

Se billedserie
Balloner og flag samt børn i gule veste lyser op på gågaden fredag formiddag. Det er tydeligt, at der sker noget særligt for børnene på torvet i Helsinge, hvor der også er stillet en scene op og forskellige boder med sjov og leg. Helsinge Børnefestival, den ottende i rækken, arrangeret af Foreningen Helsinge -Danmarks Bedste Børneby, er i gang.
Formand for foreningen, Kamilla Brøckner Barslund, er trukket i en guldhat og guldjakke og deler børneboller fra Kvickly ud til ungerne. Hun peger på, at målet med festivalen er at samle byen og vise de gode ting ved Helsinge frem til børnene og glæder sig over, at butikker og foreninger i Helsinge bakker op om festivalen - i højere grad i år end tidligere.
- De har pyntet op og lavet konkurrencer for børnene. Vi vil gerne prøve at samle byen og vil gerne give et godt indtryk af byen. Så børnene kan tage et godt billede af deres hjemstavn med sig videre i livet, siger Kamilla Brøckner Barslund, der selv er fra Helsinge.
- Jeg var væk fra byen i ti år og kom tilbage for at stifte familie. Jeg var selv med i HUC, og man bliver en smule stolt, når man viser, hvad byen har at byde på, siger hun.
Hun mener, der er behov for at løfte i flok og hjælpe hinanden for at kunne skabe noget og sprede livsglæde i byen.
- Børnefestivalen er bygget på frivillige kræfter og små pengegaver, og børnene kommer hjem med kæmpe oplevelser og glæder sig til næste år, siger hun.
I år arrangerede Helsinge - Danmarks Bedste Børneby også Sankthans, hvor der kom 700 mennesker. Det beviser, at folk gerne vil fællesskabet i Helsinge. Det er bare vigtigt, at nogen vil bidrage til det.
- Helsinge mangler noget mere fællesskab. Hvad er det, vi kan og vil her i byen. For vi kan faktisk noget, hvis flere yder en frivillig indsats, siger hun.
Børnefestivalen fortsætter i dag lørdag med blandt andet trylleshow, en danmarksberømt youtuber, The Wave fra MGP og danseopvisning.
Se programmet på danmarksbedsteborneby.dk.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her