15. december 2018
Foto: Allan Nørregaard
Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Hillerød endte med et bredt budget

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hillerød endte med et bredt budget
Hillerød - 10. oktober 2018 kl. 22:15
Af Janne Mulvad
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

I noget nær sidste øjeblik inden vedtagelsen af Hillerød Kommunes budget for 2019, tikkede der onsdag en besked ind fra Folketinget om, at der er 7,5 millioner kroner på vej til Hillerød Kommune i 2019 og 2020.

Pengene er kompensation for ændringen i udligningssystemet, og da der samtidig er fundet ekstra luft i servicerammen, er det muligt at droppe upopulære besparelser i budgetforliget. Den ene besparelse var den halve times ekstra undervisningstid for lærerne, skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Vores medlemmer vil helt sikkert blive glade for beslutningen om, at det er fjernet fra budgettet, sagde Zacharias Jensen, formand for Hillerød Lærerforening, da byrådet onsdag aften vedtog et lidt ændret budgetforslag, end der var lagt op til.

De ekstra penge, der er på vej til Hillerød, betyder også, at der alligevel bliver råd til den såkaldte klippekortsordning på plejecentrene. Der bevilliges således aktivitetsmidler på plejecentrene på 1,66 millioner kroner i 2019 og 1,1 millioner kroner i 2020.

Nyheden og ændringen af budgetforslaget, fik SF og Enhedslisten til at komme tilbage i folden og bakke op om det budgetforlig, som Venstre, Socialdemokratiet, Radikale, Dansk Folkeparti og Konservative indgik i september. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Man har høvlet to knaster af, i hvert fald for de næste to år. Jeg klapper ikke i mine hænder, men det bliver et ja herfra, sagde Tue Tortzen (Ø), som også kunne glæde sig over, at det nu skrives ind i budgettet, at byrådet skal arbejde videre på at finde penge til at gøre Teglgårdssøen til badesø.

Netop skolebesparelserne var dråben, der fik SF til at forlade forhandlingerne i september. Men nu er partiet med igen.

- Det gør, at vi kan tilslutte os budgetforliget, selv om vi godt ved, at problemerne er der igen om et år. Forhåbentlig kan dialog med hele skoleområdet finde løsninger, der afbøder de værste konsekvenser for de berørte skoler, sagde Peter Langer (SF).

Borgmester Kirsten Jensen (S) glædede sig over den store opbakning til budgettet, men også over at slippe for at spare på lærerlønningerne.

- Jeg er glad for, at vi har fundet en løsning, hvor vi kan undgå kravet til vores lærere om en halv times mere undervisningstid. Det har været en torn i øjet på dem blandt de besparelser, der kommer på skoleområdet. Nu lettes presset, sagde hun.

Og Klaus Markussen (V) fremhævede den aflyste lærerbesparelse.

- Det ligger Venstre på sinde at have gode forhold for medarbejderne på vores skoler, som vi har høje ambitioner for, og det er dejligt at kunne mindske den økonomiske belastning på vores skoler noget, sagde han.

Radikale Venstre glædede sig over at det store flertal i byrådet er med i budgettet.

- Til gengæld synes vi, at det er svært med nogle af de besparelser, vi har måtte nikke til. Men de barske realiteter er, at vi kiggede ned i en kassebeholdning, hvor bunden var ved at være synlig, hvis ikke vi fandt besparelser, sagde Christina Thorholm (R).

Dansk Folkepartis Peter Lennø fremhævede klippekortordningen på plejecentrene, som der stadig bliver råd til, dog i reduceret form.

- I 11. time fik vi en dejlig meddelelse om, at der kommer aktivitetsmidler i 2019 og 2020. Det betyder ordningen kan opretholdes, dog med et reduceret beløb. Det er glædeligt, at der stadig er plads til det levende liv, hjemlig hygge og ture ud af huset, sagde han.

Nye Borgerlige står stadig udenfor budgettet på trods af ændringerne, og Mette Thiesen (NB) fremsatte et alternativt budgetforslag, som blandt andet rummer effektiviseringer af administration og nedlæggelse af integrationsteamet og de sociale viceværter ved flygtningeboligerne. Der spares ikke på vikarbudgettet og daginstitutionernes normering øges til landsgennemsnittet. NB vil også indføre tre timers gratis parkering, og også give penge til rengøring på Grønnegadecentret.

- Nye Borgerliges budget er fornuftigt og retfærdigt. Ikke optimalt, men bestemt et bedre bud på et borgerligt budget end forliget efter vores mening. Desværre bliver det nok ikke vedtaget, sagde Mette Thiesen, som rigtig nok måtte se alle andre byrådsmedlemmer stemme imod sit forslag.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
Frederiksborg@sn.dk