

Se billedserie
Politiet offentliggør nu billeder af gerningsmanden til det hærværk, som blev begået mod en forretning i Helsingør den 13. februar 2021, oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Nordsjællands Politi efterlyser gerningsmanden til en sag om hærværk mod forretningen Kagefryd i Stengade i Helsingør.
Hærværket blev begået den 13. februar 2021 omkring klokken 18.30, hvor en mand malede rød graffiti på forretningens vinduer og facade. Forretningen støtter via sit kagesalg den danske veteranforening, og graffitien udtrykte misfornøjelse med dette engagement.
Gerningsmanden beskrives som en cirka 180 cm høj mand. Han talte kortvarigt med en forbipasserende mand, der var ude at lufte sin hund den pågældende aften.
Nordsjællands Politi opfordrer både gerningsmanden og den mandlige hundelufter, samt eventuelle andre vidner, til at kontakte politiet på telefon 114.
Et identisk hærværk ser i øvrigt ud til at være begået på Helsingørs Nordhavn.
Søndag var flere hundrede borgere på gaden i indre Helsingør for at støtte ejeren Jette Stub.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her