

Se billedserie
På Hillerødholmskolen forsøger man igen i dette skoleår at hjælpe forældre til ordblinde børn gennem et netværk. En gang om måneden over otte måneder mødes en lille gruppe udvalgte forældre for at støtte hinanden, blive klogere på ordblindhed og dele erfaringer med hinanden. Hvert møde blevet indledt med et oplæg og herefter er der diskussion. Initiativet blev taget af ordblindevejleder og lærer på Hillerødholmskolen, Line Leth Jørgensen, der for tre år siden tog en diplomuddannelse i ordblindhed eller dysleksi og skrev afgangsprojekt om forældrenetværk. Sidste skoleår oprettede skolen første forældrenetværksgruppe.
- Det er rigtig svært for forældrene at vide, hvad der er det rigtige at gøre. Skal man støtte, beskytte eller presse sit barn? Det var vigtigt for os, at det var et skole-hjem-samarbejde, så vi udvalgte og sammensatte syv forældrepar, som var dybt forskellige, siger Line Leth Jørgensen, der står for forældrenetværket sammen med AKT-lærer Michael Østergaard Olsen:
- Det handler rigtig meget om gruppedynamik, så det gør slet ikke noget, at folk er forskellige. Det blev en meget stor succes, og de tilbagemeldinger, vi fik, gjorde os røde i hovederne, fortæller Michael Østergaard Olsen.
Støtte og vejledning
En af dem, der deltog i forældrenetværket sidste skoleår, er Anne Marie Hauggard-Nielsen, hvis datter Cecilie, der i dag går i 8. klasse, er ordblind.
- Jeg blev meget rørt over, at der var nogen, der ville hjælpe os. Vi fik støtte og vejledning og nye måder at se tingene på. Man kan dele erfaringer, og vi har haft rigtig mange gode dialoger. Det har givet os nye muligheder og gjort os klogere på, hvor meget skal vi presse hende, og hvor meget vi selv skal gøre, siger hun.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her