12. november 2019
Billede
gallery icon

Se billedserie

facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Bumletog til verdens ende

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Bumletog til verdens ende
Heden - 10. september 2019 kl. 08:40
Af Heden Midtsjællands Avis
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Igennem Sibirien til Vladivostok.

4. rejsebrev af Kim Greiner

Aldrig har vi frosset så meget som på turen igennem Sibirien, men det var inde i vores kupe, for der var skruet helt op for airconditionen. Udenfor var der 38 graders varme i skyggen. Men vi er garvede bumletogsrejsende, så vi havde ekstra tæpper og uldne sokker med i bagagen.
Vi har før taget bumletoget med "Den Transsibiriske Jernbane", hvilket kan læses i min bog "Bumletog fra Borup til Singapore." Dengang tog vi ruten igennem Mongoliet og Kina til Beijing. Denne gang ville vi tage ruten nord om Mongoliet til den russiske Stillehavsby Vladivostok, der ligger klods op ad Nordkorea.
Ulan Udes jernbanestation er ikke alverden stor. Vi var kommet i god tid og fandt vores tog på afgangstavlen. Så skiftede de spor, og vi skulle afsted fra perron 2 i stedet for perron 1. Åh nej, for der går en meget høj bro tværs over jernbaneterrænet, men den går i 10-12 meters højde, og rulletrappen er endnu ikke kommet til Sibirien. Nå, op ad alle trinene og ned ad alle trinene, og vi fandt lidt skygge under broen. Toget ville holde i 30 minutter i Ulan Ude, så der ville være god tid til at finde vogn 2.
I hver vogn er der 2 personaler, i dette tilfælde en ung mand og en ung kvinde. Jeg ved ikke, hvad de kaldes på russisk, men jeg kalder dem for togmanden og togdamen. De skiftedes til at have vagten med at tjekke billetter og gøre toget rent undervejs m.m.
I vores tilfælde var vi ventet, og togmanden bad bare om vores fornavne, og vi fik et kryds på listen, og så var det OK. Vi havde flottet os og betalt for en kupe med to køjer til hver. Lidt luksus, men så ville der da være lidt privatliv. Vi fik udleveret sengetøj, og så var vi klar til afgang.
Vi var i et ægte russisk tog, og der er toilettet pænt rent, men ellers er det ikke det vilde luksus. Der er en lille håndvask, hvor man skal trykke på en dims for at få vand ud. Toilettet er med pedal og frit fald til skinnerne, og derfor bliver det låst af, når vi nærmede os en by. Køreplanen er slået op på væggen, og der står alle de steder, vi skal stoppe undervejs, og hvor mange minutter toget holder hvert sted fra 2 til 30 minutter.
På dette tog fra Novosibirsk til Vladivostok holder toget 50 gange - et rigtigt bumletog. Men til forskel fra DSB så ankommer toget og kører præcis efter køreplanen. Hvad med at sende DSB-direktøren med og lure dem kunsten efter? Røde streger på planen viser, hvornår urene skal stilles en time frem.

Sibirien uden spisevogn
Vi var blevet installeret og var sultne og ville finde spisevognen. Når man går fra een vogn til en anden, skal 4 døre lukkes op og lukkes i, men vi arbejdede os ned igennem togstammen. Næste vogn var magen til vores. Så kom en 1. klasses vogn med kun to brede køjer i hver kupe. Så igennem en 3. klasses vogn, hvor alle ligger på rad og række i køjer i 2 etager på begge sider af gangen. Her kommer man helt sikkert hinanden ved.
Stadig ingen spisevogn, så jeg spurgte en togdame. Njet, ingen spisevogn i dette tog, sagde hun på russisk. Så kan 3 døgn godt være ret lang tid. Passagererne havde selv proviant med undtagen os. Vi fik købt to æsker tørrede nudler med tørret kød i en lille pose. Mindst 10 stykker kød a 1 mm2, så det ville blive et rigtigt ædegilde. Efterfølgende blev vi meget obs på køreplanen, og de få gange der var 15 eller 30 minutters stop, for vi ud for at købe brød, kiks og noget at drikke. Hvis der da var nogle steder at købe noget.
Det er første gang, vi har været med et langdistancetog uden spisevogn. Det er faktisk ærgerligt, for det giver 3 hyggelige afbræk om dagen med at studere spisekortet og alt efter toget indtage et kulinarisk måltid som i Australien eller en gang borsht i et russisk tog.
Om dagen holdt vi vores kupédør åben, hvis nogen skulle have lyst til at komme på besøg. De andre i toget var russere, og de taler ikke engelsk, så de skulle ikke nyde noget. Det eneste besøg vi fik, var vores togdame, der stak støvsugeren ind. Uden at hilse på nogen måde og uden den mindste antydning af et smil støvsugede hun og forsvandt igen. Det er heller ikke det bare sjov at være russer i Putins Rusland. Faktisk så tror jeg ikke, at jeg får farvelkys af hende, som jeg fik af togdamen i Kasakstan.
Toget er et bumletog, og nogle gange tror jeg, vi kun kørte 40-50 km i timen. Sibirien er faktisk slet ikke så stort, det føles bare sådan. Vi var kommet ind i et område med bjerge, og på et langt stræk kørte vi langs en brusende flod.
Nå, 3 døgn i en lille kupé med udsigt til skov, skov og skov og enkelte små landsbyer med små træhuse med kartofler i haverne kan godt være lidt langtrukken. På et tidspunkt var vi løbet helt tør for proviant udover 3 kiks og en flaske vand, men heldigvis var der 30 min. stop i Blogorsk, hvor vi købte 4 pølsehorn, kiks og en flaske såkaldt saft, der var det mest afskyelige, jeg nogensinde har smagt. Som trøst står Lenin som en forgyldt statue og hilser på os rejsende som et kært minde fra det gamle Sovjetunionen.
Foruden skov var vi kommet igennem kæmpestore øde græssletter uden et eneste husdyr undtagen 1 hest og 2 køer, vi så i en landsby. Jeg forstår ikke, hvorfor Putin breder sig ind i Ukraine i stedet for at udnytte græssletterne med får eller geder. Nå, vi kan også være lidt positive og glæde os over, at russerne er så økologiske med de kæmpestore blomsterenge.
Hvis nogen har planer om at tage en tur med "Den Transsibiriske Jernbane", så kan jeg varmt anbefale i Ulan Ude at fortsætte med "Den Transmongolske Jernbane" og gøre stop i Mongoliets hovedstad Ulan Bator og i Gobiørkenen og slutte i Beijing i Kina. Undtagen selvfølgelig hvis man er helt vild med 1000-vis af kilometer uberørt skov, græsmarker uden dyr og små bysamfund med træhuse, så skal man køre nord om Mongoliet.
Efter 3 døgn i toget kørte vi ind i Vladivostok. Byen er endestationen for "Den Transsibiriske Jernbane"og ligger 9.288 km fra Moskva.
Vi havde ryddet op i vores kupe, og vores to togfolk havde fået et postkort fra København og en lille kontant erkendtlighed til en glad aften. Togmanden insisterede på at bære vores kufferter ud på perronen og gav pænt hånd, og togdamen der havde været sky som en dåhjort og ikke været til at lokke et smil ud af, smilte nu og endda op til flere gange.

Fortsættes i Midtsjællands Avis i 5. rejsebrev: Vladivostok - Sibiriens ferieparadis.

Tip os

57522288


heden@sn.dk

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk