21. september 2021
BM Pleje har leveret hjemmepleje til Gribskov Kommune siden 2007 - nu har virksomheden opsagt kontrakten og lukker dermed næste år. Modelfoto: Colourbox
BM Pleje har leveret hjemmepleje til Gribskov Kommune siden 2007 - nu har virksomheden opsagt kontrakten og lukker dermed næste år. Modelfoto: Colourbox
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Kommunen i dialog med ny plejeleverandør

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Kommunen i dialog med ny plejeleverandør
Gribskov - 29. juni 2021 kl. 21:01
Af Anna Hjortsø

Mandag blev det meldt ud, at BM Pleje - den næststørste hjemmeplejeleverandør i Gribskov - har opsagt sin kontrakt med kommunen.

arrow Læs også: Efter plejeleverandør har trukket sig: - Vi må ind og analysere

Ifølge fritvalgsordningen har kommunen pligt til at give borgerne mulighed for at kunne vælge mellem flere leverandører, når det kommer til praktisk hjælp og personlig pleje.

Når opsigelsesperioden for BM Pleje udløber om et år, kan scenariet være, at borgerne vil kunne vælge mellem den kommunale hjemmepleje og en enkelt privat leverandør, nemlig Det skønne liv.

- Selvom der kun var en kommunal og en privat leverandør, ville vi efterleve fritvalget. Men der er faktisk et andet firma, der er ved at blive godkendt: Dansk Omsorgspleje, lyder det fra velfærdsdirektør Per Ullerichs i Gribskov Kommune.

- Vi er i dialog med dem, og selvom de ikke er godkendt endnu, så håber vi selvfølgelig, at de bliver det.

Han håber dermed, at der fortsat vil være tre hjemmeplejeleverandører, når BM Plejes opsigelsesperiode udløber.

Et år endnu

Skal I nu ud og lede efter flere private leverandører?

- Det vigtigste for os lige nu er at fortælle til borgerne og BM Plejes medarbejdere, at der er et år endnu. En masse tekniske overvejelser om andre leverandører - så langt er vi slet ikke kommet endnu. Hvis det lykkes med Dansk Omsorgspleje, vil der være en periode med fire leverandører, og når BM Pleje stopper, vil det være status quo.

I 2014 lavede Gribskov Kommune »Danmarkshistoriens største udbud,« hvorefter der var fem private leverandører af hjemmeplejen. Tre af dem - Bonderosen, Estrids Pleje, Aleris (nu Altiden) er faldet fra i løbet af årene, og hovedleverandøren Attendo blev opsagt. Og nu har BM Pleje så trukket stikket.

Per Ullerichs, er der gode nok vilkår for de private leverandører?

- Siden har vi ændret udbudsformen, da vi trak hjemmeplejen tilbage på kommunale hænder. Vi gik fra en udbudsmodel til en godkendelsesmodel, fordi vi tænkte, den var nemmere at arbejde med for leverandørerne. Det kan gøre det nemmere, at man som leverandør slipper for at lave store tilbud.

Hvorfor er der ikke flere private leverandører for tiden - henvender de sig ikke, eller er det sådan, at de ikke bliver godkendt?

- Vi får ikke særlig mange henvendelser. Mit indtryk er, at når vi får en henvendelse, så hjælper vi dem med, at de kan blive godkendt. Vi vil gerne, at borgerne har frit valg.

Er der noget, I skal gøre anderledes ift. Gribskov som attraktiv kommune for private hjemmeplejeleverandører?

- Vi er forfærdelig kede af, at BM Pleje stopper. De har været hos os i adskillelige år, og vi har haft et godt samarbejde med dem. Det er ærgerligt, men det er deres beslutning, og sådan er det vel. Vi vil gerne fremme det frie valg og have flere leverandører, men jeg kan ikke trylle noget frem i markedet, svarer han.

Hårdt og slidsomt arbejde

Fra BM Plejes direktør og ejer, Martin Marburger, lød begrundelsen for deres opsigelse mandag blandt andet:

- Det er et hårdt og slidsomt arbejde at drive en hjemmepleje virksomhed, som altid er i gang med meget lange arbejdsperioder uden mulighed for at holde fri.

Ifølge velfærdsdirektør Per Ullerichs har der ikke været problemer i samarbejdet mellem kommunen og BM Pleje.

- Nej, ikke andet end de ting, der har været kendt, bl.a. i Ugeposten.

I maj udtalte Martin Marburger fra BM Pleje, at kommunen burde justere betalingen til dem løbende, hvis der i den kommunale hjemmepleje var forhøjede udgifter - frem for blot én gang om året.

Betalingen til private leverandører bliver nemlig beregnet ud fra, hvor mange penge der er blevet brugt i den kommunale hjemmepleje, og betalingen skal derfor justeres, hvis der for eksempel er et ekstraforbrug.

I februar blev BM Plejes daglige leder, Birgitte Marburger, blokeret på Facebook af næstformanden i Ældre, social og sundhedsudvalget, Pernille Kromann Sams (Nyt Gribskov), efter en debat om plejen af en terminal borger.

- Det er i forvejen et presset område at være leverandør på. Og den slags ting her gør det ikke ligefrem nemmere. Det her handler for mig om det signal, man sender ved at blokere. At man vil udelukke nogen fra debatten, fordi de ikke er enige med én, lød det dengang fra Birgitte Marburger.

Synes du, at kommunen er der for dig?