20. januar 2021
Færgen Isefjord. Pressefoto
Færgen Isefjord. Pressefoto
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Hundested-Rørvig Færgefart solgt til Samsø Linien

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hundested-Rørvig Færgefart solgt til Samsø Linien
Halsnæs - 12. januar 2021 kl. 13:33
Af Anders Nordstrand

Samsø Linien A/S køber Hundested-Rørvig Færgefart A/S, der forbinder det nordlige Sjælland og Odsherred. Det fremgår af en pressemeddelelse fra de to færgeselskaber tirsdag.

"Dette er med til at sikre fremtiden for færgefarten i området," siger Bo Andersen, fortsættende overfartsleder for Hundested-Rørvig A/S, og han fortætter:

”Hundested-Rørvig overfarten er et vigtigt forbindelsesled mellem Hundested og Rørvig og er afgørende for, at begge sider af Isefjorden er attraktive for både sommergæster og lokalbefolkning. Vi har haft en meget professionel proces med Samsø Linien, og vi er glade for, at ruten bliver drevet videre med rederikyndige ejere bag roret og med alle vores dygtige medarbejdere på broen og dækket.”

Overtagelsen sker formelt omkring den 1. februar i år, og John Steen-Mikkelsen, bestyrelsesformand for Samsø Linien A/S, forklarer i pressemeddelelsen:

”Det er med stor glæde, at vi har indgået aftale om overtagelse af Hundested-Rørvig Færgefart A/S. Vi har foretaget en grundig analyse i forbindelse med opkøbet, og det er et yderst veldrevet rederi, som vi glæder os til at drive og videreudvikle sammen med de eksisterende medarbejdere og de tidligere ejere, der bliver i virksomheden. Med købet vil vi igen blive et aktivt sejlende rederi og herigennem fastholde og udvikle vores kompetencer indenfor færgedrift samtidig med, at vi vil bidrage positivt til lokalsamfundene på både Samsø og omkring Hundested-Rørvig.”

Samsø Linien A/S har tidligere drevet færgetrafik mellem Samsø og Sjælland samt Jylland og har sidenhen chartret rederiets færge M/F Lolland ud til Molslinjen.

Hundested-Rørvig overfarten har i mere end 100 år været et vigtigt forbindelsesled over Isefjorden mellem det nordlige Sjælland og det store sommerhus- og ferieområde i Odsherred, så bilisterne undgår den længere tur rundt om Roskilde Fjord. Samtidig valfarter mange sommerhusgæster fra Odsherred til det nye område ved Hundested havn og attraktionerne i det nordlige Sjælland. For mange er ruten også et vigtigt bindeled til hurtigfærgeruten fra Sjællands Odde og videre forbindelse til Jylland.

Overfartsleder Bo Andersen oplyser til Halsnæs Avis, at han og medejer Kennie Kjeldsen begyndte at overveje et salg for et par år siden.

"En salgsproces kan godt vare nogle år, og vores alder har naturligvis spillet ind i forhold til timingen - hvornår tidspunktet er rigtigt. Vi havde dialog i gang om salget for to år siden, satte det på pause en periode, og fik sidste år gang i forhandlinger med Samsø Linien, som er et godt match til Hundested-Rørvig Færgefart med hensyn til personkreds og måden at drive en mindre færgerute," fortæller Bo Andersen, som oplyser at ruten fortsætter under samme navn og at de nuværende medarbejdere fortsætter i de samme stillinger som nu.

Fakta om ruterne og rederierne

Samsø Linien A/S har drevet rederi siden 1979 og er ejet af Samsø-Fonden, som blandt andet yder støtte til kulturlivet og unge samsinger. Samsø Linien A/S er fortsat et rederi, selv om den aktive færgedrift på Samsø foreløbig sluttede i 2008. Således ejer rederiet færgen M/F Lolland, som er chartret ud til Molslinjen og sejler mellem Langeland og Lolland. Samsø Linien A/S ejer desuden ejendommen Sælvig 48 på Sælvig havn, der er indrettet til restaurant og hotel.

Hundested-Rørvig Færgefart A/S er et mindre rederi med 14 ansatte, som indtil nu har været ejet af Bo Andersen og Kennie Kjeldsen, der forbliver ansatte på overfarten. Rederiet har eksisteret siden 1917, og blev grundlagt for at sejle sommerhusejere fra Hundested til Rørvig, hvor sommerhusområder voksede frem. Rederiet har en vigtig funktion for mobiliteten mellem det nordlige Sjælland og Odsherred.

Er det en god idé at indføre bøde eller straf, hvis man ikke vil gå i isolation efter en udlandsrejse?