
En kraftig brand brød ud lørdag formiddag i restauranten Axelbar ved Axeltorv. Det lykkedes at inddæmme branden fra at sprede sig til de historiske huse tæt på. Diskoteket Moonshine blev dog alvorlig beskadiget, mens Gæstergivergården også blev ramt.
Lørdag klokken 10.28 modtog Beredskabet i Helsingør et alarmopkald om kraftig røgudvikling ved Axeltorv.
Det viste sig, at der var opstået en kraftig brand, formentlig forårsaget af en eksplosion i en frituregryde, ved restauranten Axelbar.
Flere brandbiler og beredskabsvogne fra Helsingør Kommunes Beredskab og andre lokale beredskaber i Nordsjælland var hurtigt til stede. Folk stimlede sammen på torvet, og ikke længe efter spærrede politiet stedet området af. Beboere i naboejendomme blev evakueret, og politiet udsendte en besked om, at beboerne i området skulle lukke døre, vinduer og ventilation på grund af den kraftige røgudvikling, som hang over Hamlets By.
På trods af de voldsomme flammer, fik beredskabet hurtig kontrol med branden, så den ikke spredte sig til de historiske huse, der ligger ved
og omkring Axeltorv.
- Det, der er vigtigt, er hvornår, der er styr på branden, og det fik vi efter cirka halvanden time, siger Søren Lundhild, beredskabschef hos Helsingør Kommunes Beredskab.
- Vi kan konstatere, at branden er opstået på førstesal, hvor en eksplosion i en frituregryde angiveligt har fået fat i udsugningen og dernæst tagkonstruktionen. Det er vores formodning lige nu, siger beredskabschefen.
På rådhuset er der lettelse hos borgmester Benedikte Kiær (K), som også fulgte med i branden lørdag.
- Det er jo det værste mareridt med en brand. Og så bliver det jo toppet af, at det foregår i en smuk, gammel by som vores, siger hun og fortsætter:
- Jeg er så lykkelig for, at det lykkedes at inddæmme branden til Axelbar.
Hun roser kommunens beredskab og påpeger, at branden lørdag også viste, hvor godt samarbejdet fungerer med de andre lokale beredskaber i Nordsjælland.
Beredskab Øst sendte en drone, som for oven, kunne holde øje med brandudviklingen, Nordsjællands Brandvæsen sendte en sprøjtestige, mens Frederiksborg Brand og Redning også bidrog til opgaven.
I alt deltog otte beredskabsvogne i brandslukningen og omtrent 50 brandmænd.
Hele førstesalen og taget hos Axelbar og naboen diskoteket Moonshine er ødelagt, mens Gæstgivergården har fået en alvorlig vand- og røgskade.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her