
Elektronikgigantens administrerende direktør bekræfter over for Hillerød Posten, at Power er meget tæt på at åbne en butik i Hillerød
Elektronikgiganten Power er meget tæt på at åbne en butik i Hillerød.
Det bekræfter Jesper Boysen, der er administrerende direktør i Power, over for Hillerød Posten.
"Vi er meget tæt på at underskrive en lejekontrakt på et butikslokale i Hillerød. Jeg sidder faktisk og læser lejekontrakten igennem lige nu," lyder det fra Jesper Boysen, da Hillerød Posten fanger ham på en mobiltelefon fredag formiddag.
"Aftalen er ikke underskrevet endnu, så jeg kan desværre ikke gå i detaljer, og jeg kan heller ikke fortælle, hvor det er," tilføjer han.
Power havde oprindeligt et ønske om at opføre et helt nye byggeri til sin kommende butik i Hillerød, men de planer er indtil videre blevet lagt tilbage i skrivebordsskuffen.
"Vi har søgt om at få lov til at bygge en helt ny butik på den tomme grund bag Era Biler ved Bauhaus, men vi har siddet lidt fast i forhold til en godkendelse af en ny lokalplan. Jeg har dyb respekt for arbejdsgangene hos kommunen, og jeg har selvfølgelig også stor forståelse for, at kommunen ikke bare smider alt, hvad de har i hænderne, for at få lave en ny lokalplan, men det har taget længere tid, end vi regnede med. Så nu mellemlander vi i Hillerød ved at leje os ind i en allerede eksisterende bygning. Så kan det være, at vi bygger noget nyt på et senere tidspunkt, men det kan også være, at vi bliver i lejemålet. Nu må vi se," siger Jesper Boysen.
"Den bygning, vi har planer om at leje, har ikke den helt rigtige størrelse, men den er stor nok til, at vi kan få en rigtig god butik, og vi glæder os helt vildt til at komme til Hillerød. Vi er faktisk rødglødende for at komme til byen," siger Jesper Boysen, der har et stort kendskab til Hillerød i forvejen.
"Da jeg var administrerende direktør for Snehvide, havde vi en butik nede i SlotsArkaderne, og jeg ved, at Hillerød er en sindssyg stærk handelsby. Der er ingen tvivl om, at Hillerød er Nordsjællands hovedstad, så det er selvfølgelig en rigtig attraktiv by for os", siger Jesper Boysen, der forventer, at Power kan åbne sin butik i Hillerød i løbet af det næste halve års tid - hvis alt altså går efter planen.
Den vil i givet fald bliver Power-butik nummer 20 på landsplan, og der skal ifølge Jesper Boysen ansættes et sted mellem 40 og 45 medarbejdere i butikken i Hillerød.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her