6. april 2020
Skoleleder Anja Helmbæk Horst. Foto: Camilla Nissen
gallery icon

Se billedserie

Skoleleder Anja Helmbæk Horst. Foto: Camilla Nissen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Skoleleder om narkosalg: Man skal ikke være naiv

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Skoleleder om narkosalg: Man skal ikke være naiv
Gribskov - 20. februar 2020 kl. 04:35
Af Joachim Christensen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

For skoleleder på Gilbjergskolen Anja Helmbæk Horst var det uventet, at Nordsjællands Politi i starten af februar meldte ud, at handlen med hash og kokain i Gribskov Kommune var usædvanligt offensiv. Politiet besøgte efterfølgende skolens afdeling på Rostgårdsvej med narkohunde.

- Det overrasker mig som skoleleder, at der skulle være noget særligt. Det er slet, slet ikke noget, vi har inde på livet på skolen.

Hundene snusede sig da heller ikke frem til noget af interesse ved besøget på skolen, der var en del af en større forebyggende indsats mod narkohandel ved skoler og i ungdomsmiljøer i kommunen, som politi og kommune har initieret.

- Det er usædvanligt, at det foregår så offensivt og tydeligt, som det gør i Gribskov. Derfor har vi øget vores synlighed og tilstedeværelse omkring skolerne og de miljøer, hvor de unge i øvrigt færdes, sagde vicepolitiinspektør Brian Stybe Grayston dengang.

Anja Helmbæk Horst er glad for politiets indsats og ifølge hende er personale på Gilbjergskolen nu særligt opmærksomme på eventuel køb og salg af narkotika ved skolen.

Det kan dog være svært at skelne uvedkommende personer på afdelingen for de ældste elever, da den ligger ved Gilleleje Øst Station og mange mennesker passerer igennem skolegården dagligt.

Ikke mere synligt nu

Også Mikael Lieberkind, erfaren ungdomsskoleleder, værdsætter politiarbejdet, selvom heller ikke han oplever, at narkohandlen er særligt opsigtsvækkende netop nu.

- Jeg har svært ved at sige, at det er mere synligt end før. Jeg har været ansat siden 1970, og gennem tiderne har der været perioder, hvor det rører sig mere end andre. Man kan ikke sige, det er opadgående hos os. Vi kan godt se, der er grupperinger, men det sker jo indimellem, siger han.

Ungdomsskolen har afdelinger i Gilleleje, Græsted og Helsinge og ved Remisen i Gilleleje har politiets og deres firbenede snushaner også været på besøg.

- Vi har jævnligt besøg af politiet, og det er jo på mange måder præventivt. De har været her med hunde flere gange, men der er ikke fundet noget, siger Mikael Lieberkind.

Vær nysgerrig

I ungdomsskoleregi er det personalets opgave at have øje fore de unges velbefindende og herunder eventuel narkohandel.

- Det er hele vores job at have øje for det, både når det er åbenlyst og skjult. Når vi observerer noget, er vi hurtige til at give det videre, og er der åbenlyst salg, så anmelder vi det og tager kontakt til forældrene, forklarer han.

Han mener, det er vigtigt, at politiet er synlige på gadeplan, men har også lært, at de til tider også kan lide at arbejde mere i det skjulte.

- Når vi har underrettet politiet, så har vi tænkt, hvorfor pokker gør de ikke noget, og så går der tre måneder, og så viser det sig, at de været i gang hele tiden, det fortæller de bare ikke os.

Men politiet opdager ikke alting, og det gør de erfarne øjne på de forskellige ungdomscentre heller ikke altid.

- Man skal ikke være naiv og tro, vi ikke kan snydes. Det kan vi alle sammen. Alle, der har børn, ved, at forældre også bliver snydt. Men det bedste man kan få, det er nysgerrige forældre. Det er irriterende for børnene, men det er det mest positive i verden, at man ved, hvad de laver, siger ungdomsskolelederen.