8. marts 2021
Beboerne i Lanternen, blandt andre Anna Nissen, Natasha Brandt, Magnus Juhl Olsen, Rikke Frandsen, Maya Silke Bjerre, Joy Mayland og Helena Jensen, som mødte Hillerød Posten i torsdags, kan nu ikke længere parkere uden for deres boliger, som de har været vant til. De samler underskrifter ind i protest.
gallery icon

Se billedserie

Beboerne i Lanternen, blandt andre Anna Nissen, Natasha Brandt, Magnus Juhl Olsen, Rikke Frandsen, Maya Silke Bjerre, Joy Mayland og Helena Jensen, som mødte Hillerød Posten i torsdags, kan nu ikke længere parkere uden for deres boliger, som de har været vant til. De samler underskrifter ind i protest.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Kamp om p-pladser: Afgifterne vælter ind

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kamp om p-pladser: Afgifterne vælter ind

Kamp om parkeringspladserne ved boligerne på Campus har ført til en strid om, hvem der har ret til at parkere på Campusvej

Hillerød - 10. oktober 2020 kl. 07:24
Af Tekst og foto: Mette Dolmer Thygesen

Mens nogle af beboerne i nybyggeriet Carlsbakken har fået p-tilladelser til at stillHe bilen nær deres lejligheder, står det helt anderledes til for beboerne i nabohuset Lanternen. De har nemlig pludselig fået stukket en masse p-bøder i vinduesviskerne på deres biler, når de har parkeret på Campusvej.

arrow Læs også: DEBAT: Tak for P-bøden

Lanternen stod færdig ved Carlsbergvej i 2013 og består af 78 studieboliger, som Lejerbo udlejer. Men beboerne får altså nu p-bøder på 650 kroner, hvis de stiller deres bil, der hvor de plejer.

"Vi er virkelig meget i krise og chok over det. Vi forstår slet ikke, at det her kan lade sig gøre," siger en af beboerne, Anna Nissen, til Hillerød Posten.

Ingen svar

Hun er gået sammen med de andre beboere om at finde ud at, hvad de skal gøre ved bøderne, og hvordan de igen kan parkere på de cirka 20 p-pladser, de har fået at vide, tilhører Lanternen.

Men de har kontaktet både Lejerbo, kommunen, politiet, p-selskabet og Balder, som står for udlejningen i Carlsbakken - og ingen har givet dem svar på, hvordan problemet bliver løst.

Ifølge Anna Nissen har Hillerød Kommune sagt, at de p-skilte, som nu er blevet sat op på Campusvej, så for eksempel pendlere ikke kan parkere der, ikke er gældende. Samtidig har hun fået at vide, at Balder på et grundejerforeningsmøde fredag 25. september fik gennemtrumfet, at man kun kan holde på vejen med p-tilladelser, som nogle af deres beboere, altså i Carlsbakken, har fået.

Ingen hjælp

Lejerbo deltog ikke i mødet og har endnu ikke hjulpet beboerne med at få et svar på, om de kan få en p-tilladelse til nogle af pladserne på vejen.

"Som det ser ud nu, har beboerne i Lanternen ikke ret til at parkere på nogen af pladserne. Vi har ikke fået en udmelding om det i grundejerforeningen - vi har kun fået en masse p-bøder. Vi fik intet at vide, før det var for sent," siger Anna Nissen på vegne af beboerne.

De er nu ved at samle underskrifter ind, som de vil give til borgmesteren, hvis ikke sagen bliver løst, og over halvdelen af beboerne havde i sidste uge allerede skrevet under.

Beboerne er frustrerede:

"Vi møder ingen hjælp fra nogen steder. P-pladserne ligger lige ude foran vores byggeri, men Balder føler, de har råderet over dem, så vi føler os meget uretfærdigt behandlet, og at vi ikke bliver hørt," siger Anna Nissen.

Nogle af de beboere, Hillerød Posten mødte torsdag, havde fået flere bøder - også flere på ét døgn. De har nu flyttet deres biler hjem til deres forældre eller ned på Teglgårdssøens gratis p-plads, hvor flere dog er nervøse for at parkere, da der har været indbrud i nogle af bilerne.

650 kroner er mange penge for en studerende, siger de:

"Jeg har lige brugt 6000 kroner på bøger her ved semesterstart, så økonomien er i forvejen stram. Og det kan jo være en langtrukken kamp at få pengene tilbage," siger en, og en anden fortæller, at hun og hendes kæreste er ved at starte en familie og havde regnet med, at de kunne parkere bilen uden for døren med babyudstyr, men nu skal de altså gå omkring en kilometer for at komme hen til deres bil.

"Det er spørgsmålet, om vi kan blive boende nu," siger hun.

"Det er, som om Balder har sagt 'går den, så går den'. Men vi var her altså først," siger en anden af beboerne.

Det var - udover Anna Nissen - Natasha Brandt, Magnus Juhl Olsen, Rikke Frandsen, Maya Silke Bjerre, Joy Mayland og Helena Jensen, som Hillerød Posten mødte.

Hillerød Kommune skriver i en mail til Hillerød Posten, at parkeringspladserne på Campus er private. Byggerierne får uddelt pladser, som de selv administrerer i grundejerforeningen. Kommunen administrerer ikke p-pladserne.

Ærgrer sig

I Lejerbo ærgrer forretningsfører Lars Schmidt sig over sagen:

"Vi har været i en dialog i grundejerforeningens bestyrelse om en fælles parkeringskontrol på området. Den dialog fandt sted i starten af 2019, men gik lidt i stå, da flere parter stod midt i en byggefase. Men i forsommeren, hvor de nye beboere begynder at flytte ind, begynder problemerne også at opstå med parkeringen. Derfor anbefalede vi at holde et bestyrelsesmøde for at finde en løsning, og der var lidt skriven frem og tilbage, fordi det er svært at finde en dato, hvor alle kan. Men det møde, der blev holdt 25. september, er jeg ikke blevet indkaldt til, og der blev vedtaget noget, som jeg kunne læse mandag morgen i et referat. Så stod vi pludselig i en situation, hvor det hele er blevet sat i værk," siger han.

Han arbejder nu på at finde en løsning:

"Jeg er pt. i gang med at se på forskellige løsninger og på, hvad mulighederne er på grunden, med vores jurister. Det var en byggesag for syv-otte år siden, så vi skal lige have kigget på den igen," siger han.

Indtil videre har Lejerbo rådet beboerne til at parkere et andet sted:

"Jeg er dødked af, at beboerne får p-bøder nu, og vi prøver at løse det for dem," siger Lars Schmidt, som ikke er sikker på, hvor mange pladser der er tilknyttet Lanternen. Han mener snarere, det er fire-seks pladser end de 20, som beboerne har hørt om.

"Vi er ved at undersøge, hvad der er gældende. Og jeg håber, at vi kan få indkaldt til et møde her i løbet af to-tre uger, hvor vi kan få lukket sagen," siger han.

Lejerbo er også ved at bygge boligkomplekset Kompasset ved siden af Lanternen, og i den byggesag er der etableret en række p-pladser, og Lejerbo formoder, at nogle af de pladser skal bruges af lanternen også.

"For vi er nødt til at løse problemerne," siger Lars Schmidt.

Dialog "i rette forum"

Balder har ikke ønsket at kommentere sagen i Hillerød Posten:

"Balder er en del af grundejerforeningen, hvor alle grundejere i området er repræsenteret. Her drøfter vi løbende relevante emner, hvilket også omfatter parkeringsforhold. Vi fortsætter derfor dialogen i dette rette forum," skriver de i en mail.

arrow Beboer glæder sig over nye p-regler: "Det har hjulpet enormt meget"
20. januar 2021 kl. 05:00 Opdateret: kl. 14:19
arrow 16 bilister får penge tilbage for parkeringsfælde
26. december 2020 kl. 05:56 Opdateret: kl. 14:22
arrow P-plads snød flere - båsen er ikke til biler
29. februar 2020 kl. 05:02 Opdateret: kl. 16:21
Er det en god idé at udnævne politikere til ambassadører?