
Det omfattende vejarbejde i krydset Vestergade og Rundinsvej ved gadekæret er snart slut. I de seneste otte uger er der skiftet fjernvarme-, vand- og kloak-ledninger.
Der mangler nu blot et nyt asfaltlag, og det forventes, at asfaltarbejdet foregår torsdag og fredag i denne uge.
Derefter bliver krydset i weekenden afmærket med vejstriber, cykelbaner mv., så krydset kan åbnes søndag.
Det betyder, at der igen er uhindret adgang for kørende trafik til forretningerne ved gadekæret, oplyser kommunen.
Derefter har kommunen så planlagt, at det mindre kryds ved Skolegade-Gadekærvej skal have samme omgang. Der er dog ikke helt så mange ledningsarbejder, så kommunen forventer, at arbejdet er helt færdigt i midten af oktober.
I forbindelse med det nye vejarbejde i skolegadekrydset bliver der omkørsel som vist på kortet.
Det langvarige vejarbejde medførte kritik fra forretningerne ved gadekæret. Vi mister omsætning, fordi kunderne ikke kan finde vej, klagede butikkerne.
- Butikkerne fik ingenting at vide på forhånd. De burde have informeret os om, hvad der skulle ske. Samtidig burde kommunen sætte et skilt op ved Rådhusvej, så kunderne kan finde vej hen til os, sagde Resul Uysal, som er indehaver af Byens Pizzeria ved gadekæret, da vejarbejdet gik i gang.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her