11. december 2019
Rita Hansen og Niels Stokholm. Billedet er fra filmen »Så meget godt i vente.«
Rita Hansen og Niels Stokholm. Billedet er fra filmen »Så meget godt i vente.«
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Ingen ankesag mod biodynamisk landmand

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ingen ankesag mod biodynamisk landmand
Opdateret 03. december 2019 kl. 11:41
Gribskov - 03. december 2019 kl. 11:30
Af Camilla Nissen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Statsadvokaten har afvist at indbringe en dom for dyremishandling fra Retten i Helsingør for Landsretten. Det oplyser senioranklager Rikke Hald til Helsingør Dagblad. Det skyldes blandt andet den dømtes høje alder og andre personlige forhold.

Dermed er sagen mod den biodynamiske landmand fra Thorshøjgård i Villingerød, Niels Stokholm, samt hans samlever og medhjælper gennem 23 år, Rita Hansen, helt afsluttet, da de to heller ikke har ønsket at anke sagen. Det fortalte Rita Hansen til Frederiksborg Amts Avis, da vi besøgte gården, kort efter dommen var blevet afsat. Hun gav udtryk for, at de ønskede at lægge sagen bag sig og glemme det.

86-årige Niels Stokholm fik en betinget fængselsstraf på 30 dage samt en frakendelse af retten til at beskæftige sig med kreaturer i tre år. Rita Hansen fik en dom på 20 dages betinget fængsel og en betinget rettighedsfrakendelse. Ifølge anklageskriftet har de blandt andet behandlet to kalve groft uansvarligt med karakter af mishandling. Kalvene var sygeligt afmagrede, da politi og embedslæge kom på tilsynsbesøg i marts sidste år, lyder det i tiltalen. Den ene lå død i en boks og den anden måtte aflives.

En stor del af forklaringen på dommen er ifølge Rita Hansen, at gården i vinteren 2018 tog i mod en dårlig besætning på 72 køer. Samtidig er Niels Stokholm kommet op i årene, og har været alvorligt syg.

- Allerede da vi modtog den dårlige besætning i maj 2017, var han oppe i årene. Og det var en meget dårlig besætning. Det dokumenterede vi også i retten, hvor vi viste et brev om de dyr, vi fik. Vi var ikke klar over, at de var så dårlige. Det var svært at rette op på. De havde gået i grupper, hvor tyre, der var født i flokken, havde løbet kalve, der var for små til at kælve, og de var indavlede. Så dem, der ikke døde, måtte vi aflive. Det var en forfærdelig vinter, fortalte Rita Hansen, som er ked af at blive dømt for dyremishandling, når de faktisk gjorde alt, hvad de kunne for dyrene.

Niels Stokholm er både kendt fra dokumentarfilmen »Så meget godt i vente« samt en bog, »Kærlighed til alt levende« - og som titlen antyder, er han netop en mand, der går meget op i dyrevelfærd. På Thorshøjgaard lever dyrene »i overensstemmelse med deres instinkter, i balance med naturen og menneskene på gården,« lyder det i beskrivelsen på gårdens hjemmeside.

Frakendelsen af retten til at have med kreaturer at gøre kommer i øvrigt ikke til at få praktisk betydning, da Thorshøjgaard allerede for et år siden fik to nyuddannede landmænd til at overtage ansvaret for besætningen, som nu består af 88 køer.