom for at høre byrådet tage stilling til separatkloakeringsprojekterne i Gørløse, Uvelse-Lystrup, Hillerød Øst og Skævinge.

Venstre og Socialdemokratiet var på forhånd blevet enige om en række principper for en ny spildevandsplan, som bygger på en højere grad af fælles finansiering samt et udgangspunkt om frivillighed. De to partier var enige om, at principperne skulle gælde Gørløse, Uvelse-Lystrup og Hillerød Øst.

- Fælles løsninger og fælles finansiering betyder, at en lang række af de udgifter, som i den tidligere plan var tiltænkt at skulle finansieres af private borgere, vil blive finansieret af Hillerød Forsyning i dag, altså os alle sammen, alle brugere i kommunen. Med de principper undgår vi en lang række uhensigtsmæssige og for mange ubehagelige og urimelige konsekvenser, særligt for almindelige grundejere i almindelige parcelhuse, sagde Peter Frederiksen (V)

Det var dog ikke lykkedes partierne at blive enige om at droppe tvungen separatkloakering i Skævinge. Hillerød Forsyning har lagt rør ned i vejen, og man venter nu på, at de 90 borgere får lagt rør på deres grunde og tilslutter sig. Først når alle borgere har tilsluttet sig røret, virker det nye kloaksystem.

- Vi er kommet frem til at give borgerne en længere frist for, hvornår man skal tilslutte sig. Vi forsinker løsningen af spildevandsproblemet i Skævinge, men til gengæld får vi lidt mere rimelighed ind i forhold til dem, der nu først skal tilslutte sig med yderligere seks års frist, altså i 2024, sagde Kirsten Jensen (S)

Undervejs i debatten kommenterede flere, at de ikke var blevet inviteret med til Socialdemokratiet og Venstres drøftelser af de fælles principper. Flere af byrådets partier ærgrede sig desuden over, at det ikke var muligt at hjælpe Skævinge-borgerne yderligere.

Jonathan Nielsen (LA):
- Vi så gerne, at de nye principper blev udrullet for Skævinge ligesom vi hele tiden har ment, sagde han og kaldte løsningen skuffende men bedre end ingenting.

Irene Brostrøm (DF) bakkede ham op:

- Vi havde gerne set, at de seks år var blevet til 10 år, da seks år alligevel er relativ kort tid. Jeg vil sige til beboerne: Skynd jer langsomt, for der kan jo alligevel nå at ske ændringer.

Også Klaus Markussen (V) ærgrede sig:

- Det smerter mig, at vi ikke kunne blive enige om også at finde en løsning, som giver ro og tryghed i Skævinge. Jeg er fuldstændig enig med Irene. Hvis det er sådan, at vi har mulighed for at få et flertal efter næste valg, så bliver det noget af det første, der bliver vedtaget - at det ikke er fristforlængelse men at der ikke bliver udstedt påbud til personer i Skævinge, sagde han.

Både SFs Rikke Macholm og De Radikales Christina Thorholm sagde, at det ikke havde været en let beslutning at træffe.

- Der er kommet andre muligheder, men beklageligvis ikke muligheder, der giver mulighed for finansiering af tilslutningspligten i Skævinge. Det vil jeg arbejde på i mit forhåbentlige folketingsarbejde, men jeg stemmer for, at vi beholder Skævinge i den løsning, der er nu, fordi det ikke er økonomisk ansvarligt at pille rørene op. Det sætter de 90 borgere i Skævinge i en mindre gunstig situation, sagde Christina Thorholm med henvisning til, at hun stiller op til Folketinget ved næste valg.

Formand for Miljø- og Teknikudvalget Tue Tortzen (Fælleslisten) skældte ud på de øvrige røde partier og stillede spørgsmål ved rimeligheden af, at alle borgere i Hillerød, også dem i lejligheder og de, som allerede har separatkloakeret, nu skal betale.

- Alle borgere i byen skal betale i første omgang fem kroner mere pr. kubikmeter og på sigt 10 kroner mere pr. kubikmeter, vi snakker om, at et gennemsnitligt forbrug vil stige fra 600 til 1200 kroner om året. Er det rimeligt, at alle dem, der har betalt skal betale for, at man undtager nogle?, spurgte han.

Alle partier undtagen Fælleslisten stemte for, at projekterne i Østbyen, Gørløse og Uvelse-Lystrup gennemføres på baggrund af principperne, som Venstre og Socialdemokratiet har fremlagt. Om Skævinge foreslog Venstre, at der ikke skulle udstedes påbud, men kun Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance stemte for. Endelig blev forslaget om, at separatkloakeringsprojektet i Skævinge gennemføres som planlagt dog med en tilslutningsfrist forlænget til 2024. Det stemte De Radikale, SF, Socialdemokratiet og De Konservative for, mens Fælleslisten stemte imod og Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance undlod at stemme. Dermed blev forslaget vedtaget.