

Se billedserie
Smeltede computere og tastaturer og et sortsværtet kontor. Dagen derpå var skaderne tydelige efter søndagens brand i Brugsen i Ullerød.
Hillerød: Plastikken er løbet ned over computerskærme som stearin på et lys. Et tastatur er smeltet sammen som en plade opvarmet mørk chokolade. En håndsprit er sunket sammen til en mærkelig buttet udgave af sig selv.
Søndag eftermiddag omkring klokken 15.30 brændte et kontor i Brugsen i Ullerød til ukendelighed, og dagen derpå fortæller uddeler Thomas Schaldemose om søndagens brand:
- En medarbejder ude på lageret kunne høre en knitren inde fra kontoret og troede, at der var nogen, som stampede i gulvet derinde. Da han kigger ind, ser han, at der er ild i et eller andet, og han henter vand. Men da han kommer tilbage har ilden bredt sig så hurtigt, at han vurderer, at brandvæsenet skal tilkaldes, siger Thomas Schaldemose.
Medarbejdere og personale blev evakueret under branden.
Mandag er brugsen åben igen som normalt, og en taksator er på vej for at vurdere, om varelageret har taget skade af røgen.
- Heldigvis kan vi holde åbent, fordi der ikke har været røg i butikken, siger Thomas Schaldemose.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her