21. september 2019
Luiza og Mikkel Hansen håber, at de i fremtiden kan få endnu flere forskellige eksotiske frugter til juicebaren. Lige nu har de over tyve forskellige.  Foto: Trine Lønbro Nielsen
Luiza og Mikkel Hansen håber, at de i fremtiden kan få endnu flere forskellige eksotiske frugter til juicebaren. Lige nu har de over tyve forskellige. Foto: Trine Lønbro Nielsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Sluk tørsten med farverige frugter fra Amazonas

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sluk tørsten med farverige frugter fra Amazonas
Helsingør - 14. april 2019 kl. 20:31
Af Trine Lønbro Nielsen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

I Bjergegade er juicebaren Luiza netop åbnet. Her kan du opleve ægte brasiliansk madkultur med lækre farvestrålende juice og tapioca.

- Jo vildere farver og mærkeligere former, desto mere interessant synes jeg, frugten er, siger Mikkel Hansen, 30, mens han serverer en knaldpink juice lavet på rød dragefrugt og acai-bær. I fryseskabe omkring ham opbevarer han sine mere end tyve forskellige frugter og bær, der tæller alt fra passionsfrugter og mangoer til kakaomeloner og cashewæbler. Alle er de solmodnet under den brasilianske sol, pureret og frosset ned, da de var allerfriskest, og herefter er de blevet fragtet til Danmark.

- Det er noget helt andet end de æbler og pærer, vi kender herhjemme. Mange af de frugter, jeg har, er frugter fra Amazonas, og de er yderst skrøbelige. De falmer og bliver dårlige allerede få timer efter, at de er blevet plukket, så derfor køber jeg dem frosne, så smagen og kvaliteten er i top. Sådan en pakke her er 100 procent ren frugt, fortæller han og hiver en lille rektangulær pakke op ad fryseren.

Et sundt alternativ
Sammen med sin brasilianske kone, Luiza, har Mikkel Hansens åbnet en juicebar i Bjergegade. Her er det drikkevarerne der er i fokus, men trænger sulten sig på, er Luiza klar med den brasilianske specialitet tapioca - en slags madpandekage med forskelligt fyld.

- Vi vil gerne lave et sundt og spændende alternativ til alt det friture, som man kan få rundt omkring i byen. Her er det frugten, der er i fokus, og jeg vil gerne vise, at det kan smage ligeså godt som meget andet fastfood, fortæller han.

Det var under et studieophold i Brasilien, at Mikkel udover at falde for Luiza, også fik øjnene op for de mange lækre og eksotiske frugter, der alle har hver deres kvaliteter. Her brugte de lokale frugterne som supplement til medikamenter mod blandt andet forstoppelse, diarre og hovedpine.

- I Brasilien er det almindeligt at bruge frugter til helbrede eller lindre forskellige hverdagslidelser. De indeholder mange sunde ting og kan også virke forebyggende, forklarer Luiza, mens Mikkel finder en pakke af frugten acerola frem som eksempel på en frugt med superkræfter. Den er en af de frugter i verden med mest c-vitamin.

- Det er en af de frugter i verden, der indeholder mest c-vitamin - mellem 40 og 50 gange så meget c-vitamin som en appelsin. Den er supersund, siger han.

Tapioca ved gadekæret
Med sin nysgerrighed for frugterne og brasilianernes måde at bruge dem, begyndte Mikkel Hansen at studere dem hver og en. Han lavede skemaer over næringsstofferne og undersøgte, hvordan de smagte i kombination med andre, og det blev begyndelsen på et rent juiceeventyr.

Efter et par år i Brasilien tog han tilbage til Danmark denne gang med selskab af Luiza. Her var temperaturene anderledes og frugterne mindre farvestrålende og smagsfulde, og derfor ville Mikkel og Luiza gerne præsentere danskerne for de mange lækre brasilianske alternativer. De knoklede for at finde ud af, hvordan man kunne få frugterne herop, uden at de blev kedelige på turen - og løsningen blev på frost.

- Det er genialt. Det smager lækkert og friskt, der er ingen skræller, og de kan holde sig længe, fortæller Mikkel.

Med opdagelsen af de lækre frosne frugter af høj kvalitet i bagagen begyndte drømmen om en juicebar at spire. De startede i de små med en lille biks ved et gadekær i Helsinge, hvor de solgte friske tapioca, inden de fik tilbudt en plads på Værftets Madmarked i Helsingør. 100 dage henover sommeren - uden én eneste fridag - arbejdede de fra 09.00 til 21.00 for at få udbredt kendskabet til deres brasilianske specialiteter.

- Det var hårdt, men det er noget vi brænder for, så det gik ganske fint. Det var en god måde at lære at drive forretning på, siger Mikkel.

En tår af Brasilien
Da vinteren kom, fik de tilbudt et lokalet i Bjergegade, og her ventede en større renovering af lokalet, inden de kunne rykke ind og slå dørene op, men i marts skete det endelig. De første gæster blev budt velkomne med åbne arme, smil og en fortælling om Brasilien og de mange lækre frugter.

- Jeg kan ikke lade være med at tale med gæsterne. Jeg er nysgerrig på at høre, om de har været i mit hjemland, og om de kender til vores mad og frugter, fortæller Luiza med et smil.

- Mange af vores kunder er blevet vores venner. De vil gerne høre om vores historie, og vi vil gerne høre om dem, siger hun og griner.

Siden juicebaren åbnede har parret da også kun fået positive tilbagemeldinger. Folk har kunnet lide maden og de farverige smoothies, og mange er kommet igen. Dermed er Luiza og Mikkel Hansen godt på vej mod deres mål, nemlig at udbrede kendskabet til de lækre frugter og bær.

- Jeg drømmer stort nu, men det kunne være fedt, hvis der i supermarkederne blev en afdeling med brasilianske specialiteter, ligesom der er mexicansk og italiensk, afslutter Mikkel Hansen.

Udover juice og tapiocas byder Luiza og Mikkel også på kaffe af brasilianske kaffebønder fra små lokale kaffeplantager.

FREDERIKSBORG AMTS AVIS
NYHEDSBREV TILMELDING

SE EKSEMPEL

Læs mere om vores privatlivspolitik på https://sn.dk/cookies.

Du kan altid afmelde nyhedsbrevet ved at klikke på "Afmeld nyhedsbrev" i de modtagne nyhedsbreve.
Nyhedsbrevet udkommer hver dag kl. 7.00 undtagen søndage.

grafik køb billede