

Se billedserie
I fredags kom der pludselig uventet besøg til de mindste børn i Borup.
Trods gråvejr og manglende sne havde selveste julemanden og nissemor fundet vej til byen og tog på visit hos de forskellige daginstitutioner. På coronasikker manér foregik det udenfor og med behørig afstand.
Besøget vakte stor glæde blandt børnene - både fordi de fik lov til at hilse på julemanden og hans hjælper, og fordi julemanden havde en stor sæk med, som viste sig at indeholde godteposer til alle.
Børnene var også flinke til at fortælle julemanden, hvem der er blevet storesøster, hvem der har hund, og hvem der ønsker sig et løbehjul til jul. Og i Sct. Georgs Gårdens Børnehave fik julemanden en julesang med på vejen.
"Det har været en udsøgt fornøjelse for både julemanden og mig," fortalte nissemor efterfølgende.
Til at transportere sig havde julemanden og nissemor fået hjælp af den lokale kusk Frede, som stillede hestevogn og to store, flotte heste til rådighed kvit og frit. Det var et imponerende syn på en ellers grå dag.
De ca. 275 godteposer, som var af den sunde slags på grund af Køge Kommunes nul sukker-politik i daginstitutioner, var sponsoreret af Borup Borgerforening og indkøbt og videresolgt uden fortjeneste af den lokale Spar-købmand Knud Laustsen.
Julemanden og nissemors besøg i Borup kom i stand, fordi nissemor, som har tætte forbindelser til Borup Borgerforening, var trist over, at alting er blevet aflyst pga. corona - ikke mindst juletræstænding og juletræsfester. Men så fik hun ideen om at lokke julemanden med rundt til byens institutioner, så børnene alligevel fik julemanden at se. På den måde kunne man undgå en kødrand af mennesker og sikre, at børnene kun var sammen med de børn, de i forvejen omgås til dagligt, så det var så coronasikkert som muligt.
Hvorvidt julemanden kommer igen næste år, er endnu for tidligt at sige noget om. Men til gengæld fortæller nissemor, at hun er glad for alle de ønsker, der er hængt på Ønsketræet i Spar, som man kunne læse om i sidste uges avis, men at der stadig er plads til endnu flere ønsker. Hun er nemlig helt overvældet over donationerne og næstekærligheden i Borup.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her