2. juli 2020
En svømmetur i Kattegat - oftest søger blikket i retning mod fødebyen Hundested.
En svømmetur i Kattegat - oftest søger blikket i retning mod fødebyen Hundested.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Ordenes barndomssko blev trådt i Hundested

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ordenes barndomssko blev trådt i Hundested

Gitte Herdin, tidligere Schack, har taget turen fra Hundested til Grenå - nu udgiver hun romanen 'Lille kriger'

Halsnæs Avis - 03. maj 2020 kl. 09:10
Af Thomas Quvang
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Det er fuldstændig uinteressant, at en i øvrigt ukendt kvinde i Grenaa udgiver en bog.
Det er ikke en gang en bog, der handler om Hundested. Eller Halsnæs. Eller den færge, der var engang. Og så alligevel…

For de ord, der står i den bog, har trådt sine barnesko i netop Hundested. På Halsnæs. I nærheden af den færge, der var engang. Og færgen vender vi tilbage til.

Ung og rebelsk

Opvokset i Hundested i 70´erne, skolebarn på Lerbjergskolen i 80´erne, ung og rebelsk i kollektiv i 90´erne, journalist på Halsnæs. Gitte Herdin, dengang Schack, husker det meste og fornægter på ingen måde sin herkomst og sin forbindelse til sin barndoms by.

For hvorfor skulle hun det. Det er netop i Hundested, at hun fik oplevelser, skriftlige legeplads og en masse god læring om ord. Og uden alt dette havde hun formentlig ikke stået netop nu, på den anden side af gattet, klar til at udgive sin første bog.

"Jeg har skrevet i 38 år. Eller sådan noget. Siden min absolut fabelagtige dansklærer, Ida Knudsen, lærte mig, at ord både kan smages på, lyttes til, ses, mærkes, lugtes til og give billeder i hovedet. Hun gav mig kærlighed til sproget og gav mig lov at lege", fortæller Gitte.

Forfatter eller journalist

Allerede som helt ung skrev Gitte meget. Mange tekster opstod pludseligt som ultrakorte noveller udfra det, der lige skete. En tur på Skansen, tossestreger med vennerne, tanker før sidste skoledag. Og det hele blev puttet i skrivebordet. Når andre fik knallerter, fik Gitte en elektrisk skrivemaskine:

"Jeg overvejede som 15-årig om jeg skulle være forfatter eller journalist. Objektivt set er det nemmere at tjene penge som journalist, og på det tidspunkt var jeg allerede på Radio Hundested. Boede der næsten".
Senere blev radiokarrieren til en karriere som skrivende journalist. Og så er det, vi vender tilbage til færgen.

Den 30/4-1994 sejlede den gamle Grenaa-Hundested-færge sin sidste sejlads. Og den var Gittes allerførste journalistiske historie til det, der dengang hed Frederiksværk og Omegns Ugeblad - i dag Halsnæs Avis.

Til Jylland - uden færge

"Jeg var virkelig priviligeret. Jeg sad på redaktion med to rummelige voksne mænd (Jan Almgreen-Hansen og Kim Larsen. red.), der gav mig nogle opgaver, hvor jeg kunne lege lidt med sproget, samtidig med at jeg lærte noget helt grundlæggende om at skrive og stramme sin tekst op. Det har jeg haft brug for siden mange gange. Både som underviser og nu som forfatter".

Der var rigtig gange gode historier at skrive om færgen i Hundested. Men på et tidspunkt endte det eventyr, og i 1996 fandt Gitte vej til Jylland, helt uden færge. Først til grænsen, så til hatten af Jylland, så til Århus og endelig, for ti år siden, til Grenaa.

I dag er hun mor til to, uddannet lærer, arbejder på 14. år på en Lilleskole og bor 2 km fra færgelejet, hvor Grenaa-Hundested-færgen engang lå. Og når hun er på havnen, så går blikket automatisk i retning af fødebyen.

Et af de smukkeste steder

"Jeg er fra Hundested. Det vil jeg altid være. Byen er stadig i mit hjerte, selvom der er gået 24 år. Og hvorfor skulle den ikke være det. Alle de historier, oplevelser og fantastiske mennesker, jeg husker derfra. Og jeg kan til hver en tid forestille mig, hvordan det er at sidde på Skansen og kigge udover havet. Det er et af de smukkeste steder, jeg kender", slutter Gitte Herdin.

Forfatteriet er indtil videre endt ud i en roman, der dels er en fortælling til og for børn, men også et spark til voksne om at huske at se børn som de enestående mennesker, de er. Den hedder 'Lille Kriger', og er udgivet af forlaget Forfatterskabet.

Den udkommer 4/5 på Forfatterskabet.dk og Saxo.com. De fleste boghandlere henter den også gerne hjem.

Har du ændret dine indkøbsvaner i forbindelse med coronakrisen?