Skovhusets kommende soloudstilling af billedkunstner Kirsten Otzen Keck har fået titlen »Det Mobile Forum«. Der er fernisering den 16. august klokken 17 til 19. Udstillingen vises frem til 23. oktober.
I soloudstillingen "Det Mobile Forum", kan man se collage, projektion og skulptur af billedkunstner Kirsten Otzen Keck, der knytter an til forestillinger om den offentlige samtale. Der er tråde, der rækker ud til forskellige arenaer for offentlig samtale gennem tiden fx teatertraditionerne i Japan kaldet Kabuki og Bunraku, samt det antikke teater i Grækenland. Der er også tråde til det moderne forum med digitale medier, teknologi og skærmbrug.
Ordene - vækst, mobilitet og kommunikation - der ofte høres I den offentlige samtale, finder vej ind i stadigt vekslende udgaver af det fiktive mobile forum. Her søger Kirsten Otzen Keck at komme det nærmere hvordan `samtalen´ udspiller sig, lever i teknologien, bliver privat, forgrenet, følelsesladet, mørk, humoristisk eller forstummer. Derudover er det ambitionen, at værkerne gerne skal forsøge at finde egne vækstprincipper, ud fra deres materiale, som modsvares af udstillingshusets placering i lokale naturomgivelser - som ramme eller måske som modpol.
Et rejselegat fra Ole Haslunds Kunstnerfond muliggjorde efteråret 2018 et ophold i Japan med residencies i Tokyo og i Kyoto, og rejser rundt i landet. Under opholdet har hun researchet de japanske Kabuki- og Bunraku teatertraditioner. Ligesom hun i Athen, et par år tidligere, under to ophold hos Det Danske Institut, fotograferede og arbejdede med det græske antikke teater sammen med opsatte "scener" i byen til den nationale valgaften.
Som afslutning på ialt 9 måneders intenst arbejde med udstillingens værker, har kunstneren arbejdet i 2 måneder på Statens Værksteder for Kunst, dels med de igangværende collageværker og dels skabt nye skulpturer i det store atelier og i værkstederne, der giver mulighed for en mere organisk proces med værkerne. I disse rammer kan værkerne ses under et, og tråde og dialoger mellem dem, kan blive synlige eller tydeliggøres.
mikkel
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
