I Rema 1000 i Vejby fandt et tyveri sted søndag klokken 20. Der er således ikke tale om et røveri, som det ellers har fremgået på sociale medier. Det oplyser Nordsjællands Politi.
To unge mænd stjal otte kartoner cigaretter og løb efterfølgende fra supermarkedet.
Formentlig har personalet følt sig ubehageligt til mode, mens det er sket - som det fremgår på sociale medier, lyder det fra Nordsjællands Politi.
Men der er ikke tale om et røveri, da man i det tilfælde skal have forsøgt at standse tyvene, og der skal have været brugt vold eller udsat trusler om vold ifølge Nordsjællands Politi. De har derfor vurderet, at det ikke var et røveri, men et tyveri der fandt sted i Rema 1000 søndag aften.
Politiet modtog anmeldelsen af tyveriet klokken 20.08, og deres vurdering var, at det ikke ville være muligt at finde tyvene, der var løbet i retning af Blistrup - fordi der var gået knap 10 minutter fra tyveriet til anmeldelsen sammenholdt med responstiden, dvs. den tid det vil tage patruljen at nå frem.
Signalementet af de to mænd lyder i politiets døgnrapport som følger:
1) Mellemøstlig af udseende, 17-20 år, 170-175 cm, brun i huden.
2) Ikke etnisk dansk af udseende, 17-20 år, 175-180 cm, brun i huden.
Klokken 19.57, altså få minutter inden tyveriet i Vejby, modtog politiet en anmeldelse om, at der netop havde fundet et røveri sted i Rema 1000 i Hornbæk. Her blev kasseekspedienten truet med en kniv, og gerningsmanden kom fra supermarkedet med en mindre mængde kontanter.
Politiets patruljer blev i dette tilfælde sendt af sted til supermarkedet - dog uden at finde gerningsmanden.
Politiet vurderer, at der ikke er en sammenhæng mellem de to hændelser - blandt andet fordi de har fundet sted samtidigt. AH
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her