16. juli 2019
Fugletælling 3 uge 25
gallery icon

Se billedserie

facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Fjordens ynglefugle er talt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fjordens ynglefugle er talt
Heden - 18. juni 2019 kl. 09:39
Af Heden Midtsjællands Avis
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Årets fugletælling på Roskilde Fjord viser blandt andet en fremgang for klyder, fjordterner og små måger. Havternen er gået tilbage.
Frederikssund Kommune, Lejre Kommune, Roskilde Kommune og Nationalpark Skjoldungernes Land har netop afsluttet den årlige tælling af ynglende fugle i Roskilde Fjord.
Roskilde Fjord er et af Danmarks vigtigste områder for ynglende og trækkende fugle. Hele fjorden og en stor del af dens omgivelser er derfor også strengt beskyttet af både dansk og international lovgivning.
Desværre har der gennem de sidste mange år været en voldsom tilbagegang i antallet af kolonirugende fugle i fjorden. Et bredt samarbejde bestående af bl.a. Naturstyrelsen, Roskilde Kommune, Lejre Kommune, Frederikssund Kommune og Nationalpark Skjoldungernes Land arbejder på at forbedre forholdene for ynglefuglene.

Klyden klarer sig
godt på Eskilsø
Årets fugletælling, som blev gennemført af biologer fra Orbicon A/S, er netop afsluttet, og der er mange spændende resultater.
Et besøg på Eskilsø viste allerede i 2018 en meget stor fremgang for klyden på øen. Succesen for arten fortsætter i 2019, hvor hele 93 par klyder blev fundet ynglende.
En medvirkende forklaring på klydens succes på Eskilsø er sandsynligvis, at Jagtforeningen Jyllinge Holme også i vinteren 2018/19 har været flittig til at bekæmpe ræve på øen. Også andre vadefugle som vibe, strandskade og rødben klarer sig rigtig godt på øen.

Fuglene har brug for plads
Et besøg i det nye naturgenoprettede område ved Selsø Kirke (Bredvig Sø) viste, at bl.a. gravænder, knarænder, krikænder, viber, rødben, lille præstekrave og gul vipstjert har fundet sig til rette i det nye vådområde.
Tællingerne viser hvert år, at fuglene i Roskilde Fjord har brug for plads, og at de ofte rykker rundt mellem de enkelte øer og holme, hvis der opstår problemer der, hvor de plejer at være. Derfor kan en ø eller holm være af stor betydning for fuglenes langsigtede overlevelse i fjorden, også selvom der nogle år ikke er fugle på øen.
De største fuglekolonier ved Roskilde Fjord findes på Eskilsø, ved Selsø Sø, på Lilleø og Øksneholm, men også helt små lokaliteter som fx holmene Slinken (Lejre Kommune) eller Blak (Roskilde Kommune), der i mange tilfælde kun er få hundrede kvadratmeter store, kan rumme imponerende store mængder af ynglende fugle.

Færre havterner end i 2018
Langdistancetrækkeren havternen, der tilbringer vinteren tæt på pakisbæltet rundt om Antarktis, havde med 73 par et særligt godt år i Roskilde Fjord i 2018. I 2019 faldt ynglebestanden til 43 par, heraf 24 ynglepar på Lilleø ved Jyllinge i Roskilde kommune, der fortsat er den vigtigste yngleplads for arten i Roskilde Fjord.
Fjordternen gik til gengæld frem fra 31 til 41 ynglepar, med Eskilsø og den lille holm Slinken som de vigtigste ynglelokaliteter.

Et godt år for små måger
Ederfuglen, som man lige nu kan se næsten over alt i fjorden med de karakteristiske "børnehaver" (store grupper af unger i samlet flok), gik i 2019 for første gang i mange år tilbage, men ynglebestanden er stadig meget stor.
Ederfuglen yngler nu på praktisk taget alle øer og holme i Roskilde Fjord, og i 2019 talte bestanden i Roskilde Fjord trods tilbagegang mere end 800 ynglepar.
De små måger, hættemåge og stormmåge, havde efter flere år med store tilbagegange et rigtig godt år i 2019. I hele fjorden gik bestanden af hættemåge frem fra 90 par i 2018 til 247 ynglepar i 2019.
En stor koloni indfandt sig på Eskilsø, og på den lille Sivholm i Lejre Kommune rugede 13 par. Hættemågen yngler desuden i større antal ved Selsø Sø, hvor der var ca. 400 par i 2019. Også bestanden af stormmåge gik frem i 2019.

Blåvinget and trak gæster
Årets tællinger bød, som altid, på et par overraskelser. Syd for Øksneholm i den nordlige del af fjorden sås en sortstrubet lom. En art, der normalt holder til langt ude på det åbne hav.
Ved Klydesøen på Eskilsø bød tællingen på en lille flok brushøns, mange svømmeænder, viber og rødben – og helt sensationelt også en blåvinget and. Denne sjældne trækgæst fra Nordamerika ses kun med flere års mellemrum herhjemme.
Nyheden om den blåvingede and, som svømmede rundt i Klydesøen på Eskilsø sammen med de lokale andefugle, nåede da også ud blandt danske ornitologer, som skyndte sig til stedet for at se den sjældne gæst.

Tip os

57522288


heden@sn.dk

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk