20. september 2021
Øresundsakvariet har øget antallet af marsvin-safariture tre år i træk. Det er en udvikling, som Øresundsakvariets chef Jens Peder Jeppesen forudser vil fortsætte i 2022.
Øresundsakvariet har øget antallet af marsvin-safariture tre år i træk. Det er en udvikling, som Øresundsakvariets chef Jens Peder Jeppesen forudser vil fortsætte i 2022.
Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Rekordmange udsolgte havsafariture på Øresund

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Rekordmange udsolgte havsafariture på Øresund

Denne sommer har Øresundsakvariet i Helsingør dobbelt så mange såkaldte havsafariture som sidste år. Alligevel har turene været udsolgt siden begyndelsen af juli

Helsingør - 22. juli 2021 kl. 04:30
Af Philip Horup

Båden er fyldt helt op, som den suser på vej mod det nordlige Øresund. Det respektindgydende hav er fyldt med marsvin, tun, og sæler, og det er der kæmpe interesse for at opleve tæt på. Øresundsakvariet arrangerer henover sommeren havsafariture på Øresund, og de har aldrig oplevet en større efterspørgsel på turene. De sidste mange guidede ture på sundet har været helt og aldeles udsolgt.

arrow Læs også: Venstre går i krig med mågerne: De skal fylde mindre i bybilledet

- Jamen, det har næste været for meget. Hele juli har været så godt som udsolgt, hvor der kun har været enkelte ledige pladser på nogle enkle ture, og det ser også rigtig godt ud frem mod august, siger en vældig glad akvariechef i Jens Peder Jeppesen fra Øresundsakvariet.

Først ledige tider i august

Førstkommende afgang med flere ledige pladser er således den 3. august.

De populære marsvinsafari-ture luner godt i bunden af akvariets pengekasse, hvor der har manglet lidt ovenpå en lang corona-nedlukning.

- Det har været dejligt. Vi har virkelig ramt plet med den her form for arrangement, hvor vi tager folk med ud på havet, og hvor de oplever Øresunds fantastiske dyreliv med kyndig formidling oveni, siger akvariechef Jens Peder Jeppesen.

Men faktisk kunne det let være gået helt anderledes. Til Frederiksborg Amts Avis har Jens Peder Jeppesen tidligere fortalt, at Øresundsakvariet på et tidspunkt havde seriøse overvejelser om helt at droppe alle afgange i år, grundet de økonomiske udfordringer.

Tæt på en katastrofe

Efter lidt betænkningstid og 150.000 kroner i støtte fra en kommunal pulje fik Øresundsakvariet uddannet en ekstra skipper, og man besluttede sig for alligevel at gennemføre turene. I dag tør akvariechefen slet ikke tænke på konsekvenserne, hvis de havde aflyst.

- Det havde været en katastrofe, og vi havde mistet en stor indtægt. Vi var nødt til at give os selv chancen for at få succes, og der er ingen tvivl om, at arrangementerne er blevet en vigtig indtægtskilde for os efterhånden, siger Jens Peder Jeppesen.

Der er ingen garanti for at se hvaler på turene, men på Øresundakvariets hjemmeside, lyder det, at der på sidste års ture blev observeret hvaler på samtlige.

Fire daglige afgange

Sidste år var der 63 afgange, og i år kommer Øresundsakvariet op på dobbelt så mange. Det er rekord. Men allerede nu varsler akvariechef Jens Peder Jeppesen, at der skal endnu flere gummibåde i vandet i 2022.

- Der er et stort potentiale i det her. Jeg er næsten sikker på, at vi til næste år skal have dobbelt så mange ture. Det kræver dog, at vi har kapaciteten til det, men det er helt klart muligt at lave fire afgange om dagen i juli, siger han.

For at passe på havets dyr, holder bådene sig på 50-70 meters afstand, ligesom de ikke sejler direkte hen til dyrene. Generelt oplever Jens Peder Jeppesen - der er uddannet marinbiolog - dog, at dyrene er trygge ved bådene, så længe de sejler langsomt.

Synes du, at kommunen er der for dig?