5. august 2021
Kørelærer Claus Mærsk er ikke ligefrem imponeret over vejenes tilstand i Hillerød. Foto: Kenn Thomsen
Kørelærer Claus Mærsk er ikke ligefrem imponeret over vejenes tilstand i Hillerød. Foto: Kenn Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Kørelærer om vejforholdene: - Eleverne er chanceløse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kørelærer om vejforholdene: - Eleverne er chanceløse

Der var massiv respons, da Claus Mærsk på Facebook beklagede sig over de mange steder, han mener vejforholdene i Hillerød er yderst kritisable. Det er de især, hvis man har hans profession

Hillerød - 17. juni 2021 kl. 05:00
Af Thomas Kellermann

"Man skal jo nærmest tørre blod af munden efter en dags arbejde".

arrow Læs også: DEBAT: Hillerød er en by i forfald

Kommentaren er med et glimt i øjet, men bestemt også alvor. Den kommer fra Claus Mærsk, der forleden beklagede sig på Facebook over vejforholdene i Hillerød. Opslaget, der blev delt i gruppen 'Hillerød skal være en hyggelig by' blev liket af godt 300 med tilhørende 100 svar, hvor størstedelen istemte med tilkendegivelser om, at man deler den opfattelse, at der rigtig mange steder i Hillerød findes veje med dårlig belægning, afmærkning og generel vedligeholdelse. Både Selskovvej, Milnersvej og Carlsbergvej bliver blandt andre nævnt.

De indgår da også på Claus Mærsks liste. Men når man til daglig er kørelærer og årligt tilbagelægger titusinder af kilometer i Hillerød, kender man til en del steder, forklarer han.

"Det er også på Frejasvej, Frederiksværksgade, Holmegårdsvej og Slangerupgade," siger Claus Mærsk til Hillerød Posten. Han tilføjer, at der er forskellige ting galt med vejene, men at dårlige lapninger er et gennemgående tema:

"Så kan det godt være, vejene skal have nyt toplag på et tidspunkt, men indtil da er det for ringe med de her dårlige lapninger, når de skal være der et år eller endda mere i nogle tilfælde".

Det kan være lidt af en kattepine for ham at have mange køretimelektioner på en dag, forklarer han videre.

"Men eleverne er også nogle gange chanceløse. Mange steder i byen, hvor du ellers må køre 50 kilometer i timen, skal du ned på 35 på grund af vejen, og jeg sidder og hopper op og ned på forsædet. De skal også tit lære at køre i byen 'udendad', fordi der er så mange steder med dårlig afmærkning," siger Claus Mærsk, som tilføjer, at det udover at være hårdt for eleverne og ham også er det for bilerne.

Claus Mærks nævner i flæng veje som Selskovvej, Milnersvej, Carlsbergvej, Frejasvej, Frederiksværksgade, Holmegårdsvej og Slangerupgade, når det kommer til dårlige veje i Hillerød. Her er det krydset ved Milnersvej og Søndre Jernbanevej. Foto: Kenn Thomsen

Efterslæb

Den private interesseorganisation Dansk Vejforening, der arbejder for bedre forhold på og omkring veje i Danmark, gør løbende op, hvordan det ser ud med kommuners budgetter til blandt andet vedligeholdelse af veje.

Organisationen har før givet udtryk for deres frustration over, at vedligeholdelsesbudgetter falder rundt omkring i landets kommuner. Også i takt med, at budgetter til anlæg af veje er steget, hvilket også er tilfældet i Hillerød Kommune, ifølge opgørelser fra organisationen.

Fra 2016 til 2017 blev der ifølge organisationen afsat 11,6 millioner til anlæg af veje, mens tallet fra 2018 til 2019 var 29,3 millioner.

Men samtidig er budgetterne til vedligeholdelse nogle år faldet gevaldigt. For eksempel med 10 procent fra 2016 til 2017 og 17 procent fra 2017 til 2018. Og selvom det så stiger de efterfølgende år, er niveauet for budget til drift og vedligeholdelse af veje stort set uændret fra 2017 til nu, ifølge Dansk Vejforenings opgørelser.

Det er dog ikke noget, organisationen betragter som noget nyt.

"Dårlig vejvedligeholdelse har plaget de danske veje i lang tid. Omkostningerne kan måles i større udgifter på de offentlige budgetter, større forurening og flere ulykker," lyder det på foreningens hjemmeside.

Når elever ikke er vant til at køre bil, kan det være en udfordring, hvis der som her er dårlig afmærkning. Foto: Kenn Thomsen

Nulsumsspil

Også hvis man spørger Dan Riise (V), der er formand for Arkitektur-, Byplan og Trafikudvalget i Hillerød Kommune, lyder det, at vejnettet i Hillerød er kritisabelt.

"Vi har en by i vækst, men helt faktuelt er vi kommet efter på det her. Det er ikke i orden, men vi kan kun servicere for de penge, der er til rådighed. Det er lykkedes at hæve niveauet en smule, men der kan gå rigtig mange år, før det bliver ordentligt," siger han og uddyber:

"Det er ikke sjovt at være udvalgsformand for et område, der har været nedprioritet så meget. Desværre har det været nemt at spare på i forhold til sociale ydelser, skoler eller de mange nye veje, vi også er begyndt at anlægge".

Selvom det ville give mening at afsætte 20 millioner kroner ekstra til vedligeholdelse af veje, er man som kommune nødt til at holde sig inden for budgetrammen, tilføjer Dan Riise:

"Det er et nulsumsspil. Jeg er ikke uenig i, at det ikke kan være rigtigt, man skal køre i firehjulstrækker for at det bliver til at holde ud, men vi arbejder på, at det bliver så godt, det kan lade sig gøre, inden for budgetrammen".

Fra 2019 til 2020 var der en stigning på 1,5 millioner til drift og vedligeholdelse af veje.

Her blev der ifølge Dansk Vejforening brugt 48,5 millioner. Tallet for 2017 var 47,4 millioner kroner.

Vil du gerne arbejde mere hjemmefra?