28. september 2021
Visti Christensen har slået sig ned ved ruinerne af Æbelholt Kloster. Netop der foregår en del af handlingen i hans bog »Munken fra Uglesø«, der foregår i den sidste halvdel af 1100-tallet. Foto: Kim Rasmussen
gallery icon

Se billedserie

Visti Christensen har slået sig ned ved ruinerne af Æbelholt Kloster. Netop der foregår en del af handlingen i hans bog »Munken fra Uglesø«, der foregår i den sidste halvdel af 1100-tallet. Foto: Kim Rasmussen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Historisk roman var undervejs i 20 år

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Historisk roman var undervejs i 20 år

Den 1. februar udkommer tidligere præst i Uvelse og byrådsmedlem i Slangerup, Visti Christensen, med bogen »Munken fra Uglesø«.

Hillerød - 25. januar 2021 kl. 06:37
Af Anne-Mette Rasmussen
arrow Læs også: Marked bliver til festival

Nordsjællands eneste helgen, abbed Vilhelm, er en af karaktererne i Visti Christensens historiske roman »Munken fra Uglesø«. Derfor mødes vi med forfatteren ved ruinerne af Æbelholt Kloster, som netop Vilhelm var med til at grundlægge.

På dette sted foregår en del af handlingen, der udspiller sig i den sidste halvdel af 1100-tallet.

De, der kender historien, vil vide, at abbed Vilhelm blev hentet til Eskilsø ved Roskilde fra Paris, fordi den menneskelige natur slog lidt for meget igennem på klosteret, hvor der var for meget fest og ballade.

Det fik Vilhelm sat skik på. Til gengæld trivedes stedets munke dårligt med den store omvæltning. Og da høsten samtidig slog fejl, og stedets dyr døde, ville Vilhelm egentlig gerne tilbage til Paris.

Det var Absalon imidlertid ikke indstillet på, så Vilhelm blev i stedet dirigeret til Æbelholt. Der opførte han til at begynde med en trækirke. Siden kom Augustiner-klosteret til. Det blev opført omkring 1175.

Tvivl om troen

Mens abbed Vilhelm er en historisk karakter, er bogens hovedperson, munken Hannes Aro Gormsøn, det ikke.

- Min munk er opdigtet, men skildret så virkelighedstro, som jeg kunne og sat ind i historiske rammer. Han kommer også herop til Æbelholt fra Eskilsø, som han på et tidspunkt var stukket af fra. Til at begynde med kommer han i fængsel i Æbelholts kælder, fordi han har forrådt kirken. Men Vilhelm ender med at tage ham ind og lader ham være munk, fortæller Visti Christensen.

Uvelse Sogns historie har været en stor kilde til inspiration for forfatteren, og det er ikke så underligt, for Visti Christensen var i 17 år præst i Uvelse Kirke.

- Uvelse er et meget særegent og spændende, historisk område, siger Visti Christensen, der beskriver bogen som en historisk roman.

Man kan læse den med interesse, hvis man er fra Uvelse eller af andre grunde interesserer sig for området, eller hvis man generelt er historisk interesseret. Men også hvis man bare godt kan lide en god historie.

- Jeg har skrevet den dels for at formidle historie og kristendommen. Men også for at beskrive tvivlen, og hvor svært det kan være at holde teorierne højt over for livets sandheder. Det kan være svært at bevare sin tro, når man møder livets realiteter. Og det kan være svært at være en person, andre ser op til, når man ikke altid selv kan leve op til normerne, siger forfatteren.

I romanen følger man Hannes Aro Gormsøn, fra han fødes ved Nordkilden i Græsted og op igennem hans opvækst og voksne liv. I årenes løb støder han på sin del af livets realiteter, og man stifter blandt andet bekendtskab med hans ungdomskæreste, der begynder at spøge i kulissen igen, da han kommer fra Eskilsø til Nordsjælland.

Læser op for hustruen

Visti Christensen gik på pension fra præstegerningen som 62-årig, og mindst lige siden da har bogen rumsteret både i hovedet og på papiret. På mange papirer.

- Den har været undervejs i 15-20 år, og jeg har skrevet den om syv-otte gange. Min kone læste på et tidspunkt noget af den, men syntes, det var alt for langt og kedeligt. Så sagde hun, at hun ikke ville læse den, før den blev til noget. Nu er jeg ved at læse den for hende, fortæller Visti Christensen med engagerede fagter og slet skjult tilfredsstillelse i sit smil.

For at han nu endelig kan stå med det færdige produkt efter alle kvalerne, er en meget stor tilfredsstillelse.

- Jeg tænkte undervejs: »det bliver aldrig til noget«, og jeg var ved at smide det væk to-tre gange. Til sidst sagde jeg til mig selv: »ok, jeg gør det én gang til«. Og så var den der. Så det er en glæde at kunne stå med bogen i hånden nu, siger han.

Visti Christensen har tidligere udgivet romaner, digte, salmer og sange. Han har også været flittig med pennen i form af kronikker til Jyllandsposten og andre dagblade, ikke mindst Frederiksborg Amts Avis.

- Jeg har altid haft skrivekløe, konstaterer han.

»Munken fra Uglesø« er selvudgivet via forlaget Kahrius med støtte fra Velux Fonden.

Bogen udkommer den 1. februar. Da det lige nu ikke er muligt at suse ned i boghandleren efter et eksemplar, kan man skrive direkte til Visti Christensen, hvis man er interesseret i at købe bogen. Det kan man via mail-adresen VistiChr@gmail.com.

arrow Kom på rundvisning i Æbelholt - ruin, have og museum
13. juni 2021 kl. 16:31 Opdateret: kl. 08:42
Stemmer du til kommunalvalget i år?