
Lokalaviserne har i den senere tid været fyldt med læserbreve, som protesterer mod ideerne om boligbyggeri syd for Ny Hammersholt. Der har været indsamlet flere hundrede underskrifter, og beboerne har organiseret sig i vrede borgergrupper. Planudvalget ønsker borgermøde, hvilket kan synes unødvendigt.
Der er således udbredt modstand blandt beboerne i området. Politikerne er klar over det og må selvfølgelig finde ud af hvilke interesser og hensyn, der skal styre deres beslutninger.
Valget står mellem at lade sig forføre af projektforslag, der fører sig frem som inkarnationen af FN´s verdensmål, eller at respektere beboernes protester og den eksisterende kommuneplan.
Politikerne bør være i stand til at gennemskue dette spil for galleriet. Verdensmål nr. 15 handler bl.a. om at stoppe tabet af biodiversitet og reducere forringelsen af naturlige levesteder for dyr og planter. Hvis projektet realiseres, vil dette verdensmål blive modarbejdet.
Verdensmålene misbruges efter vores opfattelse på en yderst kritisabel måde med det ene formål at smykke et projekt med lånte fjer.
Vi opfordrer politikerne i Hillerød til ikke at lade sig forlede til at hoppe med på noget, som forsøges solgt som noget helt særligt bæredygtigt. Det er det ikke. Det er ren manipulation. Det er samtidig et angreb på noget af det, vi helst ikke skal miste i vores kommune.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her