
Fremhæves bl.a. som innovativ og samarbejdsstærk
Der er ikke kun én ting, der definerer vinderen af Årets forening 2020. Det er både evnerne til at skabe stærke samarbejder, tænke kreativt for at få flere medlemmer og viljen og evnen til at skabe en forening, hvor eliten og bredden spiller hinanden gode, der sikrer Værløse Badminton titlen.
Det skriver DGI Nordsjælland i en pressemeddelelse.
Med prisen som Årets forening følger 5.000 kr.
Værløse Badminton har, i samarbejde med DGI Nordsjælland og badmintonklubber i Farum, Birkerød, Ledøje-Smørum, Måløv og Herlev/Hjorten, etableret et nyt netværk for klubbernes ungdomsafdelinger.
Netværket tilbyder niveauspecifik træning til medlemsklubberne, som gør det attraktivt for alle ungdomsspillere at forblive i den lokale klub i hele deres ungdomstid, mens de også danner nye relationer i de andre netværksklubber.
Foruden samarbejdet med de andre foreninger, så har Værløse en målsætning om en medlemsvækst, så medlemstallet hedder 350 børn og unge inden for de næste to år.
En vision som de arbejder på at opnå ved innovativ facilitetsudnyttelse, skolesamarbejde og en stærk udviklingsstrategi af trænere, så kvaliteten af træningerne er så høj som mulig, skriver DGI Nordsjælland i pressemeddelelsen.
Værløse Badminton har også tænkt kreativt i forhold til pladsmangel i Værløsehallerne, og har derfor startet nye prøvetræningshold på den lokale folkeskole, Søndersø, hvor der ikke var særlig mange medlemmer repræsenteret.
Der har været 120 børn til prøvetræninger, som blev afviklet hen over efteråret.
En handling som stemmer tydeligt overens med Værløse Badmintons vision om at få flere børn ind i foreningen. Det seneste år har Værløse Badminton haft en medlemsvækst på 60 nye børn.
Værløse er også en god rollemodel, fordi de er i stand til at bevare et højt niveau på banen, og samtidig er gode til at rekruttere nye medlemmer, lyder en af de andre begrundelser for prisen. jesl
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her