21. oktober 2021
Bente Nielsen står nu til at måtte forlade sit barndomshjem, slægtsgården Auleholm. Foto: Allan Nørregaard
gallery icon

Se billedserie

Bente Nielsen står nu til at måtte forlade sit barndomshjem, slægtsgården Auleholm. Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Efter årelang kamp: Nu må hun forlade slægtsgården

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Efter årelang kamp: Nu må hun forlade slægtsgården
Gribskov - 28. september 2021 kl. 07:10
Af Camilla Nissen

På en gård i Huseby sidder en ulykkelig kvinde. Hun har kæmpet med næb og kløer for at beholde sit barndomshjem, slægtsgården Auleholm, men forgæves. De sidste tre et halvt år har hun døjet med et sygdomsforløb på grund af en dyb infektion i det ene knæ.

- Jeg er blevet opereret 10 gange og har tilbragt 200 dage på hospitalet. Jeg kan ikke gå en tur, som det er i dag. Det er svært, når man har været vant til at arbejde 12-14 timer om dagen. Jeg gik til genoptræning, men man får kun et vist antal gange, og så bliver man smidt af holdet, siger en berørt Bente Nielsen.

Hendes lange sygdomsforløb har betydet, at hun har måttet hyre medhjælper og vikarer til at passe gården - men uden at kunne få erstatning, og Bente Nielsens økonomiske situation er nu så trængt, at hun har solgt slægtsgården.

- Jeg skal flytte fra gården, for jeg har ikke råd til at blive boende der. Jeg har kæmpet for at bevare det hele, men jeg må bare konstatere, at jeg har mistet det hele. Det er så uretfærdigt, når jeg har kæmpet så meget, siger hun.

Fik først medhold

I første omgang havde Patienterstatningen ellers givet Bente Nielsen medhold i, at hun var blevet fejlbehandlet på hospitalet, efter at hun var faldet og såret efter en nylig operation var sprunget op i juli 2017. Det medførte en dyb infektion og mange operationer. Hun fik således udbetalt 66.700 kroner fra Patienterstatningen, som skal dække svie og smerte.

Men tilbage i 2018 kunne Frederiksborg Amts Avis fortælle, at hun ikke havde fået en krone for tabt arbejdsfortjeneste, da det i erstatningsopgørelsen, som Frederiksborg Amts Avis fik aktindsigt i, blandt andet lød, at hendes indkomst havde været meget lille, og at driftstabet for 2017 skyldtes andre årsager end behandlingsskadens følger.

Den afgørelse valgte Bente Nielsen at anke. Men sagen tog derfra en helt anden drejning, da Ankenævnet for Patienterstatningen vurderede, at hun ikke er blevet påført en skade som følge af behandlingen på hospitalet. Dermed er hun ikke berettiget til nogen form for erstatning.

- Det er ankenævnets vurdering, at den manglende udskiftning af lineren ikke med overvejende sandsynlighed er årsag til Bente Ester Nielsens infektion og behandlingsforløb eller hendes nuværende gener, lyder det blandt andet i afgørelsen, som Bente Nielsen har givet avisen lov at se.

Erstatningssag

Bente Nielsen har hyret en advokat og har valgt at rejse en sag om erstatningsspørgsmålet, som skal for retten.

- Der kører en retssag, men jeg får formodentlig ikke noget ud af det. Der er berammet en retsdag, som er blevet udskudt, fortæller hun.

Og nu er der altså ikke andet at gøre, end at flytte fra den gård, hvor hun har boet hele livet.

- Jeg har stadig dyr og har fået lov at bo der til 1. oktober. Jeg har cirka 30 dyr, som går på marken, men de skal sælges. Jeg har også solgt mine maskiner og håber på at finde et mindre sted at bo. Det er hårdt, når man har en slægtsgård og har boet der hele livet, at så er det pludselig ud, på grund af en infektion, siger Bente Nielsen.

Bente Nielsens situation blev beskrevet i flere medier i 2018, blandt andet TV2, efter Frederiksborg Amts Avis havde belyst hendes sag. Dengang havde hun fået Patienterstatningens vurdering af, at skaden er erstatningsberettiget - men havde endnu ikke set nogen penge.

Patienterstatningens forklaring til Bente Nielsen var, at hun skulle være raskmeldt, før mén-graden kan opgøres - men det var uvist, hvornår hun kunne blive meldt rask. Det fik flere politikere til at reagere og kræve, at hun fik udbetalt erstatning, før hun blev raskmeldt.

Synes du, der skal lægges klima-afgifter på flyrejser?