14. oktober 2019
Billede
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: "Jeg er en trist og bitter mand"

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

"Jeg er en trist og bitter mand"

Frank Poulsen, der i fire år har kæmpet for at få et forsamlingshus op at køre i Borup, har nu givet op. Politikernes nej til forsamlingshuset er blevet det endelige punktum i sagen

Heden - 17. september 2019 kl. 09:02
Af Heden Midtsjællands Avis
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Kulturnatten den 30. august blev det sidste arrangement med feststemning og glade mennesker i forsamlingshuset Zone i Borup. I hvert fald med Frank Poulsen i spidsen. For efter at politikerne for ganske nylig har sagt nej til, at der må drives forsamlingshus i den gamle Falck-station, har ejer Frank Poulsen kastet håndklædet i ringen.

Den kamp for forsamlingshuset, der begyndte i 2015, da Frank Poulsen købte Falck-stationen, er nu ovre. Den har været lang og besværlig, og det har taget hårdt på manden, som egentlig bare ønskede at skabe et forsamlingshus i Borup, helt på linje med andre forsamlingshuse i Køge Kommune.

”Jeg er et menneske, der synes, folk har godt af at more sig. Man skal nyde livet, mens man har det. Og efter at kroen blev revet ned, syntes jeg, der manglede noget i byen. Derfor tænkte jeg, at jeg kunne prøve med et forsamlingshus.”

Ifølge Frank Poulsen gik det også rigtig godt i begyndelsen, selvom der var meget arbejde i overhovedet at få bygningerne gjort brugbare. Den gamle Falck-station så forfærdelig ud, da han overtog den:

”Det så nærmest ud, som om der var udbrudt krig, og folk var flygtet. Der stod bl.a. en stegepande med en bøf på, som var helt overgroet af mug. Der var frostsprængte rør, vand var trængt ind, så der var kommet svamp, og der lugtede forfærdeligt.”

Men kommunen var glad for tanken om et initiativ i Udkants-Køge, så de gav tilladelse, og Frank Poulsen gik i gang og fik sat stedet i stand, så det kunne bruges som forsamlingshus. Nu var rammerne skabt for festligheder, og snart begyndte stedet da også at blive lejet ud. Med ejerens egne ord blev det hurtigt ”vildt populært” og var til nogle arrangementer booket flere år ud i fremtiden.

Så kunne historien være stoppet her med et velfungerende forsamlingshus, fester og sammenkomster og masser af glade og tilfredse mennesker. Men sådan skulle det ikke gå. Tværtimod. Gradvist begyndte modstanden mod forsamlingshuset at spire. Der kom klager over støj og andre gener, og det udviklede sig ifølge Frank Poulsen til en strid mellem tilhængere og modstandere af forsamlingshuset med ham selv i centrum for det hele.

For at imødekomme kritikerne investerede Frank Poulsen i forskellige former for støjisolering. Desværre havde det ikke den ønskede effekt.
”Jeg har brugt oceaner af tid og penge, og jeg fik også lavet en støjmåling, der viste, at jeg overholdt kravene. Jeg har brugt tæt på 800.000 kroner alt i alt på forsamlingshuset. Men jo mere jeg lavede, jo mere utilfredse blev naboerne, siger Frank.”

Undervejs har Køge Kommune flere gange været inde over sagen. Blandt andet med krav om nabohøring og forslag om ændring af lokalplan, så der kunne gives tilladelse til at drive forsamlingshus i den gamle Falck-station. Og hvor Frank Poulsen undervejs følte sig sikker på at have flere af kommunalpolitikernes opbakning, var det alligevel dem, der i sidste ende lukkede og slukkede for drømmen om forsamlingshuset i Borup. Det har gjort noget ved tilliden:

”Jeg er skuffet og bitter og forstår ikke de politikere, der lover én ting, men gør noget andet. Alle politikere bakkede det tidligere op, bl.a. op til kommunalvalget. Det kan blive svært for små iværksættere at lave noget i Køge Kommune, hvis politikerne leger sådan med dem,” siger han.

Sværest har det dog været, at kampen om forsamlingshuset har udviklet sig til en bitter strid mellem tilhængere og modstandere, og at det ifølge Frank Poulsen er blevet personligt.

”Alle har lov til at have en mening og give udtryk for den, men det er vigtigt, at vi snakker pænt og ordenligt. Jeg synes, det er kedeligt, at modstandere og tilhængere sviner hinanden til på den måde. Jeg er helt færdig nu. Jeg kan ikke holde til, at der bliver kørt så meget personligt på mig. Jeg er ked af, at forsamlingshuset ikke fik en chance, for jeg tror, at alle ville være blevet glade for det.”

Adspurgt, om der er kommet noget positivt ud af hele den lange kamp for forsamlingshuset, svarer Frank Poulsen et klart nej. Umiddelbart kan han ikke få øje på noget, der har været det hele værd, eller noget godt, der kan tages med derfra. Samtidig nævner han dog, at det har været den store opbakning fra Borup-borgere, der har holdt ham i gang, og at den gode tid i starten, hvor forsamlingshuset var lejet ud til fester, gav ham mod på at bruge både tid og penge på projektet.

Nu står han så med en tidligere Falck-station, som han ikke helt ved, hvad han skal bruge til.

”Jeg skal finde noget, der kan give lidt indtjening. Jeg har fået et par henvendelser, blandt andet fra en bikerklub og fra nogen, der havde tanke om at indrette køkken og lave mad ud af huset eller et lille spisested. Jeg ved ikke endnu, hvad det bliver, men jeg tror ikke på, at andre vil kunne køre et forsamlingshus her.”

Af Marie Louise Rasmussen

Tip os

57522288


heden@sn.dk

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk