
To tidligere kollegaer til den dræbte læge Charlotte Asperud vidnede onsdag morgen i Retten i Helsingør. Her stod det klart, at ingen af dem havde hørt om, at Charotte Asperud skulle være blevet opsøgt af en tidligere patient.
Den tiltalte i sagen, en 56-årig mand, fortalte ellers på første retsdag onsdag, at han også i 2016 eller 2017 havde opsøgt Charlotte Asperud på hendes adresse for at tale om et behandlingsforløb i 2014, hvor Asperud var en af de læger, der stod for behandlingen af den tiltalte efter et trafikuheld.
- Jeg bankede på døren og forklarede mit ærinde, men hun smækkede bare døren i, forklarede han
En mandlig lægekollega, som har arbejdet sammen med hende på hospitalet i Hillerød - senest indtil cirka 2018 - fortalte, at Charlotte Asperud ikke har fortalt ham, at hun er blevet opsøgt af tidligere patienter på sin private bopæl. Manden har også været tillidsrepræsentant.
Heller ikke en yngre kvinde, der var kollega med Charlotte Asperud, har hverken i kraft af sin rolle som tillidsrepræsentant for Charlotte Asperud i et års tid eller som tæt kollega fået fortalt, at hun skulle være blevet opsøgt af tidligere patienter på sin privatadresse.
Anklageren spurgte begge kollegaer, om der var retningslinjer for, hvis man bliver opsøgt på sin private bopæl af tidligere patienter.
- Det tror jeg ikke, der er. Jeg er ikke stødt på det, sagde den mandlige kollega.
Han har været læge i Danmark i 20 år, fortalte han.
- Jeg har ikke oplevet det, hverken mig selv eller med andre, sagde han.
Hvis han selv skulle opleve at blive opsøgt, kunne han godt finde på at snakke med ledelsen og tillidsmanden om det, fortalte han.
- Jeg tænker, der må være nogle retningslinjer, sagde den kvindelige kollega.
- Men jeg er ikke bekendt med nogle specifikke.
Charlotte Asperud blev slået ihjel i sit hjem i Tisvildeleje i foråret 2019. Den tiltalte erkender vold med døden til følge, men nægter manddrab.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her