Klokken 08.12 tirsdag anmeldte en beboer på Sandagerhusvej i Hornbæk, at der holdt en fremmed bil i en nabos indkørsel, og at flere ting indikerede, at det var indbrudstyve, der var på besøg. Patruljer blev sendt til stedet, men inden politiet ankom, var to fremmede mænd kørt fra stedet med møbler i bilen, oplyser Nordsjællands Politi.
Anmelderen fulgte dog efter de to fremmede mænds bil i sin egen bil, og snart efter kunne han overlade eftersættelsen til en af de ankomne patruljevogne, og efter en kort eftersættelse på Harreshøjvej, blev køretøjet bragt til standsning, og de to mænd i bilen blev anholdt.
De to anholdte var en henholdsvis 19-årig mand fra København og en 25-årig mand fra Brøndby, og førstnævnte fik senere på dagen ved Retten i Helsingær en straksdom på 40 dages fængsel, mens sidstnævnte blev sigtet for kørsel uden førerret samt kørsel i påvirket tilstand, idet han fik narkometeret til at slå ud for amfetamin. En blodprøve skal nu fastslå den eventuelle grad af påvirkning.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her