Udbruddet på Trongården plejecenter i Vejby er endnu ikke blevet inddæmmet.
Siden december har der løbende været nye smittetilfælde blandt både borgere og personale. Som følge af udbruddet er der nu to borgere, der i løbet af den sidste uge er døde med coronavirus.
I skrivende stund tirsdag er der seks borgere, 12 medarbejdere samt tre timelønnede personaler smittet med covid-19.
- Vi gør alt, hvad vi kan, for at inddæmme smitten og gør alt, hvad vi kan, for at genenmgå arbejdsgange, sætte ekstra fokus på hygiejne og værnemiddel-regime - altså at sikre, at personalet er inde i, hvordan de skal tage værnemidler af og på, når de går ind, hvor der er smitte. Derudover har vi iværksat ekstra afspritning af alle kontaktflader, også i løbet af de enkelte vagtlag, da vi har indtryk af, at der kan være kontaktsmitte, fordi smitten er spredt til flere afdelinger. Så vi sætter ind med alt, hvad vi kan, siger centerchef i Gribskov Kommune, Mette Bierbaum.
Udover de mange smittede på Trongården, er der lige nu otte borgere og tre medarbejdere, der er smittet med corona på Helsingegården, samt to borgere på Bakkebo i Gilleleje.
Alle steder er indført besøgsforbud, som betyder, at kun én nærmeste pårørende må komme på besøg på plejecentrene.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her