20. juni 2021
Mathias Arnvig Silberberg stiller op til kommunalvalget. Foto: Gustav Volstrup Sønderlund
Mathias Arnvig Silberberg stiller op til kommunalvalget. Foto: Gustav Volstrup Sønderlund
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Gymnasieelev stiller op til byrådet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Gymnasieelev stiller op til byrådet
Gribskov - 06. juni 2021 kl. 11:12
Af Gustav Volstrup Sønderlund, gymnasieelev, Gribskov Gymnasium

17-årige Mathias Arnvig Zilberberg har store ambitioner inden for politik. Til daglig er han studerende på Gribskov Gymnasium, og er aktivt medlem af SF og SFU. Nu er det hans målsætning, at blive valgt ind i byrådet for SF til det kommende kommunalvalg, og på længere sigt at blive valgt ind i Folketinget. Og hvis man spørger ham selv, er han og SF et godt match, selvom han i første omgang var medlem af Alternativet.

- Jeg føler mig enormt godt tilpas i SF, hvilket jeg egentlig også gjorde i Alternativet. Jeg skiftede faktisk fra Alternativet, fordi der var så dårlig intern energi, og det hele kørte så skidt. Så var jeg nødt til at revurdere, hvad mine chancer egentlig er oven på alt det hurlumhej, der har været, og der var SF et oplagt valg.

Hvorfor stiller du op?
- Det er det klassiske med, at man ønsker at ændre noget, man er utilfreds med, eller at der er ting, man synes godt kunne være bedre. Nu er jeg jo typen, der altid godt kan lide at sige min mening og råbe op og lave ændringer, og der er kommunalvalget et godt sted at starte, hvis man gerne vil lave nogle ændringer for folk i sin egen kommune.

Mærkesager
Mathias har en målsætning om at være et byrådsmedlem, der favner bredt. Derfor har han udvalgt fire mærkesager, der for ham er væsentlige, og som han mener, der er potentiale i for Gribskov Kommune. Særligt er det oplagt for ham at prioritere den unge dagsorden.

- For det første er det nærliggende, at jeg gerne vil i børne- og ungeudvalget, fordi jeg ønsker at fremme børn og unge i kommunen. Jeg vil gerne give de unge mennesker en stemme, for jeg føler lidt, at de tit bliver glemt i den offentlige debat, men det er dermed ikke sagt, at jeg ikke vil kæmpe for alle, for det er jo ens job som politiker.

Mathias vil imidlertid gerne lægge vægt på, at han har andre fokusområder end blot at fremme unge i Gribskov Kommune.

- For kort at opsummere mine fire mærkesager: Gribskov Kommune skal være et godt sted at være barn og ung i, det skal være et godt sted at blive gammel i, vi skal være en grøn foregangskommune og vi skal have bedre offentlig transport.

For Mathias er det vigtigt, at Gribskov Kommune har en bæredygtig grøn politik, der kan sikre Gribskov Kommune bedre potentiale på længere sigt.

- Gribskov Kommune skal være en grøn foregangskommune. Det skal vi både være i forhold til vores drikkevand og vores måde at sprøjte på offentlige arealer på, i forhold til affaldssortering og i forhold til biodiversitet.

Store planer for Gribskov Kommune

En ting er at have høje ambitioner, men en anden ting er faktisk at udfolde disse ambitioner. Dette har Mathias intet besvær med, idet han allerede har fremsat en række konkrete forslag, han mener, vil gavne Gribskov Kommune:

- Vi skal være bedre til at affaldssortere i kommunen. Hvis man kigger på andre kommuner og deres affaldssorteringssystemer, der har de langt flere skraldespande, de sorterer på anderledes måder end vi gør her i kommunen og i vores sommerhusområder har man ikke affaldssortering. Og det er en ting, jeg gerne vil have ændret.

- Hvis man skal kigge på de unge, så skal vi stadig have de stærke tilbud. Helt konkret skal vi stoppe med at spare på de unges områder. Konsekvent hver eneste gang der skal spares, sidder ungdomsskoler og holder vejret, fordi de kan blive ramt af sparekniven, hver gang der skal spares i kommunen. Der vil jeg gerne kæmpe meget for, at det ikke er hos de unge man sparer.

- Vi skal også have bedre offentlig transport. Vi skal både have bedre afgangstider, og så ser jeg gerne, at der kommer nattog i hverdagene og i weekenderne. Det er klart, at det ikke er noget, der bliver taget en politisk beslutning om i Gribskov Kommune, men man kan som kommune presse på i forhold til regionsrådet, som på den måde kan få indfriet ønsket.

Personlige ambitioner
På sigt vil den unge politiker gerne ind i landspolitik.

- Jeg vil gerne i Folketinget. Grunden til, jeg stiller op til byrådet, er fordi det er et godt sted at starte. Fordi jeg kun er 18 år gammel, så er der langt til Folketinget. Derfor er min ambition for det første, at nu vil jeg gerne i byrådet, få taget min uddannelse, få noget god erfaring i byrådet og så på et senere tidspunkt stille op til folketingsvalget.

Med fokus på den unge dagsorden, ældreplejen, den grønne politik og offentlig transport sætter Mathias gang i sin valgkamp i begyndelsen af efteråret.

Der er kommunalvalg
16. november.

Artiklen her er et af resultaterne af en workshop for lokale gymnasieelever med interesse for journalistik. Workshoppen er et samarbejde mellem Gribskov Gymnasium og Ugeposten.

Er du tryg ved ikke at skulle gå med mundbind mere?