15. juni 2021
Billede
gallery icon

Se billedserie

facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Byrådskandidat får en smagsprøve på politikerlivet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Byrådskandidat får en smagsprøve på politikerlivet
Greve - 04. juni 2021 kl. 13:31
Af Emil Abkjær Kristensen

Det er på en kedelig baggrund, og stod det til ham, burde han ikke ind og vikariere i byrådet i Greve.

Men sådan er virkeligheden, og frem til 17. august e Konservatives Jess Eiberg Hansen afløser for Brigitte Klintskov Jerkel, som har sygeorlov fra byrådsarbejdet på grund af en blodprop og en allergisk reaktion på den medicin, hun har fået efterfølgende.

- Jeg er ked af, at Brigitte er syg, og jeg ville ønske, at det ikke var nødvendigt, at jeg skal ind og vikariere i byrådet, siger Jess Eiberg Hansen.

- Men når det ikke kan være anderledes, så ser jeg frem til oplevelsen og til at få et bedre indblik i det politiske arbejde.

Indblikket bliver dog en smule begrænset, da byrådet snart holder sommerferie, og derfor kan Jess Eiberg Hansen blot se frem til et enkelt møde i økonomiudvalget og et enkelt byrådsmøde.

- Jeg gør mig selvfølgelig ingen idéer om, at jeg skal ændre alt muligt, men som kandidat til kommunalvalget bliver det en spændende mulighed for at opleve noget af det politiske arbejde indefra, siger Jess Eiberg Hansen.

FAKTA
  • Jess Eiberg Hansen
  • 62 år gammel
  • Gift med Charlotte, som han har to voksne børn, en datter på 29 og en søn på 25, med.
  • Har arbejdet i Danske Bank siden 1979.
  • Bor i Mosede og flyttede til Greve i 1995.
  • Han er medlem af Danske Handicap Organisationer i Greve.
  • Medlem af Det Konservative Folkeparti siden 2013.
Nummer to på listen

Den konservative politiker håber, at han kan veksle vikartjansen til en permanent plads i byrådet, når der er kommunalvalg til efteråret. Her er han netop blevet valgt som nummer to på partiets liste, hvor Brigitte Klintskov Jerkel er spidskandidat.

- Hvis tendenserne fra det landspolitiske smitter af, så har vi gode muligheder for at få valgt to ind. Jeg vil selvfølgelig gerne vælges ind, men det vigtigste for mig er, at Konservative får et godt valg og en større indflydelse i Greve Kommune efter valget, siger Jess Eiberg Hansen.

Han blev selv medlem af Konservative 2013, efter længere tids tilløb. Det skete samtidig med, at han begyndte at arbejde som flexjobber og derfor fik overskud til andre ting end arbejdet i Danske Bank.

Han arbejder på nedsat tid, fordi han lider af en sjælden form for muskelsvind, og efter et fald og en brækket lårbensknogle i sommeren sidste år mistede han evnen til at gå, og det betyder, at han skal sidde i kørestol resten af livet.

Netop hans sygdom og hans mange møder med kommunen i den henseende, er den overvejende årsag til, at han er gået ind i politik, for han har til tider haft en oplevelse af, at kommunen har været en modspiller, og han har følt, at han er blevet mødt med mistillid, når der har skullet visiteres hjælp til ham.

- Det er vigtigt for mig at understrege, at mit samarbejde med min sagsbehandler er både godt og tillidsfuldt, men jeg har oplevet problemer, når sagerne er nået videre til visitationsudvalget. Jeg tror det skyldes, at de ikke har den direkte kontakt til borgerne, siger Jess Eiberg Hansen.

Han løb blandt andet ind i problemer, da han efter det brækkede lårben skulle til genoptræning. Her lød det fra hospitalet, at han skulle hurtigst muligt i gang, hvis han skulle have en chance for at komme til at gå igen.

- Jeg oplevede desværre, at der gik for lang tid, før jeg fik visiteret genoptræning, og derfor var min chance for at komme til at gå igen mindre. Jeg ved ikke, om hurtigere genoptræning ville have hjulpet, men med min diagnose er hver eneste dag, hvor man ikke bevæger sig afgørende, siger han.

Bliver han valgt til efteråret, er det især det specialiserede handicapområde, han vil kæmpe for.

- Det er på det specialiserede handicapområde, at sagerne er mest komplekse og sværest at afgøre, men det er også her, at kommunens afgørelser har størst indflydelse og risikerer at splitte familier ad, siger han.

Jess Eiberg Hansen får politisk debut, når der er møde i økonomiudvalget 7. juni, og han skal en tur i byrådssalen 21. juni.

Er du tryg ved ikke at skulle gå med mundbind mere?