15. oktober 2019
Greves borgmester, Pernille Beckmann (V) til venstre, og skole- og børneudvalgsformand, Claus Jensen (V), modtog boldene fra Greve Forældreorganisation. Foto: Janus Spøhr
Greves borgmester, Pernille Beckmann (V) til venstre, og skole- og børneudvalgsformand, Claus Jensen (V), modtog boldene fra Greve Forældreorganisation. Foto: Janus Spøhr
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Utilfredse forældre afleverede 1677 bolde til byrådet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Utilfredse forældre afleverede 1677 bolde til byrådet
Greve - 08. oktober 2019 kl. 09:58
Af Janus Spøhr
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Det kunne ligne en installationskunstners skøre idé, at der midt på gulvet stod fire gennemsigtige poser med små farvestrålende plastikbolde mandag aften, da byrådsmødet begyndte, men det var det nu ikke.

I stedet var det 1677 bolde fra forældre i hele Greve Kommune, som er utilfredse med blandt andet normeringerne i daginstitutionerne og indførelse af såkaldte flydende skoledistrikter. Flere af forældrene var også mødt frem til byrådsmødet.

- Vi er dybt bekymret for børnenes fremtid i Greve. Vi savner flere visioner i stedet for blot sparepotentiale. Husk nu at gå i dialog med forældrene og vær ikke bange for spørgsmål, lød det fra Nananaya Gudmundsen, der er bestyrelsesmedlem i Greve Forældreorganisation, til byrødderne.

Konkret er flere forældre bekymret for, at der ikke er nok hænder til deres børn i vuggstuerne og børnehaverne, og derfor efterlyser de flere pædagoger. I budgettet er der afsat 1,5 millioner kroner til flere voksne blandt børnene i kommunens 34 institutioner, men det rækker ikke langt nok, mener forældrene.

Også på skoleområdet vækker lokalpolitikernes beslutninger bekymring - især fordi der er lagt op til flydende skoledistrikter, og at fritidsklubberne skal lægges ind under skolerne.

- Der er ikke taget stilling til kriterier og konsekvenser ved de her nye skoledistrikter. Der kan komme op til 12 børn flere i skoleklasserne, lød det fra en anden forælder.

- I skal ikke anse os som monstre, der ikke vil børnene det godt. Vi forvalter kommunens økonomi efter de rammer, som vi har. Vi vil se på, om vi kan frigive pædagogtimer fra administrativt arbejde, lød svaret fra Greve Kommunes borgmester, Pernille Beckmann (V), der fortalte, at beslutningen om at lægge fritidsklubberne ind under skolerne sker for at afvikle matrikler, som er slidte.

Borgmesteren inviterede herefter Greve Forældreorganisation til et møde. Samtidig forklarede Claus Jensen (V), der er formand for skole- og børneudvalget, at beslutningen om at lave flydende skoledistrikter skal jævne eleverne mere ud, så der ikke på nogle af kommunens skoler skal være 28 elever i klasserne, mens antallet af elever i nogle klasser på andre skoler er på 15 til 16 elever.

I det hele taget fyldte økonomi meget på byrådsmødet. I den netop indgåede budgetaftale mellem Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance er der lagt op til at spare 2,5 millioner kroner næste år på at afskaffe klippekortordningen til ældre. Det mødte også stor spørgelyst blandt de fremmødte borgere.

- Klippekortordningen giver livskvalitet i den sidste del af livet. Jeg beder om, at I kigger på det igen, sagde en borger på byrådsmødet.

- Igen må jeg sige, at vi skal prioritere midlerne i kommunen. Hvis I to grupper bliver enige om, hvordan I vil fordele pengene, lader jeg gerne høre fra jer. Der er sympati for både børnene og de ældre, sagde Pernille Beckmann.

Et tredje punkt på dagsorden handlede om midlertidige flygtningeboliger. Greve Kommunes dispensation til de midlertidige flygtningeboliger udløber nemlig til næste år, og bliver den ikke forlænget, vil det koste 12 millioner kroner.

- Det er penge, som vi kunne have brugt på børn og klippekortordningen, sagde Dansk Folkepartis gruppeformand, Liselott Blixt.

Socialdemokratiets Bjarke Abel sagde, at han og resten af partiets byrådsgruppe har taget kontakt til deres kontakter på Christiansborg.

- I andre kommuner har de integreret flygtninge på arbejdsmarkedet, så der ikke er brug for midlertidige boliger til flygtninge. Vi har brug for at se mere langsigtet på tingenei Greve også, sagde han.