28. oktober 2020
Løvdalen - meget tilfredstillende, siger tilsyn.
Løvdalen - meget tilfredstillende, siger tilsyn.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Fine karakterer for de seneste tilsyn

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fine karakterer for de seneste tilsyn
Halsnæs - 24. september 2020 kl. 17:25
Af Niels Jørgen Larsen

Udover de tilsyn som gennemføres af Styrelsen for Patientsikkerhed på udvalgte plejecentre, gennemfører Halsnæs Kommune ét uanmeldt tilsyn om året på hvert af kommunens plejecentre.

På næste møde i Udvalget for Ældre og Handicappede fremlægges tilsynsrapporter fra fire af kommunens plejecentre. Solhjem i Melby, Humlehaven i Ølsted og Hundested Plejecenter er vurderet i kategorien »Særdeles tilfredsstillende«, der er den bedste bedømmelse, mens Løvdalen i Frederiksværk får karakteren »Meget tilfredsstillende.« Det samme gør den private plejeleverandør Hånd i Hånd. De fine karakterer følges op af nogle bemærkninger om særlige fokuspunkter man skal være opmærksom på.

- Generelt ser tilsynene senest rigtig fine ud, konstaterer formand for Udvalget for Ældre og Handicappede Thue Lundgaard (EL), men han bakker op om Ældrerådets ønske om at se på, hvordan tilsynene laves.

Ældrerådet i Halsnæs har allerede for et år siden påtalt, at man ikke finder tilsyn udført af Styrelsen for Patientsikkerhed for retvisende, da de varsles op til seks uger på forhånd, og der yderligere på forhånd udtages beboere og pårørende til at medvirke ved tilsynet.

Omkring de lovpligtige kommunale tilsyn efter Servicelovens § 151 har man i Halsnæs valgt, at de udføres af en ekstern leverandør, som de senere år har været virksomheden BDO, men andre kommuner vælger selv at stå for tilsynene.

I følge Halsnæs Kommune foregår tilsynene ved, at BDO kommer på uanmeldt besøg uden, at lederne på plejecentret bliver varslet på forhånd. BDO gennemgår plejecentrets faglige dokumentation, laver interviews med borgere, ledere og medarbejdere og observerer dagligdagens aktiviteter. De uanmeldte tilsyn munder ud i en tilsynsrapport for hvert enkelt plejecenter og en samlet årsrapport med alle uanmeldte tilsyn.

Formand for Ældrerådet i Halsnæs Poula Thrane har noteret sig, at de seneste uanmeldte tilsyn på plejecentrene har været fine. Alligevel er hun lidt skeptisk ved tilsyn, som udføres for kommunale penge.

- Man kan spørge, om de tilsyn er gode nok. I otte år har vi oplevet, at man stadig ikke har fået bugt med ting, som er påpeget ved tilsynene. Man har arbejdet med det, men stadig ikke fået det i orden, siger Poula Thrane, der i sin tid som byrådsmedlem har oplevet, at forvaltningen anbefalede, at man ophørte med at bruge et firma, der havde afleverede kritiske rapporter.

Derfor stiller hun spørgsmålstegn ved, hvor uvildige disse tilsyn er.

Bliver du påvirket af overgangen til vintertid?