23. april 2019
Owen Bradley er simpelthen The Nasville-sound. Det er ham, der har indspillet så at sige alle de store stjerner indenfor country and western og rockabilly, blandt andet Crazy med Patsie Cline. Han bliver stadig feteret her i Nashville og har eget museum ligesom the King, Elvis Presley, i Memphis,
gallery icon

Se billedserie

Owen Bradley er simpelthen The Nasville-sound. Det er ham, der har indspillet så at sige alle de store stjerner indenfor country and western og rockabilly, blandt andet Crazy med Patsie Cline. Han bliver stadig feteret her i Nashville og har eget museum ligesom the King, Elvis Presley, i Memphis,
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Ex-medlem af Fede Finn & Funny Boyz indspiller i Nashville

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ex-medlem af Fede Finn & Funny Boyz indspiller i Nashville
Opdateret 18. januar 2010 kl. 16:34
Hillerød - 15. januar 2010 kl. 06:00
Af Jørn Rosenville
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk
Nashville: Ex-medlem af Fede Finn & Funny Boyz Jørn Rosenville er taget til Nashville, USA, for at indspille nogle af sine egne numre. Hans nye kunstnernavn er "Hammedhatten".

Sammen med sin hustru Elsa Dalsgaard rejste ex-medlem af Fede Finn & Funny Boyz Jørn Rosenville til country- & westernbyen Nashville i USA, hvor han i denne uge i Q-studiet har indspillet nogle af sine egne numre sammen med topprofessionelle, amerikanske musikere.

Jørn Rosenville brød i december med Fede Finn & Funny Boyz, der er den største dansktopsucces i de seneste 20 år. Den aktuelle anledning var, at det populære orkester skulle udvides med en kvindelig sanger, for det var Jørn Rosenville imod. Derfor besluttede han at blive herre i eget hus, og under kunstnernavnet "Hammedhatten" ville han i år gå i gang med at arbejde med sine egne numre.

Første step i den proces er turen til Nashville, hvorfra han havde lovet at sende historier hjem til Frederiksborg Amts Avis og sn.dk. Det har han også gjort, selvom skriverierne og billeder blev lettere forsinket på grund af pc-problemer i Nashville.

Men nu er de her, og herunder kan man læse, hvad "Hammedhatten" har oplevet af spændende på rejsen til USA og de første tre dage i guds eget land:
arrow Læs også: "Vi elsker store babser" fra USA..
En rejse med forhindringer
Vinternattens hårde frost havde i den grad sat sit præg på vores ellers top solide Toyota's startevne, det var som om den ville gøre opmærksom på at denne dag skulle blive en prøvelse for os alle, og hvor havde den dog ret.

Efter en hyggetur til Kastrup lufthavn, skulle den med overmekanikeren hjem til Store Lyngby og forberede sig på en klinisk korrekt udfø rt undervognsbehandling, samt udskiftning af diverse mælketænder, læs gløderør, hvilket i allerhøjeste grad ikke faldt i den gode jord, der gentagne gange havde rost den for sin stabilitet, nå men den havde dog opført sig pænt op mod jul og havde derfor fået sin julegave, en liter af den fuldfede vinterolie som gjorde den helt varm i kulden.

Efterladenskaberne i lufthavnen skulle ud på en nok så lang flyvetur der skulle vise sig at være det rene barnemand i forhold til de nye tiltag som Amerika nu til dags kan byde på.

Flyveturen skulle gå fra Kastrup til Atlanta og ville tage 11 timer alt inklusive med start klokken 11.00. Vi ankom klokken 0800, da vi fra en af de andre deltagere havde fået hvisket i øret at in checket ville vare to til tre timer, to til tre timer, det kan da umuligt passe, at få udleveret fire mærkesedler og et stempel i passet går da tjep tjep , som salig Kaptajn Jespersen ville have udtrykt det.

Jeg ved ikke om det er mig der er ved at være gammel, eller om den gode Kaptajn har set på verden med andre øjne end vi gør i dagens Danmark, faktum er at vi blev drevet rundt i rækker og geledder som løsluppent ungkvæg i sikkerhedsfolkenes cirkus, kække og meget samarbejdsvillige var vi , på trods af den noget udanske behandling, der var nu heller ikke grund til meget andet, de unge mennesker der skulle checke os var alle store og hærdebrede over nakken og havde jakkesæt på som virkelig fremhævede deres enorme korpus, så at argumentere med et menneske der er totalt uden empatisk følelse overfor kvinder med småbørn på armen og ældre mennesker der allerhøjest har været vest for Valby bakke en gang i livet, er ikke et forsøg værd, ergo var vi meget flinke og meget rare.
Bambi på glat is
Da en af sikkerhedsvagterne skulle udspørge os om hvem vi var og hvem der havde pakket vores bagage var jeg ligesom Bambi ved at komme på glat is, jeg svarede at det havde min kone, sådan bare for at være på den joviale side, det skulle jeg nok ikke ha' gjort, sikkerhedsvagtens ene øjenbryn hævede sig kraftigt at det næsten så ud som om han havde fået sin hårpragt tilbage, han fulgte os helt hen til damen der skulle sige god for, at vores rejsehjemmel var ok.

Vi afleverede kufferterne og fortrak til den toldfrie afgangshal hvor vi besluttede os for at drikke en kop forfriskende kaffe og hilse på vores medrejsende kollegaer, der var på det tidspunkt en time til at flyet gik, men næppe havde vi sat os før der på oversigtstavlen stod at man nu startede boarding af passagerer til Atlanta, vi lod kaffe være kaffe, ungkvæget bissede og fo'r af sted ihukommende de store nakker der ventede forude.

Ved gaten var der endnu et sikkerhedscheck og desværre var en af vores venner fra naturens side udstyret med et Jugoslavisk udseende så han røg til en nærmere undersøgelse som tog det meste af et kvarter, vi andre satte os og ventede på at døren til flyet gik op så vi kunne komme af sted, der sad vi så i næsten to stive timer før flyet var gjort rent til os.

Jeg skal undlade at beskrive selve flyveturen, da min gastronomiske fantasi ikke er udstyret til at anmelde forplejningen ombord, blot sige at et par af stewadesserne så meget medlidende på os da de rakte os dagens varme ret, kylling i et eller andet og karry. Min kat Ashley, ville blive stik fornærmet og skífte pension øjblikkeligt hvis den fik serveret noget lignende.

Da vi var placeret på midterrækken i flyet havde vi ingen fornemmelse af hvor højt vi var eller hvordan verden så ud udenfor, til gengæld så vi fem amerikanske spillefilm hvor pausen imellem filmene blev brugt til fremvisning af et GPS billede der viste hvor vi befandt os og hvor lang tid der resterede. Efter 10 timers lufttur landede vi så endelig i Atlanta, her blev jeg virkelig skuffet, der var ingen der udover mig klappede i mine svedige hænder af den flotte landing, gør man slet ikke det mere?
Bruce Springsteen-kø
Okay Amerika here we come, hvor skulle det blive dejligt at komme frem til hotellet få et bad og en god nats søvn, men først skulle vi ha' godkendt vores visum hos paspolitiet, vi gik to kilometer med fuld oppakning i rask tempo og nåede frem til en kø på størrelse med billetsalget til en Bruce Springstreen koncert i Parken.

Ventetiden i denne kø gav os virkelig et chok af dimensioner, Elsa trækker mig i ærmet og siger med rystende stemme og blege læber, Jørn der er noget galt med mit pas, galt med dit pas hvad mener du, så viser hun mig passet og siger prøv at se på min højde. Jeg har i de 41 år jeg har været gift med min kone altid vist at hendes højde ikke kunne måle sig med Gitte Stallones, men der stod jeg og stirrede vantro på den maskinskrevne højde i passet, 187 cm høj, den medarbejder der har skrevet den højde ind i passet må da være velegnet til at blive forfremmet til økonomidirektør i Hillerød kommune, tænk på hvor hurtigt hun kunne få vendt en krise til en succes med sine evner for at skyde over målet.

Det mest bekymrende ved denne fatale fejl var at Præsidenten i en lokal avis har udtalt at sikkerheden i de lufthavne som fragter passagerer til hans land skal igennem yderligere sikkerhedscheck så man undgår at nogen laver ged i den.

Vi kommer frem til en pas betjent som stirrer på Elsa, han beder hende om at lægge sin hånd på en glasplade, han tager hendes fingeraftryk, så skal hun kigge op på et kamera, kameraet er indstillet til personer over minimum 175 cm. Så knalder han tre stempler ned i passet og hun er clearet, der er ingen problemer med mig, udover at jeg virkelig trænger til en smøg, det går op for mig at den sidste jeg fik var i Kastrup Lufthavn for længe længe siden.
Ud at se... med metro
Vi skal så frem til bagageafhentningen og, hurra der er de, fat om kufferten og af sted mod udgangen, troede vi, næe… frem til den samme kø fra før ventetid en halv time og da vi kommer frem til spidsen af feltet, står der en svært bevæbnet sikkerhedsvagt og siger at vi skal stille vores kuffert fra os og følge flokken,det er nogle meget lange øjne der skiller sig af med oppakningen, vi stiller os i køen og kommer så frem til sagens kerne, et endeligt og sidste check, vi skal smide skoene, tage alt ud af vores håndbaggage, af med frakke og jakker vest og al elektronik bliver vendt og drejet, nu må det da være slut, men nej det er det ikke.

Pasbetjentinden siger at vi nu kan hente vores kufferter og at vi skal tage den trappe der går nedenun der, det gør vi, og da vi når helt ned i bunden, er vi på forunderlig vis havnet på en underjordisk Metrostation, en mand fortæller at vi skal taget med toget 5 stationer stå af og hente vores bagage, jeg stirrer vantro på Elsa. Som absolut ikke er blevet højere siden den fatale opdagelse i hendes pas, tværtimod syntes jeg hun er sunket noget sammen. Nå men vi kommer frem til afhentningen får kufferterne og skal så endelig ud og finde den bil vi har lejet, jeg spørger for gud ved hvilken gang en ansat gadefejer i en meget fin uniform, om han ved hvor vi skal hente bilen, hans svar giver mig stadig nervøse trækninger , han siger at vi skal tage toget to stationer i modsat retning så kommer vi lige derud.

På toget fut fut, og endelig får vi så bilen læsser folk og fæ ind og kører frejdigt og fattet væk fra lufthavnen, finder hotellet fint værelse med udsigt over lufthavnen tænkende meget spirituelt på de stakkels medmennesker der ikke har nogen anelse om hvad der venter dem.
Løgringe og burger
Efter sådan en dag fortjener man et godt måltid, overfor hotellet ligger et sted der fører tankerne hen på Københavns folkekøkken, men hyggeligt, en utrolig sød og rar servitrice kommer og modtager vores bestilling, jeg skal for første gang siden jeg som meget ung var i staterne have indbagte løgringe og en enkelt burger, wauv siger jeg bare, det var så delikat at jeg på det nærmeste kollapsede da det gik op for mig at jeg ikke skulle igennem endnu et check for at få lov til at sætte tænderne i maden.

Ruth som servitricen hed spurgte hvor vi kom fra, Denmark var svaret, med en sidebemærkning om dagens strabadser, hun vendte det hvide ud af øjnene og sagde, med slet skjult humor, "they are just plain crazy in that airport". Set ud fra hvad vi har oplevet indtil nu, har hun jo ret, men ved nærmere eftertanke, og tænke det skal man jo, er det bare i orden at checke alle der skal udenlands, helt i orden. Ruth fik godt med tips,drikkepenge, vi sagde godnat og på gensyn, da endelig jeg slukkede lyset var det til lyden af en stopfyldt Jumbojet fra SaudiArabien der landede i gud eget land, god fornøjelse.
Dag ét i Nashville - en by med musik
"Well, there's thirteen hundred and fifty two Guitar pickers in Nashville" synger John Sebastian fra The Lovin' Spoonful, og ved I hvad han har fuldstændig ret. Efter at have forladt Atlanta og kørt 400 km nordpå og en times tidszone tilbage, ankom vi så endelig til Nashville. Byen er på størrelse med Århus, men med en koncentradition af den kulturhistorie som amerikanerne er i kraftigt underskud med (kulturhistorisk krise)set i forhold til Europa.

Allerede ved indkørslen til hotellet bliver vi kraftigt mindet om at vi er kommet til en musikby, et stort lysskilt reklamerer for månedens musikalske tilbud på underholdning i hotellets ballroom, og indenfor i lobbyen er der store fotostater med billeder af de koryfæer som har boet på hotellet, de er der bare alle sammen, Johnny Cash, Linda Rohnstadt, Dolly Parton, Hank Williams, Glenn Campell, og mange andre Country og western stjerner.

To af rejsedeltagerne har været her i et par dage, og insisterer på at give og en sightseeing down town on music row, efter en hyggelig middag på en nærliggende irsk pub, hvor man bare dumper ind. sætter sig hører Beach Boys, Beatles, og andre ikke country og western artister, samtidig med at der på to storskærme vises amerikansk fodbold og basketball. Irish Stew og Budweiser, fede hitmelodier football og en smøg bagefter er ikke nogen dårlig optakt til en tur i byen.

Det at finde en P-plads er ikke for sarte mennesker, der er, som i Danmark , parkometer baserede pladser, men til forskel fra markedspladsen i Hillerød bliver bilen bare fjernet hvis den har holdt der tre minutter over tiden, eller også finder man begge forhjul med ekstra hjulkapsler påmonteret på en måde så ikke bilen kan rokke sig ud af stedet, farvestrålende minikranbiler kører som sultne ulve rundt i kvarteret klar til at lade kranen synge med på "I've got a tiger by the tail".

Selvom det er søndag aften er der fuld gang i de utallige spillesteder der ligger klods op ad hinanden, scenen som bandet står på kan med lethed være i min dagligstue 8 gange, det er frimærker hvor der knap er plads til de fire musikere som alle, uden undtagelse, var helt på toppen. De spiller så englene i Los Angeles alle stopper op i Nashville på vej hjem for at høre disse gæve gutter og gutinder udføre deres musik.

Da vi kom til det tredje sted "Legends Corner" stod der fire unge musikere som spillede et meget bredt udsnit af country hits som i den grad fik tilhørerne op og stå, det var en fornøjelse at være tilstede at indsnuse atmosfæren før jeg i morgen selv skal være aktiv i Q-studie, hvis bare de musikere har samme standard som dem vi hørte i byen, er det nok bedst jeg ifører mig noget buksebeskyttende, sådan bare for en sikkerheds skyld.
Dag to i Nashville - i studiet
Det er i dag lige så hundekoldt som de andre dage, til gengæld er luften ren i Nashville, så det hjælper alt sammen at snuppe en smøg udenfor hotellet før den store dag begynder.

Q-studiet virker ikke imponerende stort da jeg ankommer, men indenfor er der bare check på tingene, de 6 musikere som jeg i dag skal arbejde sammen med har virkelig gode forhold at arbejde under, de har en box hver til rådig, dog kan dem som vil sidde sammen i det store studie gøre det.

Jeg bliver budt velkommen af Paul som ejer studiet, han har en stak papirer under armen, tætskrevne sider hvorpå der ikke er andet and tal, pænt på række med 4 tal i hvert geled. Bertel Abildgaard som er min personlige coach her i Nashville fortæller at amerikanske musikere fortrækker denne form hvor de i stedet for akkorder skriver tal, det gør det meget lettere at transponere en hel melodi, bare man er talklog, mærkeligt system, men det skulle vise sig at holde vand.

Musikerne ankom i samlet flok kl. 09.55 og hvilke fyre det var, alle sammen var et godt stykke over de 50 år, en af guitaristerne hele 70 år gammel, så jeg følte mig virkelig godt tilpas fra starten. Indspilningerne starter på den måde at Paul afspiller min demo for dem, og så snakker man lidt om hvem der gør hvad, så ind i studiet, Paul som er trommeslager, får det nøjagtige taktslag af teknikeren, han begynder at tromme en rytme, og de andre blander sig så stille og roligt, det foregår i et par minutter.
Egon og Karen
Så tæller han for, og den første intro til Egon & Karen drøner ind i mine høretelefoner, jeg går i gang med sangen, og helt ærligt, nummeret får lige pludselig et liv, det liv som jeg inde i hovedet har lavet et billede af da jeg indspillede demoen, hold helt ferie fætter Olsen, hvor var det dog stort, godt jeg havde min gammelmandsble på ellers havde jeg gjort i bukserne, de skulle trods alt holde hele dagen.

Egon og Karen er en historie om to ældre mennesker der er gået på efterløn, og finder stor glæde ved at Egon tager ud og fisker, og Karen tilbereder de indfangne fisk, det lyder måske banalt, men på mit skoleamerikanske børnesprog forklarede jeg på demoen hvad historien gik ud på, og en af musikerne sagde bagefter, at når han en dag holdt op, så var det jo ham og konen sangen handlede om. Lige netop den indfaldsvinkel som jeg har eftersræbt i mine sange, det skal være vedkommende historier, en af de andre musikere var mere jordnær han sagde: Mighty fine song ……if you like fish.

Det var den stemning de tog med sig ind i studiet, og tro mig havets bølger og stegepanden med fisken, hele svineriet fik de med og det i overflod, endelig kom den dersens følelse af være klar til at stortude frem i mig igen, at tænke sig noget jeg har siddet og nørklet med hjemme i min hule lyder sådan når levende musikere med deres instrumenter fyrer den af , det må være en snert af samme følelse som Caroline Wozniacki havde da hun fik sin andenplads i US open.

Vi nåede imponerende 4 numre fra klokken 10.00 - 13.00, så var det tid til en let frokost og så startede vi op igen fra kl. 14.00 - 17.15 med endnu fire numre, så alt i alt 8 indspilninger hvoraf jeg selv skal bruge de 7, den sidste er et nummer jeg har lovet Lis & Per, men som jeg alligevel gav en chance herovre.

Bagefter lavede yngstemanden et hurtigt mix af sangene som jeg fik med hjem på cd så jeg kunne lytte dem igennem, hvis der var noget der skulle rettes var det så retur i morgen, men jeg ved ikke hvad det skulle være, jeg kørte i aftenens mulm og kulde et stykke ind mod Nashville fandt en P-plads satte cd'en i, stod ud af bilen for at få mig en velfortjent smøg efter en ret hård dag sammen med disse vidunderlige mænd og deres magiske instrumenter. Jeg ved ikke om det var kulden eller den følelse jeg havde indeni der fik mig til at ryste, men blæse være med det, resultatet talte for sig selv. Oversuper groovy day in Nashville
Besøg hos Kongen i Memphis
Ca. 340 kilometer fra Nashville ligger Memphis, som i den grad har skrevet sig ind i verdens musikhistorie, ikke mindst på grund af Elvis Presley, som set ud fra oplevelsen må ha' været den eneste valide skatteyder i Memphis.

Vi tog en kold tyrker og startede med morgen mad i det lokale Waffel House i Nashville og jeg bliver stadig forundret, når jeg propper noget i gabet som ikke er prøvet før, jeg ville ha' noget med røræg, og den flinke servitrice spurgte om ikke det var bedst med en menu hvor røræg indgik, okay, skik følge eller land fly, som man siger, der var inkluderet bacon, men hun spurgte om ikke jeg i stedet ville have pølser til, i ånden så jeg et par grillstegte moppedrenge a'la dem der bliver langet over disken ved pølsedytten. Forventningens glæde er stor så jeg indstillede mit korpus på et godt og solidt morgenmåltid.

Endelig kom det bestilte på bordet og jeg havde foran mig en tallerken fyldt op med det guleste røræg jeg nogensinde har set, fire kvarte stykker ristet rosinbrød, to små plasticbægre med æblesmør og så en portion et eller anden hvid substans som man vist nok kalder grød, denne grød var overhældt med smeltet smør og var så rygende varm at Waffel House ikke behøvede at tænde for radiatorerne, varmen klarede grøden, nå men det var nu ikke det der fangede min opmærksomhed, det gjorde derimod den manglende levering af pølserne, jeg ventede anstændigt på leverancen og tro mig, det er lang tid siden at jeg har haft lyst til at skrige af grin da jeg sad og stirrede på to stykker afbrændt sålelæder på størrelse med en ålerøget skive spegepølse fra brugsen, jeg løftede et stykke og lod det falde ned på tallerknen hvor det landede med et hult drøn, mens jeg misundeligt sendte lange øjne til Elsas lækre bacon, der var ingen vej udenom,
Grøden stivnede
Af med vanten og i gang kammerat, det var meningen at man skulle overhælde æblesmørret på grøden, det kunne jeg altså ikke, så i stedet, på med noget sukker, det smagte egentligt meget godt indtil en barnetraume ramte mig med lynets hast, jeg ved ikke om nogen af læserne har den samme traume, man sidder og spiser grød og pludselig er man i besiddelse af en stor klump sammensmeltet grødmasse i munden der virker lidt hård og ukogt, tro mig det er en uforskammet oplevelse for smagsløgene, jeg nægtede simpelthen at synke, så i stedet frem med servietten og slut med grøden.

Røræg og brunchpølser er en god spise, så jeg lukkede øjnene fantaserede greb fat om bestikket og skar en miniature slice af af sålelæderet imens jeg tænkte på at hvis man havde sat en stang mellem stykkerne lignede de faktisk et par briller jeg engang har haft, da pølsestykket entrede min mund blev jeg noget overrasket, at tænke sig, det smagte faktisk som en blanding af blodpølse og viskelæder med jordbærsmag, nå men så havde jeg da prøvet det, og havde stor glæde at diverse opstød resten af dagen.

Efter oplevelsen på Waffel House var det så ud af den amerikanske motorvej, der var flere trucks på vejene end personbiler hvilket var noget af en overraskelse, og hvilke trucks, enhver lastbilchauffør i Danmark ville være grøn af misundelse over nogle af dem vi så. Når man ved hvor meget en MAC truck koster og bliver overhalet af fire på stribe kan det godt stimulere mundvandet, jeg skal lige sige at ved overhalingen kørte vi faktisk selv 110 km/t . Der var trucks af alle slags de mest dominerende var express leverancer af militære køretøjer som havde været en tur på værksted og nu skulle tilbage til langbortistan.

Efter fire timers kørsel med indlagte rygepauser nåede vi så Memphis, vi kørte ud til Elvis Presley Boulevard på vej mod Graceland, små bygninger med brugtvognsforretninger, fyrværkerisalg, spabadcentre, og andre selfmade forretninger der underligt nok alle var lukket ned.

Fremme ved Graceland ville man ha' 150 kr. for en P-plads + entre, så vi kørte lidt ned af gaden og fandt et sted hvor der var fri parkering på et lille torv hvor der lå fem af de syvtusinde souvenir forretninger der findes i Memphis, og de ting man sælger, æggebægre, glasklokker, toiletsæder, nummerplader, Graceland i samlesæt, 300 originale Elvis guitarer, som han selv har spillet på, madkasser, ægte militærjakker han har båret, hvis det var tilfældet har han brugt al sin tid i militæret på at skifte jakke, osv. Osv. Under denne vandring i forretningen sang Elvis over anlægget "don't Be Cruel" hvilket egentlig fald i god jord hos mig, det her er bare for grotesk. Jeg kan godt forstå at man vil hædre manden, men at udnytte det på denne her måde er bare for meget.
Lonesome tonight
Jeg fik dog en lille snak med ikonet sådan man o man, godt nok var han materialiseret i pap, men alligevel, "Are you lonesome tonight" var det spørgsmål jeg stillede, han svarede ikke men bag det store brede smil var der nu alligevel et par bedrøvede øjne. Elvis har lige haft 75 års fødselsdag hvilket har været en fed fest i kvarteret, Graceland må vente med et besøg til næste gang, og hvis ikke, så er mine egne forestillinger om Elvis Presley heldigvis lidt anderledes end den fabrik han nu er blevet.

Da vi forlod Memphis var det gennem et kvarter af modlæshed og opgivelse, alle fabrikker forretninger boligkvarterer var lukket totalt ned og folk gik i flokke på seks syv stykker hundefrøs på vej til socialkontoret for at hente den ugentlige udbetaling, alt er lukket ned i Memphis der er dog en bymidte som prøver at ligne noget, men det er en bagatel, så nu kom der en reminder om morgenens pølse, så må vi hellere tilbage til Nashville.
arrow Guitar-fabrik og countrystøvler i 50 meter rækker
18. januar 2010 kl. 13:45 Opdateret: kl. 12:04
arrow Farvel til Fede Finn & Funny Boyz
04. december 2009 kl. 06:00 Opdateret: kl. 21:54

FREDERIKSBORG AMTS AVIS
NYHEDSBREV TILMELDING

SE EKSEMPEL

Læs mere om vores privatlivspolitik på https://sn.dk/cookies.

Du kan altid afmelde nyhedsbrevet ved at klikke på "Afmeld nyhedsbrev" i de modtagne nyhedsbreve.
Nyhedsbrevet udkommer hver dag kl. 7.00 undtagen søndage.

grafik køb billede