
Der er op til to millioner kroner årligt at spare på driften af Hillerøds byråd inden for lovens rammer.
Der er store summer at spare på byrådet, viser økonomiudvalgets sparekatalog op til budgetforhandlingerne.
Et byrådsmedlem koster 112.000 kroner om året. Det dækker et vederlag på 100.000 kroner, it-udstyr for 5000 kroner og forplejning for 7000 kroner. Hillerød Byråd består af 27 medlemmer, et antal byrådet selv har fastlagt, og det koster 4,747 millioner kroner om året at drive et byråd af den størrelse.
Et byråd skal have et ulige antal medlemmer, og en kommune af Hillerøds størrelse skal have max. 31 og mindst 19 medlemmer i byrådet.
Hillerød Kommune kunne dermed barbere 896.000 kroner årligt af udgifterne til byrådet, og stadig overholde loven at nøjes med at sidde 19 mand om bordet.
Det bliver da også foreslået som en del af forberedelserne til budgetforhandlingerne, i en række forskellige modeller på 25, 23, 21 og 19 medlemmer.
Men står det til borgmester Kirsten Jensen, bliver det næppe en besparelser, man henter ind. Hun mener, det vil gå ud over de mindre partiers mulighed for at få et mandat i byrådet, hvis der er færre pladser.
- Ud fra et lokaldemokratisk synspunkt har vi valgt at have de 27 medlemmer. Vi har diskuteret det løbende, om vi skal være færre, men vi kommer frem til at fastholde det forholdsvis høje tal, hver gang vi diskuterer det, for det betyder jo, at det ikke er så svært at blive valgt ind i byrådet, som hvis der kun er 25 eller 23 eller 21 medlemmer. Byrådet skal jo afspejle nogle af de strømninger, der er i vores kommune, og vi vil gerne tage hensyn til de mindre partiers muligheder for at blive valgt, siger hun.
Hos Venstre mener Klaus Markussen, at det giver god mening at tage forslaget med i forhandlingerne.
- Helsingør: 27 medlemmer (62.000 indbyggere)
- Køge: 27 medlemmer (60.000 indbyggere)
- Roskilde: 31 medlemmer (80.000 indbyggere)
- Slagelse: 31 medlemmer (34.000 indbyggere)
- Ringsted: 21 medlemmer (23.000 indbyggere)
- Når byrådet skal spare penge, skal vi også kigge indad i vores egen politiske organisation, så jeg synes det er godt, at det bliver diskuteret. Det har vi ment før, og det mener vi stadig, siger han.
I 2009 foreslog Venstre at reducere byrådet til 21 medlemmer, men kun Venstres daværende seks medlemmer stemte for forslaget, som blev nedstemt.
Klaus Markussen tvivler da også på, at der nu kan samles et flertal om at skære i antallet af byrådsmedlemmer.
- Det er klart, jo færre medlemmer der er i byrådet, jo sværere bliver det at blive valgt. Vores kommune er jo en god blanding af byliv og lokalsamfund. Vi er en sammensat kommune, hvor det altid har været muligt for lokalsamfund at få valgt medlemmer af byrådet fra de forskellige lokalsamfund. Men også før kommunesammenlægningen, i det gamle Hillerød Kommune, var der mindre partier repræsenteret i byrådet dengang, så det kan jo lade sig gøre med færre medlemmer. Derfor er det godt at se nærmere på de forskellige scenarier, siger han.
Forslaget om at spare enten 2,4,6 eller 8 byrådsmedlemmer væk indgår i økonomiudvalgets sparekatalog, som i alt rummer forslag til besparelser for 11,2 millioner kroner årligt. Besparelserne kan dog tidligst komme i hus fra 2022, hvor et nyt byråd overtager efter det nuværende.
Der ligger også et forslag om at reducere antallet af politiske udvalg. De syv stående udvalg i byrådet koster hver 385.000 kroner om året. Derudover har byrådet nedsat to midlertidige udvalg, som hver koster 165.000 kroner årligt. Hvis man i næste byrådsperiode nøjes med de fem stående udvalg og ikke nedsætter de midlertidige udvalg, er der 1,1 millioner kroner årligt at spare.
Driften af udvalgene, det vil sige vederlag til udvalgsformænd og medlemmer, koster i dag 2,396 millioner kroner årligt.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her