8. april 2020
En aktindsigt i en række forsyningsselskabers direktørlønninger viser, at direktøren for Hillerød Forsyning får den højeste løn, sammenlignet med de fire andre selskaber, der tæller Helsingør Forsyning, Halsnæs Forsyning, FORS A/S og KLAR Forsyning. Foto: Allan Nørregaard.
En aktindsigt i en række forsyningsselskabers direktørlønninger viser, at direktøren for Hillerød Forsyning får den højeste løn, sammenlignet med de fire andre selskaber, der tæller Helsingør Forsyning, Halsnæs Forsyning, FORS A/S og KLAR Forsyning. Foto: Allan Nørregaard.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Forsyningsdirektører får millionlønninger

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Forsyningsdirektører får millionlønninger

Forsyningsdirektørerne i Hillerød og Helsingør får op imod to millioner kroner i løn om året. Ekspert kritiserer de høje lønninger og vurderer, at en sænkning vil kræve en kulturændring.

Hillerød - 18. januar 2020 kl. 04:02
Af Johanne Wainø
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

1.882.575 kroner. Det fik direktør i Hillerød Forsyning, Søren Støvring, ind på kontoen i 2018, mens hans kollega i Helsingør Forsyning, Jacob Brønnum, samme år havde en årsløn på 1.833.461 kroner.

Dermed er de to forsyningsdirektører dem, der tjener mest, blandt en række forsyningsdirektører på Sjælland.

arrow Læs også: Byråd vil beholde magten i forsyning

Det viser en aktindsigt, som Frederiksborg Amts Avis har fået i direktørernes lønforhold.

Avisen har sammenlignet lønoplysninger fra fem multiforsyningsselskaber, der varetager forsyning af vand, varme, spildevand og affald og ejes af kommunen.

Ifølge Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet og tidligere har beskæftiget sig med økonomi inden for forsyningsselskaber, ligger lønniveauerne i Hillerød og Helsingør for højt.

- Selvom der ikke et lovgrundlag at tage udgangspunkt i, så vil det være en konklusion fra en fagmand som mig, at det er en uforholdsmæssig høj løn, siger han og fortsætter:

- Hvis man kigger på tilsvarende stillinger, med nogenlunde det samme uddannelsesniveau og ansvarsområde, er det en høj løn. Generelt er medarbejderansvaret ikke særligt stort og antallet af medarbejdere overstiger sjældent 150 medarbejdere. Sammenligner man lønningerne med direktørposter i den offentlige sektor, ligger forsyningsdirektørernes lønninger også meget højt. Og det er min vurdering, at man godt kan foretage den sammenligning, da forsyningsselskaberne på trods af at være særskilte aktieselskaber, er kommunalt ejede og uden konkurrenter, siger han.

Kræver en millionløn

Bestyrelsesformand for Hillerød Forsyning Klaus Markussen (V) mener dog, at det kræver en millionløn at få de bedste mænd på direktørposterne.

- Når vi ser på det, der foregår i vores kommune, så er vi i rivende udvikling. Inden for de næste ti år kommer der 10.000 nye borgere til Hillerød, og samtidig er Hillerød Forsyning en stor del af den grønne omstilling, som Hillerød Kommune har ambitioner om. Hvis man skal lede en virksomhed, hvor de her ting skal lykkes, så er vi jo nødt til at have de bedste til at gøre det. Jeg er mere tryg ved, at vi har professionelle, dygtige mennesker end det modsatte. Og det er noget, vi er nødt til at betale for, siger han.

Per Nikolaj Bukh genkender argumentet, og mener netop, af denne tendens peger på, at der er behov for en kulturændring, når det kommer til fastsættelsen af direktørernes lønninger.

- Der er generelt et højt lønniveau i forsyningsbranchen. Der danner sig henover tid en norm i en branche, og det kan være svært at afvige fra, når man skal rekruttere en ny direktør. Og der er det altså tendensen, at man tilbyder de her høje lønninger med argumentet om, at det er det, som det kræver at finde den rigtige eller bedst egnede person til jobbet, siger han og fortsætter:

- Det er i alle borgere og alle kommuners interesse, at lønniveauet ikke bliver for højt, når vi snakker direktører. Ingen har et ønske om at betale mere, end det er nødvendigt. Derfor ville man på sigt kunne sigt sænke lønniveauet ved dels at tale om det og dele løndata for at skabe transparens, men man kunne også lave en lønfastsættelsespolitik, siger han og uddyber:

- Det er ikke sådan, at man kan gå ind og sætte de her direktørlønninger ned, men man kan kommunalt stå skulder ved skulder og fastsætte et lavere niveau, som der kan henvises til, næste gang man ansætter en forsyningsdirektør. Og der er det klart, at det hjælper, at der kommer en offentlig opmærksomhed på det her, som på sigt kan gøre, at kommunerne må justere på lønningerne.

Og det forslag er Klaus Markussen lydhør overfor.

- Det er jeg meget åben over for. Der er mange situationer, der viser, at forsyningssektoren er under en forandring, hvor man samarbejder om mange forskellige snitflader, siger han.

Det politiske ben

I Hillerød er der tradition for, at størstedelen af forsyningens bestyrelse udpeges og varetages af byrådet, og at bestyrelsesformandsposten ligeledes besiddes af et byrådsmedlem. Ansatte i forsyningsselskaberne og forbrugere kan dog også stille op til at blive valgt ind i bestyrelserne.

I mange kommuner bliver formandsposten for forsyningens bestyrelse ofte brugt som et såkaldt »ben«, der fungerer som en handelsvare, når konstitueringen af byrådet skal gå op, forklarer Per Nikolaj Bukh, der mener, at det stiller krav til åbenheden.

- Jeg er af princip ikke forarget på andres vegne, men hvis jeg var borger i en kommune, hvor det var sådan, at de her bestyrelsesposter blev brugt i konstitueringen, så ville jeg selv være meget sur. Det er noget, som folk er så irriterede over, at jeg ikke forstår, at man som politiker gør det, siger han og fortsætter:

- Fastholder man, at det er politikere, der skal sidde i de her bestyrelser, så kan man imødegå kritikken ved at sikre en stor åbenhed og sørge for, at det er de særligt kompetente politikere, der sættes i bestyrelsen, og ikke dem, man skylder noget, siger han.

Borgmester Kirsten Jensen (S) ser dog ikke noget problem i, at det er byrådspolitikere, der sidder i forsyningens bestyrelse.

- Jeg synes, at vi har en rigtig velfungerende forsyning og bestyrelse, der sikrer lave priser og gode grønne mål. Vi skal selvfølgelig se på den samlede kompetence, men jeg synes ikke, at der er noget problematisk i at udpege demokratisk valgte politikere til bestyrelser, siger hun.

Kirsten Jensen forklarer desuden, at åbenheden i forsyningen vil blive behandlet i byrådet i den kommende tid.

- Snart skal vi behandle en ny ejerstrategi, og der kommer vi også til at tale om, hvordan vores selskaber er ledet. Det er en diskussion, vi er åbne over for at tage. Vi har gennemført mere åbenhed. Nu skal vi se på, om vi har overset noget, siger hun.

arrow Her er Rasmus Visbys historier om Hillerød Forsyning
30. januar 2020 kl. 20:21 Opdateret: kl. 15:14
arrow Forsyning vil politianmelde Rasmus Visby
30. januar 2020 kl. 15:35 Opdateret: kl. 14:35
arrow Formand har bestilt undersøgelse af Hillerød Forsyning
18. januar 2020 kl. 04:24 Opdateret: kl. 17:32