20. juni 2021
1978 var et godt år. Jørgen Marcussen vandt bronze ved VM på landevej for professionelle.
gallery icon

Se billedserie

1978 var et godt år. Jørgen Marcussen vandt bronze ved VM på landevej for professionelle.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Macs - den stille stjerne fra Gadevang

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Macs - den stille stjerne fra Gadevang
Hillerød - 11. juli 2019 kl. 20:20
Af Niels Idskov

Som amatør vandt Jørgen Marcussen i 1975 etapeløbet Wilhelm Tell, og som professionel markerede han sig med en samlet fjerdeplads i Vuelta a Espana i 1981. Året før sejrede han i en enkeltstart i Giro d´Italia, men de fleste husker nok allerbedst bronzemedaljen ved VM i 1978. Fordi det var et af de få cykelløb, som dansk TV dengang viste.

To ryttere var stukket af i det blæsende og regnfulde augustvejr omkring sydvesttyske Nürburgring, da rytteren fra Hillerød et par kilometer før mål så sit snit til at sætte hjemmefavoritten Didi Thurau samt det store franske navn Bernard Hinault af. Det endte med en flot tredjeplads til den dengang 28-årige cykelrytter.

- Men jeg havde også brug for resultatet, for året havde jeg gennemført Giro d' Italia, selv om jeg var syg. Det skulle jeg aldrig have gjort. Det tog mange måneder at komme over det rent fysisk, og i cykelmiljøet var jeg lige ved at gå glemmebogen, fordi jeg ingen resultater havde. Sådan lærer man noget hele tiden i den verden, siger Jørgen Marcussen i dag.

Men i 1978 var Macs, som han kaldes i cykelmiljøet, ovenpå igen, og da året var ved at rinde ud, kom magasinet Alt om Sport på banen med et flot hæfte om tidens store sportsnavne: Muhammad Ali, Bjørn Borg, Ingemar Stenmark, Ayub Kalule, Susanne Nielsson, Ole Olsen, Kevin Keegan, Allan Simonsen og - Jørgen Marcussen.

Amtsavisen fanger den nu snart 70-årige tidligere toprytter hjemme på Bornholm. Efter et langt liv i Gadevang, Italien, Helsinge og igen Gadevang, har han boet det seneste halvandet år i Rønne sammen med sin kone, Karina, der er leder af Keramikmuséet Hjorths Fabrik, og datteren Ida-Marie.

Han har netop givet datteren en lektion i fransk. Ida-Marie går i 2. g, og det lyder til, at farmand er skrappest til lige det sprog. Plus italiensk og endnu et par stykker.

- Jeg havde fransk allerede i gymnasiet, og man tager jo en del med sig, når man bor så mange år i udlandet og er en del af det internationale cykelmiljø, siger Jørgen Marcussen, som aldrig fik gjort gymnasiet færdig. Han ville hellere være cykelrytter.

- Jeg sprang ud af 2. g. Cykling kom til at fylde det hele. Man kan jo ikke både træne fire timer eftermiddag-aften og nå at lave lektier, fortæller han og kommer dermed ind på, hvordan det hele startede.

Jørgen Marcussen fik aldrig taget en uddannelse. Som ung hjalp han til i faderens og farbroderens vognmandsfirma Brødrene Marcussen, og efter den aktive karriere, der varede, indtil han var midt i trediverne, har han bl.a. været dansk landstræner, sportsdirektør for firmahold og til sidst Hillerøds mest cykel-rutinerede postbud.

Det var i Marcussens tid som landstræner, at Alex Pedersen vandt VM-guld i 1994 og Rolf Sørensen to år senere hentede Ol-sølv.

- Jeg kan kun sige, at jeg har haft et rigtig godt liv i cykelsporten. Jeg har ikke noget at beklage mig over, siger manden, der går over i dansk cykelhistorie som en af de største. Ikke oppe i klassen med Rolf Sørensen, Bjarne Riis, Michael Rasmussen og Ole Ritter - men i niveauet lige under. Og i hvert fald som brobygger i den mellemgeneration, der forbinder Ritter og Leif Mortensens bedrifter i tresserne og start-halvfjerdsernes med Rolf-Riis-triumferne i firserne og halvfemserne.

Det var storebror Bjarne. der trak Jørgen med til cykelløb. Først til De Unges Cykelløb arrangeret af Frederiksborg Amts Avis og derefter til et tilsvarende løb ved Dyrehavsbakken. I det første løb blev han nr. otte, og det andet vandt han.

- Vi var vel en fire-drenge fra Gadevang, der virkelig gik til den. Vi konkurrerede med hinanden, og vi opmuntrede hinanden. Vi meldte os ind i cykelklubben i Hillerød og deltog i nogle løb i Begynderklassen. Til en start var det altid 20 km enkeltstart, som senere blev en af mine specialiteter. Her spiller taktik og tilfældigheder ikke rigtig nogen rolle. Man skulle være 15 år for at være med, og jeg var i lang tid den yngste, så Jan De Long og Mogens Boldt snuppede som regel de to første pladser. Men så blev jeg juniorrytter.

Jørgen Marcussen er ved at tale sig varm. Han har altid været en beskeden mand, der aldrig har haft den store trang til at markedsføre sig selv, men meritterne som Hillerød-rytter kommer han ikke udenom.

Allerede som 19-årig rykker han op i A-klassen og får debut på landsholdet. I 1972 deltager han i OL i München, og i 1975 vinder han DM i enkeltstart og det prestigefyldte internationale etapeløb Wilhelm Tell.

- Men det sjoveste dengang var nok, at Hillerød vandt 100 km-holdløbet ved DM i 1970. Københavnerne kaldte os dem fra bondeklubben nordpå, men i de år var altså en af de førende klubber, husker Jørgen Marcussen.

Da Jørgen Marcussen havde nået de fleste af sine mål som hjemlig amatørrytter, drog han sydpå, og efter et enkelt eller to år som amatør i Italien opnåede han at få kontrakt med et professionelt cykelhold.

- Det var en drøm, der gik i opfyldelse. Selvfølgelig var det det. Allerede som dreng fik jeg øje på det franske cykelmagasin Mirroir de Cyclisme i en kiosk i Hillerød - måske det var den på Irma-torvet eller var det i Slotsgade? Jeg var især glad for de flotte billeder af cykelryttere, der kørte med bjergene i baggrunden. Der drømte jeg om at blive en del af - og senere var jeg også i stand til at læse bladet, griner han.

I cykelkredse driller de andre danskere Jørgen Marcussen med hans manglende færdigheder i en spurt. Til gengæld beundrer de hans styrke i de rigtig lange og modbydeligt trættende løb, hvor selvopholdelsesdriften er på spil. Hvor karakterstyrke er et afgørende kriterium.

- Jeg kunne måske have vundet flere cykelløb, hvis jeg havde taget mere initiativ, været mere impulsiv. Jeg trænede meget med Rolf Sørensen, da han som helt ung kom til Italien, Han boede i Montecatini og jeg i Lucca. Der er 30 km imellem, så det var oplagt dagligt at træne sammen. Jeg er 15 år ældre end Rolf, og det er da muligt, at jeg lærte ham en del i starten af hans prof-karriere, men han kunne også godt give mig et spark på det rette tidspunkt. »Kør Macs«, sagde han på et tidspunkt under Trofeo de Matteotti, og det gjorde jeg så og vandt. Det var i 1986, og jeg var 36 år. En dejlig sejr i slutningen af karrieren - men også lidt et plaster på såret for den missede chance for en topplacering to år tidligere ved VM 1984 i Barcelona.

Jørgen Marcussen fortæller, at det ikke var eneste gang, at han var uheldig ved et VM-løb, men i 1984 følte han sig med »gode ben« og chancer for at slutte helt fremme. Men så punkterede belgieren Lucien van Impe på en nedkørsel og med det resultat, at danskeren røg ned ad en klippevæg og umuligt kunne fortsætte.

Det er ikke den store overraskelse, at Jørgen Marcussen med sit tilbageholdende temperament, men også sin klassiske stil på cyklen havde et forbillede i franskmanden Raymond Poulidor. En elegant rytter, der elskede cykling og kørte til langt op i årene. Men Poulidor blev også kaldt for den evige toer. Altid i baghjul af folk som Jacques Anquetil, Felice Gimondi og Eddy Merckx.

- Jeg nåede at møde ham i nogle løb der i 1977, og det er rigtig nok, at jeg faldt lidt for den der historie om den evige toer og den sunde bondedreng, som han var. Selv om jeg også senere blev meget optaget af Anquetil.

Jørgen Marcussen nævner landsmanden Per Bausager som den trænings- og holdkammerat, han som prof havde mest glæde af - som sparringspartner og på det sociale plan. Og han nævner franskmændene Bernard Hinault og Laurent Fignon som de værste rivaler.

Jørgen Marcussen fylder 70 næste år, men kan ikke undvære cyklen, og han er medlem af Bornholm CC. - Fire-fem gange om ugen tager jeg en tur på omkring 50 km. Én gang cykelrytter - altid cykelrytter, men jeg stiller ikke op til konkurrencer, VM for veteraner og den slags. Det kan jeg ikke rigtigt hidse mig op til, siger han.

Når der i dag skal fortælles krøniker fra livet på de europæiske landeveje kommer Jesper Skibby ind i billedet. Den farverige Skibby er bror til fru Marcussen alias Karina Skibby. Hun havde selv en stor cykelkarriere, og historien om én stor cykelfamilie slutter ikke dermed. Farmand Willy Skibby vandt VM-bronze hos amatørerne i 1966, men det er en helt anden historie. De tre gange Skibby er nemlig ikke fra Hillerød og omegn.

Er du tryg ved ikke at skulle gå med mundbind mere?