6. maj 2021
Knapt 1.000 færre er medlem af en idrætsforening i Greve i dag i forhold til for et år siden. Flere peger på corona som årsagen. Arkivfoto
Knapt 1.000 færre er medlem af en idrætsforening i Greve i dag i forhold til for et år siden. Flere peger på corona som årsagen. Arkivfoto
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Færre dyrker idræt i Greve

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Færre dyrker idræt i Greve
Greve - 15. april 2021 kl. 06:19
Af Janus Spøhr

974. Så mange har meldt sig ud af idrætsforeningerne i Greve Kommune det seneste år. Det viser nye tal fra DIF og DGI.

Kigger man på tallene, er
det blandt andet atletik og gymnastik, der er ramt i Greve.

Sussie Busk Hansen, der er formand for Greve Gymnastik, forklarer, at medlemsfaldet er mellem 20 og 25 procent.

- Corona har været en lang, sej periode. I hele foråret sidste år blev der lukket for al træning, konkurrencer og opvisninger, siger hun og forklarer, at det både er bredde- og konkurrencemedlemmerne, der er stoppet.

For breddeudøverne skyldes det især det sociale liv, som det har været småt med på grund af nedlukningerne, mens det for konkurrenceudøverne især skyldes, at der ikke har været stævner, som de har skullet træne op til.

- De færre medlemmer og de mange værnemidler koster os også penge, siger Sussie Busk Hansen.

Også hos Greve Atletik kan de mærke coronaens indtog i medlemstallene. Her er det især de 10 til 14-årige, som ikke er vendt tilbage efter nedlukningerne.

- Det seneste år har været meget turbulent ligesom meget andet, siger formand for Greve Atletik, Thomas Andersson og peger på, at det sociale sammenhold har manglet.

Også stigninger
Hos Greve Tennisklub er der et svagt stigende antal medlemmer. Det glæder naturligt nok formand i klubben, Carsten Møller.

- Vi er blevet begunstiget af, at vi har kunnet spille udendørs. Vi har benyttet tre baner i løbet af vinteren, siger han og glæder sig til, at medlemmerne også fra den 21. april kan spille tennis indenfor.

Halvdelen af medlemmerne i Greve Tennisklub er over 60 år, og mange af dem har savnet det sociale fællesskab, som de normalt har. For eksempel spiser mange af klubbens spillere ofte frokost sammen efter træning, mens de plejer at drikke kaffe sammen, inden de griber ketcherne.

- Corona har gjort ondt, og en del af vores ældre medlemmer har følt sig isoleret under corona. Fællesskabet betyder noget for mennesker, der måske er blevet alene, siger Carsten Møller.

Greve Tennisklub holder den 8. maj klokken 10 tennissportens dag, hvor alle er velkomne til at være med.

Hos Sejlklubben Køge Bugt har corona haft en glædelig virkning. Her er medlemstallet steget med cirka 200.

- Der er flere, der har købt båd og flere, der er blevet interesseret i at sejle, siger formand Birger Monrad.

Han mener, at sejlads er en coronavenlig sport, fordi den foregår udenfor og gør det muligt at holde god afstand.

På trods af de mange nye medlemmer glæder han sig til at vende tilbage til normalen.

- Vi har ikke rigtig fysisk kontakt med de nye medlemmer, fordi der stadig er forsamlingsforbud. Vi håber, at vi snart kan se vores dejlige nye medlemmer, siger Birger Monrad.

Planlægger du at holde den kommende sommerferie uden for Danmarks grænser?